Måske var det nu, jeg skulle begynde at finde vej gennem moradset af følelser i kølvandet på Alexanders død. Måske var det nu, jeg skulle begynde at ane lyset og glæden ved alting igen, men virkeligheden er en anden.
Det er nu det bliver svært. Hvorfor kan jeg ikke forklare, men det er virkeligheden, at savnet for alvor er påtrængende og følelserne omkring Alexanders død og tiden inden er så tunge, at de er svære at bære.
Det er ikke sådan hele tiden. Så have livet ikke været til at holde ud, så heldigvis er langt de fleste timer af døgnet stadig fyldt med glæde, grin og hverdag, men der er timer i hvert eneste døgn, som fyldes af smerten ved at have mistet ham.
Måske handler det i virkeligheden om, at chokket er ved at fortage sig. Måske er det fordi, at jeg ikke længere er følelsesløs og jeg endelig forstår. Måske er det fordi tiden nu endelig er inde til at tænke tilbage på tiden inden. Den tid, som var så barsk, at jeg så inderligt ville ønske, at den ikke var en del af vores liv sammen.
Det gør frygteligt ondt at tænke på, at den sidste tid vi havde sammen, var præget af en livskvalitet, som ikke var i orden. Det gør så ondt at vide, at Alexander døde med tryksår flere steder på kroppen, end jeg har lyst til at tælle og det smerter at vide, at vi ikke var i stand til at hjælpe ham mere end vi gjorde.
Jeg ved, med min fornuft, at vi gjorde alt hvad der stod i vores magt, for at ændre hans livsbetingelser, men det gør stadig frygteligt ondt.
Gid det her kunne afleveres et sted, hvor de ville tage imod og beholde, så jeg ikke længere behøvede være den, som bærer. Det er alt for tungt, men ingen vil kendes ved det og jeg forstår dem så inderligt godt, men det er ikke mit og jeg vil ikke have det.
32 kommentarer
Liselotte
25. januar 2007 at 10:39Tak, Ingrid og Mia, for jeres kommentarer.
Mia
25. januar 2007 at 10:02Det der med at skrige det ud, det er en kanon idé. Gå da op til kommunen og skrig og brøl al det du kan – der er jo alligevel ikke nogen der hører noget der…? Perfekt sted at få det ud af kroppen!
Sarkasme til side – jeg havde i mange år drømme, om det nu også var rigtigt at slukke for min fars respitator. Var det mit valg? Hvad hvis nu? Min hjerne sagde jo at det VAR rigtigt, men følelserne kunne slet ikke følge med. Og det tog dæleme lang tid, før de fulgtes pænt ad igen – fornuften og følelserne. Det tager bare tid. Og jeg tror på at hvis man “skaber plads” til at de der dyk kommer og vil blive ved med at komme, så gør man det også på en måde lettere at leve med den sorg. Hvis man “tror” at nu er alt godt, nu har jeg tudet, tænkt, sørget, gennemlevet, så nu kan jeg bevæge mig videre, så får man altså lige pludselig sådan et l.. i rø… af den skide sorg igen! Det er ligesom med fornuften og følelserne, de skal kunne følges pænt ad, side om side.
Åh, hvor jeg sender dig og Kenneth mange tanker – jeg håber at I kommer ud på den anden side, hele mennesker stadigvæk.
Ingrid
25. januar 2007 at 10:00Kære Liselotte
Som du har beskrevet Alexander på din blog, så var han en positiv ung mand, som sprudlede af optimisme og godt humør. Prøv at overveje hvordan du tror, at han vil huske sit liv, hvis han skulle fortælle en anden om det. Jeg tror ikke det ville være en fortælling om sygdom og lidelse. Mit bud er at han ville fortælle om sin familie, som elskede ham over alt på jorden, som passede og plejede ham med den største omsorg der findes, som altid sørgede for at der var lys og latter og glæde i hans liv og som kæmpede indædt for at han skulle have det så godt som overhovedet muligt. Jeg har også tænkt på at det var godt at I fik tilkæmpet jer en dejlig ferie fuld af gode minder i Provence.
Ansvaret for hvordan Alexanders sidste tid forløb skal afleveres hos kommunen eller de øvrige myndigheder, hvor det retteligt hører til.
Unna
24. januar 2007 at 22:00Der findes aldrig ord nok til at beskrive …..
