Det er en barsk virkelighed, at befinde sig i, når man går i gang med den opgave jeg har påtaget mig i dag.
Hylderne inde ved Alexander tømmes. Tøj tages ned, sorteres og deles op i bunker. Noget af det kan gøre stor gavn andre steder og enkelte ting, vil jeg gerne selv beholde, men jeg når igennem bunkerne og ender op med at have sorteret det hele.
På en af hylderne står Alexanders vinterstøvler tilbage. De er støvede og et par er endda ubrugte. Indkøbt tidligt på efteråret, skulle de udgøre hans varme om tæerne denne vinter, men sådan blev det ikke.
I hjørnet står hans store akvarie. Det skal sælges, for vi orker ikke, at videreføre det. Måske får vi senere et nyt, men dette var Alexanders og det kan aldrig blive anderledes. Der er allerede en, som er interesseret i at overtage det.
Jeg genfinder ting, som forlængst er gået i glemmebogen, for hans hylder er dybe og hans kærlighed til enkelte ting underfundig, for den inkluderer faktisk en rangle fra hans tidligste barndom. Den gemmer jeg. Andre ting lægger jeg i kasser, som går på loftet.
Undervejs finder jeg bøger, som vi har læst sammen. Jeg mindes pludselig de aftener, hvor jeg kom ned og fandt Oline oppe i sengen hos Alexander, sammen med Oskar. Jeg husker, at det ikke er længe siden Oline insisterede på, at hun og Alexander altid skulle sove sammen. De sov sammen gennem flere år. Sådan havde de det bedst.
Jeg får ryddet op. Jeg har det fint med det. Der er jo ingen vej tilbage, men kun en ukendt og ind imellem famlende vej fremad. Det er den jeg har begivet mig ud på denne eftermiddag. Jeg ser nye muligheder og jeg finder ro i at vide, at Alexanders værelse igen bliver fyldt med liv.
Jeg kan se os sidde derinde, samlet omkring det store bord, mens vi hver især er beskæftiget med vores små projekter. Vi får et lyst og dejligt værelse, som igen har fået liv og som kommer til at danne ramme for glæde og livslyst.
Jeg beslutter, at der skal være røde tulipaner på bordet, når vi engang er færdige med værelset. Alexander elskede rødt. Det vil føles helt rigtigt.
10 kommentarer
Liselotte
27. januar 2007 at 23:13Jeg tror det er en fin måde, for der er intet hastværk. Orker vi ikke at gå videre i morgen, lader vi bare være. Det er sådan, det skal være :-)
Deborah
27. januar 2007 at 23:11Husker godt, da vi skulle tømme mors ting ud. Puha, det var strengt, og med mange, mange tårer. Min far kunne slet ikke være nogen steder, og det var skrækkeligt at se på. Men gøres skulle det. Tror i bakspejlet måske vi skulle have ventet lidt længere, men gjort blev det.
Det hører jo desværre med, men er nok godt som en del af hele processen tror jeg. Det lyder som om I får det gjort på en god måde.
Tanker herfra….
Liselotte
27. januar 2007 at 19:03Det har være vanskeligt, Sylvia, men det er også godt at gøre.
Ja, det er et dejligt billede at have i gemmerne :-)
Sylvia
27. januar 2007 at 16:55Rødt er en levende farge, det var nok derfor han likte den fargen.
Det må være rart for deg å rydde i hans ting, men da kommer du nok et skritt videre…..for slik er det. Lykke til, Liselotte.
Ps: for et nydelig bilde av dem to i sengen sammen, og med hunden.
Liselotte
27. januar 2007 at 15:45Ja, det er det! :-)
Donald
27. januar 2007 at 15:28Jeg kan godt lide tanken om at fylde rummet med liv. Det er fint!
Lene
27. januar 2007 at 14:47de mindede om noget der aldrig blev. Det er underligt hvordan hverdagsting egentlig bliver det, der giver stik i hjertet, og så alligevel ikke for i hverdagen ligger jo det meste af vores liv.
Når vi er allermest glade min datter og jeg, så ved vi nu, at det er også der, vi savner niecen/kusinen allermest, hun skulle jo have været der.
Godt at Oline også vil have nogle ting, det giver også hende noget konkret at holde sig til. Godt at I værner om hinanden.
Anne Dyrholm Stange
27. januar 2007 at 14:42Barske gøremål, jeg kunne næsten ikke klare at se billedet af hans støvler, kan slet ikke forestille mig, hvordan det er at stå med dem i hånden, velvidende at de ikke mere skal bruges på Alexanders bløde fødder.
Men oprydningen er også en del af den proces, i nødvendigvis må igennem…
Jeg tror, at det bliver dejligt for jer, at få liv i Alexanders værelse igen, tomheden bliver ikke mindre af et rum, der ikke beboes.
Sørg nu for at købe den allerstørste og smukkeste buket :-)
At sove sammen, det er også sådan det praktiseres her hos os, og vi har nu måtte op i en bredere madras på Lauras værelse, for de vokser jo, de skarn, og Amanda lå altid og vippede ude på kanten.
De nyder det begge, og falder ikke let til ro, hvis den ene er ude af huset!
Pas på jer…
Liselotte
27. januar 2007 at 14:19Ja, det er en hård proces, Lene, men vi kommer igennem den. Tingene jeg finder, gør godt og varmer lige nu, så det er den gode del af det her.
Jeg har fundet tøj, som Oline gerne vil bruge. Det føles fint og rigtigt, så jeg tror egentlig vi kommer hele igennem omstillingen også, men det er hårdt ind imellem at blive konfronteret med tabet. Støvlerne gjorde eksempelvis ondt.
Lene
27. januar 2007 at 13:52Det er en hård proces Liselotte. Min datter fik et smykke, som havde været niecen, det har de andre små niecer også fået, og jeg kan se i deres øjne, at de er glade for den gave. Et minde og for min søster føles det også godt, for som hun siger, hun og lillesøsteren kan jo ikke bruge alle smykkerne.
Dejligt at høre om dine tanker, om tulipanerne, om jeres fællesskab i en ny tilværelse.