- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
16 kommentarer
Helle Holm
6. februar 2007 at 14:20Hej igen
Glemte lige at skrive at filmen ikke viser hende retfærdighed – trods alt. Hun gør nogle ting for at redde forholdet, som ikke vises i filmen. Bl.a. flytter de til Mombasa. Men det er ikke lykken for Lketinga. Han ved udmærket, at hun ikke kommer tilbage til Afrika igen da hun rejser hjem på ferie. Alligevel skriver han under på at hun må tage datteren med til Schweiz p.g.a. hans kærlighed til hende.
vh Helle
Helle Holm
6. februar 2007 at 14:13Hej
Jeg læste bogen Den Hvide Masai og så filmen samme dag. Det
skulle jeg nok ikke have gjort. Min sympati er helt sikkert hos
Lketinga. Når man tænker over det overskrider han faktisk en del flere grænser end hende. Han er en mand som ikke kan læse og skrive og efter europæiske forhold “uoplyst”. Hun kommer med viden og penge og trænger sig ind på hans verden. Hvordan skulle han kunne modstå det? I starten er det seksuel tiltrækning kombineret med eventyrlyst som drager hende. Som jeg læser bogen er det hendes helbred der er et problem. Hun bliver ramt af malaria flere gange og senere smitsom leverbetændelse. Hun har været i Schweiz af flere omgange. Jeg får en simpel tanke: Vi skriver 1987 og kvinden er 27 år. Hvorfor kontakter hun ikke en læge i Schweiz og bliver vaccineret mod disse sygdomme og måske andre? Hun virker på en måde naiv. Disse sygdomme er ved at tage livet af hende og med underernæring og blodmangel mister hun energi til at kunne tackle dette ægteskab. Og graviditet oveni.
Når man har læst “Ikke uden min datter” hvor sympatien 100% er hos kvinden får man her sympati for Lketinga. Han lærer at spise sammen med en kvinde – at røre ved en død selvom det er ham imod – at vaske tøj selvom kvinderne griner af ham o.s.v o.s.v.
Han forsøger at ændre sig selvom hun trænger ind i hans verden – hun skælder ham ud mens nogle kvinder hører på det –
hun viser ham ikke nok respekt i en verden som er totalt mandsdomineret. Han føler sig mindreværdig og bliver skinsyg.
Jeg får ondt af ham i bogen og filmen. Hun indretter sig ikke – men vil pådutte hendes livsstil til en gammel kultur. Jeg kan ikke finde ud af om hun er modig eller overfladisk. Hun tænker ikke – men tager tingene som de kommer. Det er sikkert godt nok i så fremmed en kultur og et bureaukratisk land. Men jeg vil påstå at kvinder i den alder normalt ville have gjort sig lidt flere tanker om konsekvenserne af beslutningen og hvis lidenskaben sejrede indstillet sig på den levevis og de mange ting som er os europæere inderligt imod (madvaner, sult, omskæring) og gjort op med sig selv om man kunne leve med det. Hun er jo ikke en uvidende og underviklet kvinde, vel? Men hendes seksuelle tiltrækning af manden var sikkert så stærk, at hun måtte gøre hvad hun gjorde. De fleste kvinder har oplevet en mand som slog benene væk under hende – og har gjort ting som omgivelserne ikke troede var mulige. Men selvom man hopper ud fra nogle højder uden sikkerhedsnet er det tilladt at tænke sig om og tage nogle forholdsregler. Jeg kan stadig ikke lade være med at tænke på om hun havde klaret det, hvis hun havde taget de vaccinationer, som er en lille ting i det store hele.
Mange hilsner Helle H.
Slagt en hellig ko… » Glasperler
29. januar 2007 at 21:44[…] Jeg blev færdig med Den Hvide Masai i går. Jeg synes stadig den er underlig nøgtern. Tænk at kvinden udholder de ting hun gør og så så længe. Nå men altså… jeg iførte mig kulørte glasperler i morges. […]
Liselotte
25. januar 2007 at 20:30Det er et enestående indblik i en anden kultur man får ved at læse bogen. Det har du ret i at fremhæve, Gitte :-)
Ja, om man forstår hvorfor hun ikke bare opgiver og flytter hjem…
Lotte, jeg er endnu ikke færdig med at læse bogen. Måske får jeg lyst til mere, når jeg har læst den. Så vil jeg huske dine anbefalinger :-)
Lotte
25. januar 2007 at 19:32Jeg så først filmen, og måtte herefter læse bogen, for at få mere indsigt i hendes tanker. Jeg synes det er fuldstændig helt rigtigt sagt – ulidenskabelig bog om lidenskab – hendes nærmest nøgterne måde at beskrive livet og kærligheden.
