Søndag

Pludselig var den her, solen. Skygge og lys leger side om side i soveværelset.

Imens sad jeg på gulvet, foran mit bogskab, og lagde Alexanders bøger på hylder. For hver eneste bog, som blev nænsomt placeret, faldt en stille tåre. Savnet blev ubærligt og minder blandet med virkeligheden, som er, at vi aldrig mere skal læse bøgerne sammen, fik rykket mig helt ud til kanten.

Pludselig bevægede dynen sig og Oline stak hovedet frem. Hun havde øjnet solpletten tidligere og havde ubemærket sneget sig ind under dynen og nu kunne hun høre mig snøfte. Hun gør godt. Hun siger ikke meget, men hun ved. Det er okay, at være ked af det, siger hun.

Snart efter vågnede Oskar op til dåd og rendte i dynen også. De to elsker en søndag i min dyne og jeg elsker, at de elsker det. Jeg elsker dem. Det huskede jeg lige og måtte derfor forære en gratis kildetur væk.

Oskar fornærmes hurtigt, for det er ikke let at være i centrum, når de to andre leger. Sådan set er hans foretrukne aktiviteter dem, hvor han er i absolut og enevældigt centrum, så i stedet for at fortsætte legen, satte han sig fornærmet og så på.

Han går glip af så meget med den citronmund, men jeg elsker ham alligevel. Jeg elsker, at jeg stadig har en hel familie, at tilbringe søndagen med.