Et stort kram fra mig til dig – kunne jeg ville jeg maile en skulder du kunne låne.
http://www.mindet.dk
Liselotte
24. januar 2007 at 21:03Tak Alice og Frederikke.
Frederikke
24. januar 2007 at 20:36Kære Liselotte!
Sådan vil det nok være et stykke tid endnu og den bedste tjeneste du kan gøre dig selv, er at blive i følelserne; hvor ondt det end synes at gøre.
Jeg ved ikke om det kan hjælpe dig, men jeg oplevede det første år efter Cirkelines død, at sorgen ændrede sig ca. med 3 måneders interval: Jeg kunne føle, at det hele gik så godt og i den rigtige retning – for straks kort efter at dykke dybt og slå mig hårdt.
Jeg tænker på dig.
Alice Ibing
24. januar 2007 at 20:09I de første par måneder efter Anne-Sophies død synes jeg egentligt at det hele gik rimeligt ok. I hvert fald så godt, at jeg nogle gange kunne tænke, at det hele måske slet ikke var så uoverskueligt igen… Jeg gik som i en boble men jeg opdagede det ikke rigtigt. Nogle gange var det dog som om noget prøvede at sende beskeder ind gennem boblen. Små jag af smerte der fik mig til at gå i knæ, men ikke mere end at det var muligt at rejse sig igen.
Så pludseligt var det som om boblen bristede – ca 2 mdr. efter hendes død og smerten fik frit løb. Det gik mere og mere op for mig, at hun ikke bare var på ferie og at mit liv for altid var ændret. Når jeg så tilbage kunne jeg godt se, at jeg den forgående tid havde gået rundt i en form for døs.
Samtidig med at boblen bristede begyndte tankerne. Du tænker meget på Alexanders tryksår og en livskvalitet, du ikke syntes, var i top. Du tænker om der var noget, du kunne have gjort anderledes. Mine tanker kredsede om Fies sidste minutter og om hvorvidt, vi skulle have gjort noget mere for at trække hende tilbage til livet. Tankerne forfulgte mig og selvom jeg gjorde, hvad jeg kunne for at pakke dem væk, vendte de tilbage igen og igen. Jeg kunne ikke gøre andet end at tænke dem igennem hver gang de kom. Det var smertefuldt at skulle gennemleve igen og igen, men det var eneste vej. Efterhånden har de fortaget sig lidt og visheden om, at vi gjorde, hvad vi kunne for hende, har mere og mere fået overtaget.
Det er nu fem en halv måned siden, jeg mistede Fie, men jeg har endnu ikke fundet nogen, der vil overtage byrden for mig. Jeg går stadig til psykolog med jævne mellemrum og hver gang har jeg et lille naivt håb om, at hun kan fortælle mig nøjagtigt, hvor jeg kan lægge den fra mig. Hver gang fortæller hun mig, at jeg ikke kan gøre mere end det jeg gør. Jeg arbejder, jeg smiler, jeg ser mennesker, jeg står op, jeg får mad, jeg morer mig med familie og venner, jeg løber og jeg lever… Nøjagtigt som du også gør. Byrden af smerte og savn er vi bare nødt til at tage med os og den vil blive ved med at være tung meget længe. Jeg tror ikke der er nogen vej udenom. Vejen går lige igennem sorgen og savnet, hvor tung den end er. De ubehagelige tanker skal tænkes igennem mange gange, tårerne skal grædes, uretfærdighedsfølelsen skal råbes ud og der skal stampes mange gange i jorden af afmagt. På den måde tror jeg, at vi kommer ud som hele mennesker i den anden ende…
Og mens alt dette står på, må du huske, Liselotte, at du gjorde, alt hvad der stod i din magt for, at Alexander skulle have det bedste liv. Du og din familie kunne ikke gøre mere. Det er og vil aldrig være jeres skyld, at systemet rundt om ikke altid var på jeres side, men I gjorde det, I kunne!!!
Hvis bare jeg kunne løfte dig som en brik et et spil Ludo og løfte dig over på den anden side, men det kan jeg ikke. Jeg kan blot sende dig varme tanker, så det vil jeg gøre…
De kærligste hilsner
Alice – mor til englen Anne-Sophie
Liselotte
24. januar 2007 at 18:14Nej, der er heller ikke noget at skrive, Gitte. Jeg skulle bare have luft et øjeblik :-)
Gitte
24. januar 2007 at 17:41-Og her ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal skrive – jeg sender bare min dybeste medfølelse og et råd om noget med tiden….*suk*
Liselotte
24. januar 2007 at 13:26Du har ret, Anja. Det skal fejes væk. Det er svær kunst.
