Her i hjemmet har vi været mere end langsomme, til at få etableret forbindelse til omverdenen via mobiltelefoner. Ud over min arbejdsmobil, var Oline den første, som fik en af slagsen og det er vel i realiteten, fordi vi hader det faktum, at vi så er tilgængelige konstant.
Vi kan lide, at det er os, som bestemmer. Vi kan lide, at vi selv vælger om telefonen skal tages og vi kan lide, at der ikke kan indtales besked på den stationære vi har. Så forpligtes vi ikke til, at ringe tilbage, men kan vente mageligt tilbagelænet på, at mennesket i den anden ende ringer tilbage, på et mere passende tidspunkt.
Det er faktisk ikke længere sådan. Kenneth har en mobil og jeg har en mobil.
Kenneth har ulejliget sig med, at få etableret kontakt til omverdenen, men min er stadig ubrugt. Kenneths mobilnummer kender ingen vist. Mit har jeg, som sagt, ikke engang endnu, men vi er vel på vej – og det ned ad et skråplan, for jeg er stadig stædig og nægter, at få bestilt det abonnement, som ville ende med at gøre telefonen brugbar. Jeg kan lide, at jeg kan lukke for kontakt til omverdenen og ikke skal forholde mig til indtalte beskeder og sendte sms’er. Jeg kan lide, at jeg stadig bestemmer. Jeg kan lide, at jeg er umulig, at komme i kontakt med.
Det er vel nærmest latterligt, for i virkeligheden handler det vel dybest set om, at jeg nægter at se virkeligheden i øjnene. I dag er alle tilgængelige stort set døgnet rundt, men jeg nægter altså og min mobil ligger stadig på bordet foran mig, uden abonnement og derfor helt og aldeles ubrugelig. Kald mig bare sær.
27 kommentarer
Liselotte
11. januar 2007 at 22:43Tak for velkomsten, Irene. Lad os være sære sammen ;-)
Irene
11. januar 2007 at 22:15Klubben er intakt og velkomme i den Liselotte. Jeg må indrømme jeg også har en aflagt liggende, men jeg har ikke lige fået den tilsluttet, ved heller ikke hvornår jeg gør det, men hvis jeg for en kort bemærkning skulle blive aktiv, så bliver den KUN til udgående opkald …
Liselotte
11. januar 2007 at 21:55Lige en klub for mig… :-)
Uffe
11. januar 2007 at 21:43Det bedste ved den klub er, at man bliver aktivt medlem ved at forholde sig helt passiv – så du bestemmer selv indmeldelsesdatoen :-)
Liselotte
11. januar 2007 at 20:12Hvordan bliver man medlem af den klub og hvad er kontingentet? Kan man være passivt medlem? Skal man være en sær snegl? Må man godt synes, at det er i orden, at have mobiltelefon i embeds medfør?
Altså… der er alt for lidt beskrevet om den klub, men måske er den eksklusiv og så er det jo helt håbløst, at ansøge om medlemskab… :-(
Uffe
11. januar 2007 at 20:08@ Irene – Jeg er ked af at indrømme det: faktisk har jeg en mobiltelefon, men den er udelukkende til udgående opkald, når det er tvingende nødvendigt. Når de ikke foretages, er den slukket – og der er ingen, der får mit nummer.
Har vi stadig en klub?
Liselotte
11. januar 2007 at 19:32Jeg har jo allerede en arbejdsmobil, som er tændt og anvendt i min arbejdstid, så det er altid muligt, at få fat i mig på de tidspunkter. Resten af tiden er min egen og jeg bilder mig ind, at den i endnu højere grad er det, når jeg ikke ejer en mobil :-)
Susan
11. januar 2007 at 18:35Vi har kun vores mobiltelefoner, vi gider ikke fastnet :-)
Alle der har mit nummer og ringer til mig ved efterhaanden at det er sjaeldent at jeg hoerer beskeden samme dag den er indtalt. Saa de ringer bare igen.
Liselotte, du behoever jo ikke give dit nummer til nogen udover Kenneth og Oline, og saa kan du jo bare saette den paa lydloes eller slukke den, saa hoerer du ikke den ringer.
Uanset hvilken slags telefonforbindelse man har saa bestemmer man jo helt selv.
Hege
11. januar 2007 at 17:28Jeg derimot elsker min mobil, – akkurat som jeg elsker min pc. De som sender meg sms-er eller ringer meg er jo dem jeg er glad i. Så får man små, søte meldinger fra noen man vat at mener det godt. Det liker jeg.
Irene
11. januar 2007 at 15:37Uffe og så mig har en klub, en mobilløs klub. Måske han er faldet til patten, men jeg holder stadig stand!
