Sne og huer

Der var det smukkeste lys, da jeg kom hjem for et øjeblik siden. Oppe over hustagene hang månen alene, uden selskab af én eneste sky. Det varsler vel frost endnu en nat, så de tykke sokker skal findes frem af gemmerne.

Dagen har været kold, men der kom kun sne i formiddags. Resten af dagen har været fuld af solskin og høj himmel og det har været dejligt. Jeg har nydt dagen indenfor, men alene det at solen skinner gennem vinduerne, gør en stor forskel. Man bliver i bedre humør.

Hovedpinen har været trofast følgesvend hele dagen, men den nakke, som i formiddags truede med at gøre mig ukampdygtig, er nu i retræte, så der er håb for i morgen. Oven i det hele har det været en interessant dag, med masser af faglige udfordringer og siden tid til refleksion i forhold til arbejdet jeg udfører hver dag. Det er godt, at få lov til at tænke tanker og siden lade dem udmønte sig i ord, som får lov til at være luftige og diffuse, når det er hvad hjernen magter.

Herhjemme blev det meget mere konkret og ganske latterligt, for Mette har spurgt, om ikke hun kunne få huen at se. Det er vanskeligt, når man er alene hjemme, så I må bære over med den talentløse fotografering, for mine arme er altså ikke længere ;-)

Ja, ja… jeg ser tåbelig ud og måske også en anelse sammenbidt, men det er vel forsøget på at lykkes, der er ved at vælte mig.

Den er forøvrigt blevet ven med en magen til, bare strikket i en rest grønt uldgarn. Nu burde de varme ører være sikret for denne vinter og jeg har allerede smidt den sidst producerede i tasken, så den er lige ved hånden.

Egentlig kan jeg meget bedre lide den grønne, men – og her afslører jeg hvorfor, jeg ikke skal arbejde med logistik – den kunne jeg ikke finde… i dametasken, som vist trænger til en alvorlig oprydning. Jeg ved, hvad jeg skal lave i aften.