Autotårer

En del af mit arbejdsliv foregår i min bil. Opgaverne kan ligge fra Århus til Skagen, så ind imellem bliver der kørt langt. Undervejs lader jeg mig underholde af radioen eller en god CD, som lader mig synge af karsken bælg. Ingen tager jo skade, så længe jeg husker, når jeg har åbne vinduer.

I bilen vender jeg også livet. Stort og småt kommer på mit virtuelle bord, når jeg fatter rattet og kører gennem Jylland. Tankerne kommer myldrende og af en eller anden grund, har jeg altid brugt tiden i bilen til at sørge i. Jeg har grædt så mange tårer i den bil, at den formentlig har en permanent fugtskade, men sig det ikke til nogen.

Det er ikke noget jeg planlægger, men det er min alenetid og det sidste er sikkert udslagsgivende. Jeg er ladt tilbage med mig selv og mine tanker.

Det sker hver gang. Jeg ender med at mindes alle de mennesker, som jeg har elsket og siden mistet. Sådan har det også været med Alexander. Han har været nærværende på hver eneste tur jeg har kørt de sidste mange uger. Det har været temmelig upraktisk, når jeg kun har haft ganske få kilometer at køre, for tårerne kommer uanset om jeg vil eller ej. I dag skulle jeg, for første gang siden hans død, køre en lang tur. Sådan en tur, hvor der virkelig var plads til at græde.

Anita nævnte i går hans pandelok. Den var vel omtrent hans kendetegn, for den havde fulgt ham i mange år og ikke om han ville af med den. Den huskede jeg pludselig i dag.

Jeg huskede pludselig hans duft, hans grin og hans stemme, som den sidste tid var gået i overgang, så han ind imellem lød, som en grizzly, når han brummede helt nede fra maven.

Jeg huskede den sidste ferie til Frankrig. Turene i swimmingpoolen. Isen han nød hver eneste aften. Jeg huskede de sommerdage, hvor han stornød, at han og Oline havde besøg af et par skønne drenge, fra Sjælland. Jeg huskede den aften, hvor vi impulsivt pakkede ungerne og tog ud til Poulstrup Sø, for at sejle med hjemmelavede og motoriserede både. Den aften, som Alexander til det sidste blev ved med at vende tilbage til.

Jeg huskede, at jeg forstod hans glæde ved den aften. At den var et af de sjældne øjeblikke, hvor Alexander blev betragtet, som ligemand af de andre børn. At det var hans glæde og privilegie, at låne drengene motorbåden, så de kunne have det sjovt også. Han snakkede om den aften hver eneste dag siden. Den havde betydet så meget for ham.

Jeg huskede hans glæde ved, at plukke hindbær med mig, nede bagest i haven. Hans åbenlyse fryd, når det ind imellem lykkedes ham, at snyde mig og håndfodre Oskar med høsten. Hans livskraft og hans livsglæde, var de ting, som kom til mig.

Jeg græd ikke en tåre i dag. Jeg mindedes alt det gode. Det var så dejligt, så det slet ikke er til at beskrive, men det gav mig håb om, at sorgen og smerten med tiden afløses af evnen til, at huske alt det smukke og gode, som jeg pludselig husker, fyldte det meste af vores liv sammen.

Det tager tid, men det kommer.