Anja
24. januar 2007 at 13:01Nu lyder jeg nok fjollet…??!?
Hvis jeg var dig og alt det pjat…
Jeg ville finde et sted at skrige det ud. Jeg ville skrive et brev og bede en bøn og sende det afsted på et bål, eller ned ad en flod, eller begrave det i den fede muld. Jeg ville svinge en kost og feje det ud af mit liv med hidsige bevægleser.
Jeg mener det helt seriøst. Hvis ikke du kan trænge igennem til de rette instanser og få dem til at erkende – så må du for en stund, desværre, tage den på dig – men kun for at se den i øjnene, for så kan du få den til at gå væk…
Faktisk tror jeg det at det har en positiv betydning at du sætter ord på det (herinde)…jeg tror på at det vil returnere.
Den faktuelle smerte over tabet – den må du/I bære.
Det er også nok!
Tanker til jer
Liselotte
24. januar 2007 at 12:31Lige nu og her handler det om, at jeg skal finde et sted at lægge den portion af vores fælles liv, så det ikke længere er mig, som skal løfte.
Målet kender jeg: at det bliver mindre tungt, men midlet er jeg usikker på, for jeg ønsker ikke at udlevere enkeltpersoner nogen steder og jeg besidder ikke skyggen af hævntrang, blot ønsket om at blive lettet for en byrde, som næsten ikke er til at bære alene og så naturligvis ønsket om, at dette ikke gentager sig.
Måske finder jeg en metode, måske ikke og så er det sådan, jeg må leve videre.
Lene
24. januar 2007 at 12:20kære Liselotte, kan kun tilslutte mig alle de andres ord. Har gået og tænkt på vreden og sorgen over kommunens behandling af Alexander og jer. Det lyder som om du har haft kontakt med dem siden Alexanders død, og de der ikke kan indse deres fejl. Har I overvejet at printe nogle af dine blogindlæg ud og give til dem, for jeg synes, du har beskrevet afmagten, bureaukratiet, sorgen og jeres kamp så godt, at de må kunne indse, at de skal ændre noget.
Mange varme tanker herfra
Lene
regitze
24. januar 2007 at 11:20jeg vil bare gerne lige sige, at jeg også har læst med. og også tænker mit. de ansvarlige, der undlod at handle i forbindelse med Alexander vil givetvis undlade at handle igen. og igen, hvis ikke deres amatørisme og ansvarsforflygtelse bliver stoppet. den erkendelse kommer ikke til at gå stille af – og vil ende med at blive kommunens mareridt.
det spreder sig som ringe i vandet, Liselotte og Kenneth.
Britta Pedersen
24. januar 2007 at 11:00Hej Liselotte,
endnu en ukendt i blokland, som er blevet grebet af din historie, din fantastiske måde at skrive på og de utrolig smukke billeder, der næsten altid følger med dine skriblerier.
Jeg mistede min far for 2 år siden (04.01.05), pludselig og uden varsel, døde han af en blodprop. Den første uge gik med sorgen, chokket, praktiske ting og begravelse. Uge 2 var man på arbejde igen, stadig mennesker (min mor, min datter), der skulle trøstes og tages af. Uge 3 forsvandt i en tåge. Uge 4 skifteretten. Uge 5 til uge 32 kan jeg næsten ikke huske. Dagene flyder ud i ét, man har gode timer og timer hvor man overvældes af sorg og savn. Uge 33 tog jeg på et kursus på Malta, hvor jeg brød fuldstændig sammen, men forstod at nu var det tid til at tage sorgen i hænderne og betragte den og komme til en vis forståelse for hvad det er sorgen indeholder.
År 2 har været præget af mere ro og en erkendelse af at livet trods alt er gået videre. At jeg trods alt har været i stand til at overleve tabet og savnet.
Julen i år var hård, egentlig hårdere end sidste år og det hænger nok sammen med at man nu har erkendt at livet går videre og døden kan ingen ændre på.
Nu er år 3 gået i gang. Kræfterne er vendt tilbage, livsglæden er kommet igen og troen på at en dag, så ses vi nok igen.
Så jeg tror at det er en helt naturlig process du er på vej igennen. Først afmagt, så skyldfølelse, så vrede, så sorg, så ro og fred med tingenes gang. Men savnet vil altid være der. Man hører ofte at med tiden kommer man over det, det gør man ikke, men man lærer at leve med det.