Hun har skrevet et par efterfølgere – efterfølger nr. 2 er vist ikke udgivet på dansk, men senere er Gensyn i Barsaloi udkommet, som beskriver hendes tilbagerejse til Kenya efter 14 år. Filmoptagelserne står på mens hun er i Kenya. Men hun rejser hovedsageligt tilbage for at se sin efterhånden aldrende Svigermor. Bogen er anderledes end Den Hvide Masai, ikke helt så god, men alligevel interessant, hvis man er lisså nysgerrig som mig ;-)
Gitte
25. januar 2007 at 19:26Jeg läste bogen for en måneds tid siden, den er fantastisk. En af de bedre böger som jeg har läst.
Det er helt utroligt at hun ikke bare giver op og flytter hjem.
Den kan rekommanderes til alle der intresserer sig for forskellige kulturer.
Liselotte
25. januar 2007 at 19:20Hun er modig. Det er vi enige om, PiaT :-)
PiaT
25. januar 2007 at 14:49Jeg læste Den hvide Masai for et par måneder siden og havde ikke svært ved at finde bogen hver gang, der var et ledigt øjeblik. Det, der fascinerer mig mest er nok hendes mod på at gå så helhjertet ind i noget SÅ anderledes, som at leve sammen med masai’er.
Man kan jo ikke beskylde hende for at være en “tøsedreng” :-)
Jeg har ikke set filmen og ved heller ikke om jeg vil – jeg har det med at blive skuffet over en film, når jeg har læst bogen først – vi får se :-))
Mange hilsener
PiaT
Liselotte
25. januar 2007 at 10:22Jeg tror min fascination hænger uløseligt sammen med hendes fortællestil. Den er så nøgtern og neutralt beskrivende, at jeg hele tiden venter på, at hun skriver anderledes. Hun udsættes for og oplever så meget, som er så kontrastfyldt og livsforrykkende og det bliver næsten “fladt” af metodevalget. Underligt, at hun fortæller sin historie i det sprog…
Deborah
25. januar 2007 at 09:50Hvis du kigger min blog (bøger) , har jeg skrevet om den fornyeligt! Jeg var også MILDT sagt facineret. Lagde ikke bogen fra jeg startede til jeg sluttede.
Liselotte
25. januar 2007 at 09:05Jeg synes godt, at jeg vil anbefale den, men man skal altså være forberedt på, at den er usentimental og nøgtern.
Susan
25. januar 2007 at 06:37Det lyder som en interessant bog, den maa jeg vist have fat paa.
Jeg kan anbefale Natasha Illum Bergs boeger, isaer Floder af Roed Jord og Te i den blaa sofa. Den foerste er om hendes tid i laere som Storvildtsjaeger og den anden er en kaerlighedsbog til hendes kaereste som blev skudt udenfor hendes hus i Tanzania. Begge er spaendende og faengslende boeger paa hver deres maade.
Liselotte
24. januar 2007 at 23:28Og i lige måde, Mette :-)
mette
24. januar 2007 at 22:49jeg har ikke læst den. men for tiden anbefaler jeg alle der gider at høre det at læse den smukkeste kærlighedhistorie jeg har læst i mange år: den tidsrejsendes kvinde.
i øvrigt er jeg også vild med at læse din blog. det er dejligt mod hjemve. fortsat god aften!
Liselotte
24. januar 2007 at 22:20Jeg er også dybt fascineret af hendes mod – eller hvad det nu er, som driver hende, for er det lidenskab, er det jo i grunden fantastisk. At kunne slippe ALT for noget man dybest set INTET ved om, det er mod. Det er helt vildt modigt. Jeg forestiller mig, at det også har sin pris, men jeg har endnu ikke læst mange sider i den, så jeg bliver vel klogere :-)
Randi
24. januar 2007 at 22:06Jeg har set filmen. Havde det lidt på samme måde med den, som du har med bogen. Jeg var også fascineret – og det er da en utrolig fængende og på sin egen måde smukke historie. Og sand! Men sgu også lidt mystisk – tænk at kaste så meget over bords for at kaste sig ud i noget hun stort set ikke ved noget om!