Nadia
11. januar 2007 at 15:17Anders: Hehe æv hva’
Nå men, når jeg har en millionmilliard beskeder læser jeg igennem og svarer sandsynligvis ikke på den alle, det kommer MEGET an på indholdet af denne besked.
Og vigtigheden af beskeden. Hvis det er noget der kræver her og nu svar, får de svar hvis andet kan vente så kan jeg svare om nogle timer eller dage..(hvis jeg er så slem svarer jeg ikke).
Laila
11. januar 2007 at 13:52Når jeg ikke er sammen med mand eller børn i hverdagen, er min mobiltlf. vigtig.. Når jeg så er sammen med dem, rager den mig en høstblomst.. Jeg bruger den stadig, men den er ikke vigtig!
Min mor har kun sin mobiltlf og ikke noget fastnet og hun bliver rasende når jeg ikke tager min mobil… Jeg har prøvet at forklare hende det mange gange, men det er staidig ikke trængt ind!
Yrsa
11. januar 2007 at 13:32Man behøver altså ikke abonnement på en mobil ! Telmore eller CBB kan tankes med penge på nettet og er vist nok de billigste specielt hvis man ikke bruger en telefon SÅ meget igen.
Ville ikke selv undvære min mobil, men er ikke den store “snakker” i den. Er dog rigtig god at have når man kører en del i bil.
Hanne 2
11. januar 2007 at 12:34Nej, det kan godt være at du er sær på andre områder (gudskelov!), men ikke her!
Jeg hader også at være “forpligtiget” af telefonen. Jeg bruger ikke ret tit min mobil.
Og herhjemme lader jeg bare den stationære ringe. hvis det ikke passer mig lige at tage den. Det er så nemt!
Specielt når man kan se hvem der ringer!
Een ting HADER jeg, ( man kan kalde det effektivitet ell. hvad som helst!) og det er, når man skal have fat i banker, offentlig forvaltning, or you name it!
Først bliver man præsenteret for en automatisk telefonsvarer, dernæst skal man (som regel!) trykke 1,2,3,4,5……. for at tale med den pågældende, ell. man bliver lovet, at der vil blive ringet tilbage, hvis man lægger sit telefonnr.
JEG KAN IKKE TAGE DET!!!
capac
11. januar 2007 at 12:25Liselotte. Ja, Akismet hader mig. Det må jeg leve med. Man kan ikke være venner med alle.
Apropos mobilen: Det er et valg. Jeg vil have lov til at være uden for rækkevidde en gang imellem, når det passer mig. Og hvor vigtigt er det nu, når det kommer til stykket, at alle kan komme i forbindelse med dig hele tiden?
I øvrigt læser jeg jo emails flere gange om dagen – når det passer mig – så folk kan jo lægge en, hvis de synes, at det er vigtigt…
fisker & fernandez
11. januar 2007 at 12:09Jeg synes nu det er saa dejligt at blive ringet til, det betyder jo alt folk taenker paa en (for hvilken grund det saa end maatte vaere…). Mobilsvareren har jeg aldrig slaaet til, det er en ren pengesluger!
kokken på blokken
11. januar 2007 at 11:36Jeg fik en mobil foræret af min mand for nogle år siden efter at jeg i nattens mulm og mørke havde fået en landmand banket op og fået ham til at køre mig de sidste 20 kilometer hjem efter at have været til tøsetræf.
Min mand var ude at rejse og den historie er der sandelig blevet brygget meget på lige siden. Den har endda været med i vores lokale revy.
Ak ja hvornår lærer jeg at holde min kæft! (Men ham der landmanden han var sørme sød var han ;-) )
Gitte J.
11. januar 2007 at 11:32Jeg troede jeg var den sidste i landet, uden mobil ;-)
Jeg har det nøjagtig som du og heller ingen telefonsvarer. Selvom man kan vælge at slukke mobilen, så ville jeg alene af den grund jeg havde adgang til den, holde øje med opkald og beskeder og jeg synes det er skønt at have en opmærksomhedskrævende opfindelse mindre i hverdagen.
Kirsten
11. januar 2007 at 11:21Sær! Nej, du er ej :-)
Jeg er som mange af de andre den lykkelige ejer af en mobil – der heldigvis næsten aldrig ringer selvom gud-og-hver-mand har mit nummer. Jeg har bare gjort det unævnelige: Meldt ud, at den altså er til nødstilfælde, og en nødvendighed, for at pædagogerne i mine børns børnehave kan få fat i mig i tilfælde af sygdom mv. ALLE andre får vente hvis de skulle formaste sig til at ringe på den – den er nemlig sat på lydløs funktion, så kan jeg selv screene, vælge til og vælge fra!
