Om et øjeblik skal vi spise. Fantastisk brød fra Penny Lane, gode spegepølser, sild, ost og Kenneths hjemmerørte salater.
Bagefter er der brownies fra samme sted, som brødet er hentet. Det er ikke brownies. Det er det rene slik. De skal gøre godt med en kop kaffe.
Vi er stadig hele mennesker. Oprydningen er gået godt. Vi kan det godt. Vi griner, græder lidt og det er blevet til mere end ét øjeblik i hinandens arme i løbet af i dag, men det er heller ikke så skidt, så det ikke er godt for noget, for det gør en forskel, at få sat ord på nogle af tankerne og følelserne. De er her jo og der er plads til dem.
Nu er det til gengæld tid for mad. Jeg er sulten. Det er gode tegn.
14 kommentarer
Liselotte
28. januar 2007 at 10:10Ja, vi er på vej nu, men det er ikke den letteste vej at gå. Jeg sidder og trækker tiden. Om lidt må jeg i gang.
kokken på blokken
28. januar 2007 at 10:04Et stort skridt på vejen er nu taget. Er klar over at det har været meget slemt og jeg tænker at de ting man kigger på sætter tanker i sving – men lugtene er dem der virkelig kan få en til at tænke tilbage. Jeg tror de fleste kender følelsen af at kunne huske når man lugter en bestemt lugt. Og den havde jeres Alexander jo også det er klart … Ønsker jer et stort tillykke med det store skridt der nu er taget og måden i har taget det på ….. God søndag til hele familien
Liselotte
27. januar 2007 at 23:40Det har været en god dag. Lang, frygtelig og god. Vi er ikke færdige. Jeg tog tøjet, for det kunne Kenneth ikke. I morgen hjælper vi hinanden med resten. Det kan vi godt, tror jeg.
Vi spiste brownies og chokoladen står lige her ved siden af, men jeg spiser den ikke. Jeg har ikke lyst. Jeg må være småsyg ;-)
anita n
27. januar 2007 at 23:22liselotte, det lyder som om du har haft en dejlig afslutning på en svær men god dag!
Slår selv mave oven på en dejlig middag som blev afsluttet med at min mand tog den STORE æske med fyldt frem til kaffen!
Moster Tulle
27. januar 2007 at 23:19Har lige læst igennem dine indlæg fra i dag – det har været en hård opgave i satte jer selv på, men jeg fornemmer at i var så klar som man kan blive og jeg fornemmer også en stille glæde over at gøre det, at få lov at mindes, hvor smerten måske er blevet en anelse mindre og mindet har fået lidt mere “rum”. Smukt at gøre Alexanders værelse til musikrum og fællesrum, men det kunne heller ikke være anderledes, vel? Knus til jer.
Liselotte
27. januar 2007 at 22:51Jeg slår mave. Kenneth er hjemme med mor og skal lige installere hendes computer efter en reparation, som efterhånden har taget meget lang tid. Jeg tror hun glæder sig til at få den tilbage :-)
Susan
27. januar 2007 at 22:20Det tager tid at rydde op, og rodet flytter sig jo heldigvis ikke foer I har lyst til at tage fat paa det igen.
Dejligt at hoere at I har haft en god dag, og nu sidder I sikkert og slaar mave efter al den laekre mad
Liselotte
27. januar 2007 at 21:36Hanne, vi har det fint, men er langt fra færdige endnu. Når jeg siger roder, så er det i en grad, som sikkert ville skræmme de fleste, men vi har det jo sjovt og dejligt midt i rodet, så jeg gider ikke andet end hygge midt i det nu. Resten får vente til i morgen, hvor energien forhåbentlig er der igen :-)
Hanne 2
27. januar 2007 at 21:32I maa have en god foelelse i kroppen efter denne oprydning baade fysisk og mentalt…jeg mener, det ER jo noget der skal goeres foer eller siden.
Jeres hjem roder vel lige saa meget som andres…det viser bare I lever!
Ellers tag et kig paa http://www.normalroom.com !
Sov godt!
Liselotte
27. januar 2007 at 20:54Årh pjat, de savner dig jo, hvis du ikke kommer forbi. Husk Ritter Sport ;-)
En far
27. januar 2007 at 20:48Det var dog ubetænksomt at bringe historie om brownies og varm kaffe (selvom det så absolut er jer velundt).
Nu bliver jeg jo nødt til at vække Skoda’en til live, på trods af, at jeg havde besluttet at tanken ikke skulle have mit besøg her til aften!
Liselotte
27. januar 2007 at 20:09Ja, det er vi, Ella, selvom alle andre end os, vil have svært ved at se det i den fysiske verden, hvor hele hjemmet roder ;-)
Tak Regitze. Vi kunne lige præcis bruge det kram, ku’ vi :-)
regitze
27. januar 2007 at 19:55et skeløjet knus til en dejlig (og dejligskør) familie.
Ella
27. januar 2007 at 19:44I er kommet langt, med det I har gjort i dag, Liselotte.