Nye vaner

Der er nye tider og nye vaner. En af dem er, at tage ind forbi kirkegården, når jeg alligevel er i nærheden. Jeg parkererer nede bag kirken og tager den lige vej, op ad lindealléen. Jeg går med raske skridt, for når jeg først er der, kan det ikke gå stærkt nok, med at komme op til Alexanders lille plet.

Nogle dage rusker og regner det, men i dag skinner solen smukt og Alexander ligger et sted, med en dejlig udsigt. Han er omgivet af skovdalen, Aalborgtårnet og mange af byens gamle bygninger, krydret med Hotel Hvide Hus, som knejser i baggrunden.

Synet af Alexanders navn på stenen, udløser stadig tårer og jeg har brug for, at der er plads og rum til at sørge. Det er der, lige her, under lindetræet. Jeg har stadig så frygteligt svært ved at forstå, helt inde i hjertet, at han ligger her nu.

Jeg snakker lidt med ham. Fortæller ham lidt om, hvordan vi klarer hverdagen uden ham. Jeg fortæller, hvor svært det er, ikke at have ham i vores midte længere. Jeg fortæller ham, at jeg savner ham, så hjertet gør ondt og truer med at briste.

Efter et stykke tid, stilner gråden af og jeg finder overskud til at rette blikket udad. Jeg ser på stenen og de blomster, som ligger omkring den. Jeg fjerner visne blade, retter lidt på Annemette og Olines granguirlande og til sidst dykker jeg ned i mit rod, for at finde et af de fyrfadslys, som nu har fundet deres faste plads nede i bunden af tasken. Jeg får det placeret i Olines røde lanterne og tænder det.

Når jeg er tilfreds med det hele og synes, at det ser pænt ud, sidder jeg en stund sammen med ham. Jeg når at undre mig over, at jeg, som ellers havde forsvoret det, allerede er så tæt knyttet til et sted, med en sten og de sidste rester af et liv, som jeg elskede højere end mig selv, men sådan er det. Jeg har brug for, at have et sted, som er hans. Et sted, som tillader mig, at sørge i det omfang jeg har brug for det. Jeg sørger alle steder, men her bliver døden konkret og min sorg nærværende.

Efter en tid, rejser jeg mig, siger farvel og når på vej ned ad lindealléen at undres over den enorme vrede, som også findes indeni. Den skal omsættes til noget fornuftigt. Hjemme venter en opvask.