Jeg ville dog ikke kunne undvære den efterhånden, for i en travl hverdag (dét lød da helt dameblads-agtigt…) er den god til de helt korte sms-beskeder: “Hvem henter børnene?”, “Jeg bli´r forsinket” osv.
God fornøjelse med oprettelsen, når du engang kommer til det, Liselotte! Jeg strittede også imod længe, meeen… :-)
Rikke
11. januar 2007 at 11:13Man kan skam sagtens slå telefonsvaren på sin mobil fra… Det er intet problem og en meget bedre løsning end ikke at svarer på de beskeder, som folk lægger. Selv er jeg frygtelig nysgerrig anlagt og kan slet ikke lade være med at tage en telefon, der ringer – fast el. mobil. Alligevel kan jeg sagtens leve med og forstå, at andre ikke altid tager deres.
Anders
11. januar 2007 at 11:11…Heldigvis kan mobilen altid slukkes ;)
Det kan fastnet bare ikke.
Før i tiden havde jeg kun én fastnettelefon i mit hus. Den hang, meget bekvemt, inde i mit kontor hvor jeg ikke opholder mig specielt meget. Når jeg gerne ville have lidt fred fra omverdenen, var det dejlig nemt, for jeg fortalte folk at jeg havde svært ved at høre telefonen helt der inde, og derfor ikke altid besvarede opkald. Det blev dog for meget for min familie, som åbenbart mener det er en livsnødvendighed at kunne komme i kontakt med mig 24/7, så de gav mig en trådløs telefon i julegave. »Du kan have den til at ligge inde i din stue og så tage den med i lommen, når du går rundt.« var beskeden der fulgte med den. Suk.
Liselotte
11. januar 2007 at 11:07capac – du ryger altså lige i filteret stadig, så du ankommer forsinket, men nu du er her; hvad gør du så, når du igen tænder den og der ligger en millionmilliard beskeder? Svarer du så ikke? Ignorerer du dem og hælder dem direkte i skraldespanden?
Liselotte
11. januar 2007 at 11:03Fr. Møller, du har ret. Man kan bare lade være med at svare, men der ligger en skjult forventning med en mobiltelefon. En sms ser du da! Så kan du da godt lige svare. En mobil ligger der beskeder på, som du også ser og derfor godt lige kunne tage og svare på o.s.v. Du har ret, man kan vel “opdrage” dem til, at man er en af dem, som ikke gør sådan, men det kræver et arbejde, som jeg ikke gider. Så hellere undvære den ;-)
Fr. Møller
11. januar 2007 at 11:00Jamen, hov! Der er noget, du har misforstået! For: Selv om du har en mobiltelefon, (der rent faktisk virker), står der ingen steder i abonnementskontrakten, at du skal tage den – endsige have tændt for den – medmindre det passer dig! Det er – de unges rædderlige telefonotis uagtet – dig, der ejer telefonen – ikke telefonen, der ejer dig ;-).
Beskeder på svareren? Tja, med mindre det er vigtige spørgsmål, det haster med, at du tager stilling til, er du da ikke spor forpligtet til at ringe retur, blot fordi en anden søreme har prøvet at ringe dig op, mens du ikke var “hjemme”. Næh, hvis det er vigtigt nok, ringer vedkommende nok op igen. Vil han/hun bare hyggesludre, slipper du også for at betale regningen for det på den måde.
Du siger bare til, hvis du vil have flere gode råd om, hvordan man lever problemefrit med en mobiltelefon – det har jeg ti års øvelse i efterhånden ;-).
Elisabeth
11. januar 2007 at 10:58Jeg nyder at slukke for mobilen så ingen kan få fat på mig… at der så sandsynligvis er en meget nervøs mor, som til sidst får fat på mig på fastnet-telefonen, og man skal forklare hvorfor man ikke kunne fåes fat på, på mobilen det er så en anden sag *suk*
Ella
11. januar 2007 at 10:55Vi er to sære, så. Min mobil kan være slukket i ugevis og sms – det er ikke mig. Men den er rar at have i en snæver vending, mobilen. Og så er den en ørn til at huske telefonnumre. Øh, og jeg har faktisk Kenneths nummer ;-)
capac
11. januar 2007 at 10:50Du kan kalde dig mange ting, Liselotte, men en sær snegl er ikke en af dem.
I øvrigt har jeg haft mobilos i mange år. Af nød. Men jeg fandt ud af, at den kan slukkes, og det gør jeg så, når det passer mig. Så jeg er kun tilgængelig pr. mobil, når jeg vil. ;-)