Ikke helt skidt endda…

Det endte ikke helt skidt med de improviserede brød og håndelaget er tilsyneladende ikke helt glemt, når jeg nu smager på det hjemmebagte.

Brødene fik lov til at efterhæve på pladerne. Herefter fik de et skvæt olivenolie og noget godt, groft salt og røg ind i ovnen, som var skruet op på fuld skrue. Det lugtede mistænkeligt brændt, men den slags detaljer forstyrrer ikke en med is i maven, så jeg kløede på.

De første brød fra ovnen blev perfekte, men den slags skal aldrig tages som garanti her på matriklen, hvor vi arbejder med en anarkistisk ovn, som gør, som det passer den.

Skorperne var sprøde, krummen perfekt og smagen lige i øjet, så om ikke andet, havde jeg da brødet hjemme til de første af ugens dage. Oline glemte at tilmelde sig madordningen, så hun skal have brød i maven. Det kan hun nu få, uden problemer.

Også de sidste lykkedes, så nu dufter huset herligt af friskbagt brød og vi har besluttet, at vi ikke gider lave aftensmad, men i stedet går ombord i det friske og endnu sprøde brød. Det kan sagtens gøre det ud for et måltid, hvis det suppleres med lidt rug og noget fornuftigt pålæg, så det ser ikke ud til at være en helt umulig opgave.

Det føles skønt, at have bagt igen. Det er livskvalitet for mig og jeg har ikke haft lysten efter Alexanders død, så det var en befrielse, at få taget hul på rutinen igen.

Jeg glæder mig til at finde gorgonzola og primadonna frem om et øjeblik…