De bedste og varmeste tanker
Britta, Herning
Liselotte
24. januar 2007 at 10:10Tusinde tak for alle jeres kommentarer. Ja, det er naturligt at have det, som jeg har det. Jeg ved det godt. Jeg ved også, at det letter en skønne dag og jeg ved, at jeg ikke har det sådan hele tiden. Jeg har det jo også godt, er glad og griner :-)
Jeg er bare endt i smerten ved, at ingen af de ansvarlige tilsyneladende anerkender, at hans sidste tid blev så meget sværere, end den havde behøvet. Det gør ondt, både på vegne af Alexander og på vegne af de, som kommer efter ham.
Hanne 2
24. januar 2007 at 10:08Jeg kom til at taenke paa, da jeg selv stod midt i kaosset af foelserne, begyndte jeg at male. – Jeg havde aldrig malet foer, og dengang syntes jeg ikke om billederne. – Men det goer jeg idag, for de afspejler vreden, forvirringen, ja, alle mine foelser paa dette tidspunkt.
Jeg fik afloeb for en del, er jeg sikker paa, og idag elsker jeg at male, men at det var en sorg, der skulle faa mig til det, har jeg tidligere i min vildeste fatasi ikke forestillet mig! :-)
Krebsinden
24. januar 2007 at 09:55Kære Liselotte
Det er en byrde, som du selv må bære – desværre – men jeg er helt sikker på, der er mange, der gerne vil hjælpe og støtte dig, så du kommer sikkert over på den anden side.
Jeg tror, at din åbenhed omkring Alexander og dit tab vil gøre det nemmere at komme igennem det.
Jeg kan kun tilslutte mig, det de andre har skrevet, så ingen grund til at gentage det :-)
En masse varme tanker og kram til dig
Hanne 2
24. januar 2007 at 09:22Kloge varme kommentarer fra kloge varme kvinder! Jeg kan kun tilslutte mig.
Jeg har selv proevet at vaere total lam, saa jeg graed tit, naar du berettede om Alexanders tryksaar.
Jeg har ogsaa proevet at miste den naermeste, saa jeg ved hvor lang tid sorg kan tage.
Det billede Deborah beskriver af sorgen som en landevej osv…..
er godt. – For sorgen er ikke lineaer, den forgaar i siksak.
Saa har man det godt i en periode, saa dykker man og taenker hvad man kunne have gjordt anderledes.Saa er man ovenpaa igen og kan klare endnu en toern, og sadan vil der gaa lang tid foer man selv anerkender, at nu ER virkeligheden altsaa en anden!
Een god ting for dig/jer er, at du har denne dejlige blog. Her har du ‘opbevaret’ alle minderne, som du kan tage frem, naar du har kraefter og lyst.
En anden god ting er, at du har Oline og Kenneth, og de har dig ! :-)
Alt hvad du oplever er m.h.t sorg helt ‘ naturligt’.
Maria
24. januar 2007 at 09:02Jeg føler med dig/Jer…
Har selv været tæt på døden og har mærket og følt, hvor ondt det gør…
Livet er forunderligt og smukt og afmægtigt og hårdt…
Men vi lever…
Bolette
24. januar 2007 at 08:41Kære Liselotte …..
virkelighedsoplevelsen af at det er det som er sket & selvbebrejdelserne ( min mor der var syg af cancer i 5 år ) Og kunne jeg ha gjort det & det ..burde jeg ha taget orlov …gennemspilledes tusindvis af gange og selv om alle sagde at du var en god datter og gjorde hvad du kunne så vidste jeg at jeg jo ik havde gjort nok siden resultatet blev som det blev hun døde og væk er væk …
hvad er det som der gør det at miste bærbart altså at kunne leve med det…tiden for mig …det at der sker nye ting ..og at det rumme smerten og det er den der er så svær og accepten af at jeg aldrig mere kommer dertil hvor jeg kan give hende et knus ..Jeg kan kun vagt forstille mig hvordan det må være når det er dit barn …Men savnet og smerten er universiel…jeg ved at du ved det hele med hovedet men nu mærker du det i kroppen …
hav mod ….
kærlige tanker Bolette
Lizelotte
24. januar 2007 at 08:37Det er jo, som andre også skriver, hverdagen der sætter ind. Og så bliver det store hul, hvor Alexander var før, så frygteligt tydeligt.
