Udenfor den lokale bar holdt rustvognen med motoren i gang. Måske var chaufføren lige nede, for at få en enkelt inden næste afhentning. Måske var han der slet ikke, men fantasien arbejdede på højtryk.
Over hustagene lyste månen, mens de sidste rester af dag forsvandt og vi sneg os indenfor hos Penny Lane, for at købe brød og kager. Kager så søde, så vi slet ikke kan vente til aftenens kaffe, men vi gør det! Bagefter gik vi i retning af Mølle Plads, for at se om Maria Lucca stadig lå dernede.
Butikken var endnu ikke lukket, men det var slutspurten, der var sat ind. Alle ikke nedsatte varer var der minus 70% på, så det kan nok være, at jeg kom indenfor i raketfart, for det var jo her Anne og jeg havde fundet vores smukke Norogarn ved en tidligere lejlighed.
Butikken var omtrent tom. Der var ikke meget tilbage derinde og skuffelsen har stået tydeligt malet i ansigtet på mig, for ekspedienten sagde lidt undskyldende “Ja, vi er jo næsten ved at lukke”, men jeg tog mig sammen og gik på jagt i de sidste rester og gjorde faktisk nogle fantastiske køb, selvom det ikke umiddelbart så ud til at være muligt.
Farverne er aftenforvredne, men en idé kan man vel nok få om rovet…
Det blev bl.a. til 5 nøgler kermitgrønt Duende, som kan forvandles til de skønneste, bløde halsting, en lækker vest eller noget helt andet, som pludselig brænder for at blive til.
Der var en rest blommefarvet merino. Hundrede gram, som også måtte med mig hjem. Jeg ser allerede en klædelig hue for mig. Måske strikket i Pomatomus-mønstret. Hvem ved hvad det ender som…
Tre nøgler Tecno Soft Print blev det også til. Farverne er smukke, gyldne og varme. Jeg gemmer dem, til det helt rigtige projekt. De måtte bare med hjem, fordi de var så smukke.
Firehundrede gram Isis i de smukkeste bolsjefarver blev det også til. Et morsomt garn, som jeg heller ikke har projektudviklet på endnu, men det var så smukt i farverne, at det kun kunne ende med en fantastisk ting, så med måtte det.
Det allerbedste var, at jeg omtrent grædende måtte indse, at der ikke var mere af Noros garn tilbage på hylderne, kun for til sidst at spørge forsigtigt, om hun skulle have et eller andet liggende, som jeg havde overset, hvorefter hun fandt et vred Noro Blossom frem i de smukkeste farver:
Jeg sukkede dybt, spurgte forsigtigt, hvad hun skulle have for det og vidste jo, at det kostede 86 kroner for de 50 gram, når jeg ellers var inde for at beundre det, så jeg var ikke alt for fortrøstningsfuld, men jeg skulle gøre Ugens Kup indenfor de næste par minutter.
Hun tog en regnemaskine frem, tastede og sagde så, at prisen var 25,75 for nøglet! Da jeg sagde, at jeg så absolut måtte eje det, tog hun yderligere 4 nøgler frem og spurgte om jeg også ville have dem? Sikke et spørgsmål. Jeg snuppede alle fem vred og er nu den lykkelige indehaver af de absout sidste rester Noro, der fandtes på matriklen og til den pris, kan jeg vist godt være de andre garnindkøb bekendt.
Der var 70% på alt garnet. På tirsdag lukker butikken. Jeg er heldig, er jeg :-)
6 kommentarer
Ida
26. januar 2007 at 21:22Uha hvor er jeg træt af at jeg har ti tommelfingre. Jeg ville så gerne sidde og nørkle med noget om aftenen. Og som hyppig læser af dit smukke og inspirerende univers kan jeg ikke lade være med konstant at ærge mig over, at jeg aldrig har fået lært at strikke eller hækle. Men tak fordi du deler kulører og resultater med os..
Liselotte
26. januar 2007 at 19:59Jeg regner bestemt med, at Norogarnet arter sig og bliver smukt, for jeg har tidligere strikket i det. Resultatet blev smukt og varmt :-)
Isis kommer formentlig til at få en “vaflet” overflade og jeg glæder mig til at tage hul på det, men du har ret, det skal håndteres fornuftigt og ikke “klemmes” for meget :-)
Måske herresiden bare skulle gå over til hjemmestrikkede habitter i disse to garner? Det kunne da blive festligt :-)
Donald
26. januar 2007 at 19:54Det norokulørte garn, som du har fotograferet, er meget spændende. Det er som om sammensætningen af de skrappe farver kan blive til en ret speciel overflade. På herresiden kan man somme tider få nogle habitstoffer som er meleret med bl.a. skrap violet og rød, men i så små tråde at man kun kan se det helt tæt på. Det synes jeg er morsomt. Den slags stoffer ser i øvrigt altid kønnere ud, eller måske snarere mere levende ud, end ensfarvet dødssygt gråt for slet ikke at tale om sort.
Hvordan mon det “underlige garn” (Isis) kommer til at se ud når det bliver til en overflade? Der må være noget strikkekundskab, som bliver strakt til det yderste!!!
Resultatet afhænger jo nok af hvor meget man klemmer garnet mens man strikker, så det … uha uha:-)
Liselotte
26. januar 2007 at 19:45Ella, jeg var meget heldig. Det er såmænd det hele ;-)
ME, det er SÅ frygteligt ærgerligt, at Gavlhuset stopper, men han orker ikke mere og har vel også brugt sin menneskealder på stedet, så jeg synes det er i orden, at han trækker sig tilbage. Jeg kan ærgre mig frygteligt over, at ingen andre tilsyneladende havde mod på at videreføre butikken. Den er byens bedste! :-(
ME
26. januar 2007 at 19:38Og Gavlhuset er det desværre også slut med til d. 1, trist med alle de mange spændende butikker, der lukker i byen for tiden :(
Ella
26. januar 2007 at 19:34Du har næse for det gode og smukke køb, Liselotte :-)