Ind imellem har man lov til at være heldig. I går og denne formiddag er brugt til at tilrette Sørens fotobog. Efter nogle intense timer, trykkede jeg på “Gem” og lænede mig veltilfreds tilbage, mens computeren skulle generere en pdf af skidtet, så den kunne lægges ud til gennemsyn.
Efter ca. 1½ minut, klappede computeren sammen. Sådan helt frontalt pandelapstab og ingenting. Ingen kontakt overhovedet…
Som skrevet før, havde jeg nået at gemme rettelserne og forøvrigt er det gerning, som foretages med jævne mellemrum, undervejs gennem bogens 112 sider, så på den front, var jeg aldeles afslappet, men…
Søren rejser i morgen. Meget tidligt. Vi ville gerne, at bogen i hovedtræk lå færdig, inden han tager afsted og det krævede adgang til computeren, som var helt og aldeles usamarbejdsvillig.
Til gengæld ventede frisøren, så jeg måtte forlade mig på, at Kenneth i mellemtiden ville forbarme sig og redde stumperne. Jeg forlod hjemmet, tog nogle timer i aldeles underholdende selskab og blev klippet, så jeg nu ligner en af fremmelegionens tapre landsoldater. Bagefter gik jeg ud i verden og frøs ørerne halvt af, handlede ind og bad til et eller andet æterisk, om at ville hjælpe med at redde de sørgelige stumper herhjemme. Det var forgæves.
Foto: Søren Lauridsen, frisør i Indien
Hjemme igen gik Kenneth fortvivlet rundt og hev sig selv i håret, for alt var forsøgt og ingenting virkede. Han havde været ude efter nyt grafikkort, ny køler og alt var isat, men ingenting ville skidtet. Han bandede, så jeg fortrak til stuen, hvor jeg begyndte at sy pailetter og perler på nogle af mine Mary Janes. Sådan må man bruge tiden og ikke forfalde til lediggang… eller noget, for i virkeligheden handlede det om, at jeg ikke kunne udholde tanken om, at computeren var DØD.
Efter et par timer – med andre ord, for et øjeblik siden – fik den fornyet liv. Nu strutter den af sundhed og samarbejdsvilje. De sidste rettelser er foretaget i bogen og om et øjeblik vil jeg smide den ud på en server, så Søren har adgang til den. Vi nåede det umulige og det endda selvom jeg ikke er helt sikker på, at jeg er mig. Jeg ser så anderledes ud, når jeg passerer et spejl…
16 kommentarer
Liselotte
10. januar 2007 at 21:21Det glæder eddermame også mig, Rasmus :-)
Det hjælper altid, at være rar – så glider tingene nemmere, Bolette :-)
Bolette
10. januar 2007 at 21:11godt at den lever og bogen blev færdig men billedet af den nyklippede så vi ik meget til …hmm men den der med frisør i indien virker også meget godt kender godt det der med bandende mænd vi er ved at lave hjemmeside her i http://www.enghuset.org og min ellers dejlige fredelige mand……bander med mellemrum hver gang en eller anden dims går ned…så hmm håber den er blevet god igen nogen gange hjælper det hvis man klapper den og roser den…( ham )
go onsdag aften …
Bolette
Rasmus
10. januar 2007 at 20:51Jeg synes det er strengt, at du snakker og snakker om dette her nye look, for så at nægte os billedet. Det er da antiklimaks om noget!
Når det så er sagt, så kunne jeg sjovt nok relatere mere end almindeligt meget til poster om foto og døde computere. Glæder mig at det lykkedes til sidst.
Liselotte
10. januar 2007 at 20:23Altså det der billede, det kan I godt glemme. For pokker… jeg kan jo knapt kende mig selv, så dælme nej, altså ;-)
Sørens bog rammer ikke butikkerne lige nu, men skulle det hænde, at jeg ved besked, kan der sikkert bevilges et gratis “tip” til den tid ;-)
Bente
10. januar 2007 at 19:58Oss´mig….altså EFTER frisøren billedet.
Er der noget som et frisørbesøg ? Længe ventet, fordi man aldrig får bestilt tid i ordentlig tid, men altid først når “rette tidspunkt” var i sidste uge !!
Lærlingen
10. januar 2007 at 19:56Nå nu bogprojektet begynder at nærme sig butikkerne – får vi så et vink her hos dig? Det er nogle skønne billeder. Og jeg glæder mig til at se din opsætning og beskæring!
Helle Læsø
10. januar 2007 at 19:54Ha ha, jeg troede lige det var et billede af dig hos frisøren. Dælme godt, I fik “skidtet” op og køre igen. Er der noget så TRÆLS som en dø’ pc.. Ku da oss tænke mig a se den “ny Liselotte”
Helle
Charlotte Illum Larsen
10. januar 2007 at 19:45Sådan en computer den SKAL bare virke – sådan er det
Lene
10. januar 2007 at 19:30Det var nemt at få dem til at lykkedes, og portionen var perfekt i størrelse til to. Men de kan sagtens “tåle” 2½ sps kardemomme OG et skvæt vanilje.. Det er børnevenlige, svampede og dajli´:-)
Pernille
10. januar 2007 at 19:20Lad mig lige “tale” med Kenneth så ;-)
Liselotte
10. januar 2007 at 19:19Han får en medalje lige om lidt. Jeg LOVER det :-)
Irene
10. januar 2007 at 19:18Pdf filer har det med at kunne klappe hele svineriet sammen …
Din “local hero” har fortjent dagens medalje!
Liselotte
10. januar 2007 at 19:14Det eksisterer desværre ikke, Pernille. Overhovedet! ;-)
Pernille
10. januar 2007 at 19:14….og det der billede af den nye frisure??? ;-)
Liselotte
10. januar 2007 at 19:09Fedt at de blev vellykkede, Lene. Jeg elsker dem! De smager altid, som en bid af himlen :-)
Lene
10. januar 2007 at 19:07Liselotte, Liselotte, Liselotte, jeg har bagt dine kardemommeboller.. De er lige kommet ud af ovnen og de dufter og smager himmelsk, h i m m e l s k siger jeg bare! Så hvis du undrer dig over at jeg besøgt din hjemmeside 12-14 gange idag er det bare fordi jeg har været i køkkenet med den bærbare og opskriften på dine boller. Tak!