Føj for en dag

Så skal jeg ellers love for, at der var dømt frygteligt vejr, med vindstød i en styrke, så den bette bedstemorbil kastede sig hasarderet gennem Himmerland. Vi hoppede og dansede ad landevejene, men jeg endte til sidst i Hvalpsund, hvor regnen stod ned i kaskader og mågerne nød kastevindene.

Mary var i Sundsøre, da jeg ankom, men med en sejltid på ganske få minutter, var hun snart klar til at modtage mig. Jeg var den eneste passager og jeg havde aldeles ondt af billetøren, som frøs, så det halve kunne være nok, men han havde trods alt kun mig at servicere, inden han igen kunne trække op på broen og hygge sig indendøre.

Sejlturen er ganske kort, men jeg skal love for, at Limfjordens vande var oprørte, så vi gyngede godt og grundigt undervejs. Hyggeligt var det og med radioen på P4 og varme i bilen, var jeg skam ganske godt tilpas.

Undervejs kom der i radioen stormmelding i Nordjylland. Endda med vindstød i orkanstyrke, så jeg fik grebet mobilen og ringede hjem, for at advisere Kenneth, som kunne rende i haven og fastgøre alt vores løsøre. Det skulle først kulminere ved midnatstid og derfor er der stadig forholdsvist stille udenfor, men det skal nok komme og nu er vi heldigvis forberedt.

Jeg gjorde et hurtigt stop ved Sparkøbmanden i Thise, for at tage et billede af beskedenheden selv. Dette er Thise Mejeri. De producerer dejlig, økologisk mælk og det endda med succes, men derfor behøver man jo ikke gøre meget væsen af sig.

Bagefter gik turen ind gennem noget af det smukkeste land vi har, men jeg havde travlt, så det var kun med øje på trafikken jeg passerede skiltene mod Fur, men hver gang jeg gjorde, tænkte jeg på Irene. Det gjorde mig glad.

Et par timer senere, returnerede jeg og tog endnu en gang med Mary. Denne gang var lyset helt anderledes.

Himlen var blevet blå og der faldt kun spredte regnbyger nu. Det var langt skønnere at køre i det vejr, men tiden var knap og jeg fik sat det lange ben foran, da jeg landede i Hvalpsund igen, men inden nåede jeg dog at strække ben på overfarten.

Syv minutter er ikke lang tid, men det er tilstrækkeligt længe til, at man sagtens kan nå at betages af den blå time, jeg ramte der midt på Limfjorden. Lyset var helt specielt og alt blev farvet blåt. I det fjerne kunne jeg ane regnskyer, men lige i de minutter, var der tørvejr og stiv kuling, så det var med røde kinder, jeg satte mig tilbage i bilen.

Turen på den anden side af Limfjorden forløb glat. Jeg havde travlt, for der ventede en sen eftermiddagsopgave herhjemme og jeg nåede det akkurat. En time udenfor lyder ikke af meget, men jeg vendte hjem med noget der ligner forfrysninger og mine ører gør stadig ondt, som jeg sidder her og skriver.

De tøer langsomt og så kan jeg måske lære det. Husk en hue, Liselotte. Husk det!

Jeg har fri nu. Uhmmm…