Min mor mistede sin mand – min far – i 1999, og havde faktisk ikke ret meget lyst til at leve videre. Hun havde mistet et kæmpe stykke af sig selv. Vi har talt meget om det, både dengang og nu. Det er også det, der er sket for jer – der er et kæmpe sår, der hvor Alexander havde plads i jeres liv.
Det tager tid at hele sådan et sår, og arret slipper man aldrig af med. Men på et tidspunkt vil det gøre mindre mavepumpende, hjertevridende ondt. Det hjælper ikke ret meget lige nu. Bare jeres omgivelser er i stand til at rumme, at sorgen over at miste et barn – Alexander – ikke lige “går over” på et par måneder, og ikke er væk, fordi I også kan le og leve noget af tiden.
Hvor er det godt, I har hinanden, og gode tætte venner, og en varm familie. Stort knus herfra.
kokken på blokken
24. januar 2007 at 08:03Kan kun tilslutte mig alle kommentarerne – i tankerne sendes gode vibrationer og visuelle kleenex.
Deborah
24. januar 2007 at 04:26Kæreste Liselotte
Ja, det er helt normalt, – tror jeg! Har ikke mistet et barn, men en mor! Slemt nok!Og som jeg har sagt før, det tager tid, lang tid. Forsvinder aldrig, men bliver håndterligt på en helt, helt anden måde. Om det er ligesådan for dig, når det er et barn, du har mistet ved jeg ikke. Men det er da hørt om.
Kan man tale om at klare det godt!? Man klarer det jo, fordi man skal, og fordi du også har din datter og mand at tænke på.
Som andre har sagt, ingen kunne (så vidt jeg ved, udfra hvad jeg har læst) have gjort mere for Alexander. Selv jeg havde bebrejdelser om, om jeg kunne have gjort mere for min dejlige mor, til trods for, at der intet var vi kunne have gjort. Den plages man af længe – desværre.
Jeg ved ikke, hvad du tror, men har du en tro af en el. anden slags, kan det måske være en hjælp. Uanset, har jég det sådan, at det hjalp og hjælper mig i mit. Det er en tung vej at gå, og det er jo nok sådan at man til dels skal finde sin egen sti på den hovedvej, der hedder sorg, hvor der dog er fællestræk. Du skal nok klare det, og vi skal prøve at støtte og favne dig så meget vi kan, og det trøster forhåbentlig lidt. Mere kan vi desværre ikke.
Kærlige kram
Deborah
Irene
24. januar 2007 at 02:14Liselotte, jeg tænker varme tanker, jeg sender den bedste mening, men jeg kan aldrig kende dybden af jeres sorg, din sorg. Jeg kan leve mig ind, og jeg vil gøre mit til at i kan leve den ud omend på lang fysisk afstand.
Det fysiske neglekt kan og skal parkeres hvor det hører hjemme, og det er ikke hos jer. Men det er jer der lever med konsekvensen og den kan jeg heller ikke tage væk.
At være menneskelig er ikke altid let, men det hjælper at have hjertet med og Liselotte, dit hjerte er altid med, også nu, hvor det er laset.
En stille kærlig hilsen sender jeg til dig, et knus og kleenex i baglommen.
HenrietteB
24. januar 2007 at 01:35Kære Liselotte,
Desværre er det vist helt normalt, det her. Hverdagen efter Alexanders død er ved at melde sig – og det er ofte netop i hverdagen efter et stort tab at savnet føles endnu mere nærværende. Endnu tungere.
Det er i hvertfald min personlige erfaring, men også en erfaring jeg tidligere har gjort fagligt gennem arbejde med mennesker i sorg.
Jeg har haft meget, meget svært ved at forholde mig til Alexanders død. Min første reaktion var at falde grædende sammen over tastaturet. Derefter blev jeg så forbandet vred. Jeg føler mig stadig vred over det her. Måske fordi jeg ikke kendte Alexander personligt, men kun gennem bloggen her, har jeg haft svært ved at lægge vreden og harmen til side.
Hvis jeg havde kendt ham i virkeligheden, tror jeg sorgen havde haft en større plads.
Jeres omstændigheder i tiden før Alexander døde var så forfærdeligt hårde og urimelige, synes jeg. Jeg vil ikke bruge ordet uværdigt, jeg kan ikke fordrage det ord. Der var intet uværdigt ved Alexander – ej heller ved den kærlighed, det fysiske og psykiske nærvær, jeg har kunnet læse og ved, var til stede.
