Så har jeg været på handlen. På vej ud af døren, kom jeg i tanke om, at Kenneth nu sagtens kan være godt selskab på sådan en tur, så det benyttede vi os af og tog begge afsted.
Hjemme igen, rasler vi stadig med papirvimpler, mens vi enes om, at et par grøntsagstærter ville være lækre at fornøje ganerne med de næste par dage. Der er broccoli og flotte porrer. Gulerødder og tomater venter også bare på, at komme til ære og værdighed, så de skal få lov, skal de.
Tiden er blevet elastisk og løber ikke længere afsted, så der er stadig masser af tid, inden vi skal i gang med aftensmaden.
Oline slapper af med film, computer og nye spil, så hun er underholdt så rigeligt. Så er der bare os tilbage. Os med tiden. Os, som har svært ved at finde ud af, at gøre nytte med alle de nyerhvervede minutter. Vi paralyseres bare og fatter ikke, hvordan andre mennesker når at bruge al tiden. Vi har så rigeligt af den lige nu.
Om et øjeblik, finder vi sikkert ud af det…
10 kommentarer
Liselotte
2. januar 2007 at 22:38Det er der også plads til, Lene :-)
Allerede nu er vores behov forskellige og det er helt i orden :-)
Lene
2. januar 2007 at 19:35Og I er godt på vej, og godt at I kan finde vejen sammen, for med tiden vil I måske gå hver jeres vej (ikke bogstaveligt) i jeres måde at håndtere sorgen, og der er det så vigtigt at turde acceptere det, men det tror jeg faktisk ikke bliver et problem hos jer.
Liselotte
2. januar 2007 at 19:15I har ret. Pludselig er det hverdag igen, men hold da op, hvor har vi meget tid. Det er aldrig gået rigtigt op for mig, hvor meget tid vi egentlig brugte på at være mor og far til Alexander, for det var jo “bare” sådan og aldrig en byrde, men det er pludselig tydeligt, at det tog en del af døgnets timer både praktisk og ikke mindst mentalt. Vi vænner os, men det tager tid.
Tina - omme i London
2. januar 2007 at 18:03NYD at have tid “til overs”, for pludselig har I vaendt jer til det – og saa har I ikke tid nok! Jeg sagde lige til Irene i dag at man skulle have “all the time in the world”; en gang i mellem, ikke hele tiden, for saa blev det ikke til noget!
Anne Stange
2. januar 2007 at 16:58I finder noget godt at bruge den nyvundne tid på, i er jo startet med at bruge den på hinanden!
Jeg kan sagtens forestille mig det spændfelt, der ligger mellem at være rastløs og lammet, det ene sekund vandrer man rundt, sætter sig men finder ingen fred, og øjeblikket efter sidder man som forstenet og kigge ud i intetheden; sådan har jeg haft det lidt for mange gange i mit liv, når nogle af de allernærmest er gået bort.
Det kommer til at tage tid, men pludselig en dag, så er det sådan hverdagen er, og de fleste dage komme igen til at mangle timer…
Liselotte
2. januar 2007 at 16:18Det er så underligt og som Ella skriver, så bliver man en smule rastløs og faktisk også handlingslammet. Det er jo ikke fordi, der ikke er ting at gøre…
Gitte
2. januar 2007 at 16:06Hvor må det være mærkeligt for jer….
Jeg genkender det på den måde, at jeg nogle gange spekulerer på, hvad jeg foretog mig før jeg blev mor.
Jeg husker, at jeg spillede backgammon med en god ven i mange timer i træk. Røg cigaretter – den slags tager også tid. Plejede tømmermænd hele dage i træk. Overvejede påklædning i flere kvarter om morgenen. Og nåede nogle gange at rense hud, grundigt. Og sårn.
I finder ud af det, som Ella skriver. Men hvor må det være underligt.
Ella
2. januar 2007 at 15:59Det kan jeg levende sætte mig ind i, man bliver så rastløs og urolig, fordi det næsten ikke kan passe, at der er så meget tid til rådighed.
Liselotte
2. januar 2007 at 15:56Du har ret, Ella. Selvfølgelig finder vi ud af det, men hold da op, hvor det er en underlig fornemmelse, pludselig at have god tid… :-)
Ella
2. januar 2007 at 15:54I finder ud af det, Liselotte – det ved jeg I gør. Det, som for andre, har været en selvfølge at kunne, skal I først til at indarbejde i jeres liv og rutiner igen. 17 år er lang tid at leve, med den planlægning I har måttet. Spontaniteten dukker op igen – I er jo spontane og impulsive mennesker begge to. I har tiden med jer :-)