Improvisation

I går, sidst på eftermiddagen, satsede vi stort og placerede mig i bilen. Nu kender jeg en del af rastepladsernes toiletfaciliteter på vejen ned gennem Jylland, tværs over Fyn og heldigvis ikke på Sjælland, men det var kun fordi en eller anden, besluttede, at være nådig.

Kenneth skulle en tur til Sjælland og det ville være tåbeligt, ikke at hoppe med på vognen, når den alligevel kørte, så Oline og jeg pakkede i en fart. Vi var seriøst hurtige.

Til gengæld ser det ud til, at Vemmelev ikke er det. Først i går aftes ved 19-tiden opdagede beboerne tilsyneladende, at årsskiftet er passeret og kom derfor pludselig i tanke om, at byen i en fart, måtte få sat ild til samtlige indkøbte raketter, hvorfor himlen over den oplystes af – og det må jeg sige – et fyrværkeri, som var Tivoli værdigt.

Vi endte i Valby, hvor det endte i det rene galskab med parykker og overskæg. Jeg har sjældent grinet så meget, som da Heidi pludselig trådte ind i stuen, iført sort, lang paryk og med en blodine på armen, som var Red Light District værdig. Jeg skynder mig at tilføje, at der absolut ikke var andet involveret, end godt humør og talent for at underholde, så ingen tror, at jeg har ondt andre steder end i maven i dag.

Dagen står næsten åben. Svigermor er adviseret om et besøg i eftermiddag, men ellers tager vi den med ro og nyder, at have god tid til ingenting. Aftenen skal sikkert bruges på et spil eller to, hvis jeg kender de to spillefugle her på matriklen ret. Det er i orden med mig og så er det pludselig søndag og vi vender snuden hjemad igen.

Sådan kan en weekend pludselig få et helt andet indhold, end forudset og efter en snak i går aftes, gik det op for os, at vi faktisk allerede er gode til, at benytte den nyvundne mulighed for improvisation. Det kan godt gøre mig glad, som jeg sidder her ved spisebordet en stille lørdag formiddag, som den eneste vågne, mens jeg har stjålet mig til, at tænde Annemettes computer, som forøvrigt er bærbar med et fandens lille tastatur og derfor ikke-kompatibel med mine store armbevægelser, men hvem klager? Ikke mig, for jeg har det jo ærlig talt temmelig godt med en kop nybrygget kaffe indenfor rækkevidde og en stilhed, som er velgørende og derfor nærer tanken om, at livet går videre og endda rummer nye muligheder for stort og småt. Det bliver en dejlig dag.