Men de vilkår samfundet og sagsbehandlerne o.s.v. tildelte jer og Alexander, specielt den sidste tid, var ganske enkelt ikke gode nok. De var alt, alt for dårlige og urimeligt hårde. Og det ville undre mig, hvis der ikke fra din side kom en reaktion på dem, før eller siden.
Jeg har gennem dette beundret din evne til at holde fokus. At du har formået i den første tid efter Alexanders død at holde fast i sorgen og ikke lade vreden overtage og overskygge.
Jeg er ikke sikker på, jeg havde været i stand til det.
Varme tanker og kram
Henriette
Lone i marsken
24. januar 2007 at 01:02Kære Liselotte – jeg kender dig ikke, men har fulgt med her på din blog, som jeg besøger flere gange dagligt i godt og vel et år. Din historie har grebet mig om hjertet – og sådan er jeg jo ikke den eneste ude i cyperspace, som har det.
Du og din mand og jeres datter har gjort alt, hvad der stod i jeres magt for at give Alexander et godt liv. Fordi I elskede ham – og fordi han på trods af sit handicap gav jer så meget igen.
Alexander var et særligt og smukt menneske, og du må være stolt over at være hans mor.
At elske og blive elsket er vel det største og det smukkeste man kan opleve i livet. Jeg forstår så inderligt din sorg og din smerte – jeg tror heller ikke jeg kan give dig nogen trøst lige nu.
Din kærlighed til Alexander er blevet hjemløs – og at hans sidste tid skulle blive så hård for jer alle sammen er urimeligt og meningsløst. Jeg forstår så inderligt din sorg og din smerte – alt tager tid og det gør dette også. Sorg gør ondt, men forhåbentlig må den med tiden “blive pakket ind i vat” så den bliver til at leve med – hvilket vil sige, at den stadig er der – for det vil den nok altid være – men at den bliver mindre smertefuld.
Ønsker dig og dine alt det bedste!
Fr. Møller
24. januar 2007 at 00:42Ja, det er chokket, der er ved at fortage sig… Og det er ikke din skyld, at Alexanders sidste tid blev så meget ringere, end den havde behøvet at være. Men at den blev sådan kan ingen tage af dine skuldre – desværre.
Skylden ligger hos et stadig koldere samfund, der skider højt og flot på f.eks. multihandicappedes livskvalitet. – Herregud – set udefra kan de jo alligevel “ingenting”, så man kan da snildt sove om natten, selv om det var ens uduelighed og inkompetance, der var skyld i, at knægten ikke engang havde en kørestol, der duede. Et korset, der kunne holde på hans ryg, mens der ventedes på – nok en – operation.
Eftter min beskedne opfattelse er der en del mennesker, ansat hos Aalborg Kommune, der burde have det dårligere end dig lige nu, Liselotte. For du gjorde i det mindste alt, hvad du kunne. Og ved du hvad, det var slet ikke så lidt. Selv om det måske føles sådan lige nu.
Du vil nok også sommetider opleve, at din – vilde – sorg over at have mistet dit ældste barn ligesom bliver forklejnet af omgivelserne. For han VAR jo mulithandicappet – og modat forældre med raske børn, vidste I jo. Og bla-bla-bla…
Og ja, det vidste I. Og nok kan man i nogen grad forberede sig på et elsket menneskes død – det ved jeg af erfaring. Men jeg tror ikke, man for alvor kan, når det er ens barn. For det er sgu simpelthen naturstridigt, at forældre skal overleve deres børn!
I kæmpede en uværdig kamp. Men I gjorde, hvad I kunne!
connie
24. januar 2007 at 00:30kære liselotte
Tundlen er lang og mørk, men hele tiden er der et lys forude, hold øje med det det skinner for dig og dine.
knus connie
Laila
24. januar 2007 at 00:26Hvor tit er det, at man “møder” et fremmed menneske og så giver dem et kram?? Liselotte du skal have et fra mig!
Det er ikke dit.. Desværre får du nok ikke nogle til at tage imod det, men du bliver nødt til at ligge det væk!
Susan
24. januar 2007 at 00:20(((((((((((((((((((((((Liselotte)))))))))))))))))))))
Ella
24. januar 2007 at 00:18Jeg tror jeg forstår, Liselotte. Jeg kan ikke tage sorgen fra dig, men jeg vil hjælpe med at løfte den og jeg vil lytte …..