Jeg har fået foræret et nyt valgsprog. Det er godt og effektivt for det gode klima, så jeg vil prøve at efterleve det, den næste tid.
Mindre krig og mere mad. Ikke at jeg har specielt godt af det, men tanken bag er god og jeg kan stærkt anbefale, at man mødes over noget til maven, for det virker oftest befordrende for den gode snak.
I dag var det ikke mad, der var på bordet. Det var julerestegodter, som stod og fristede, da Emma kom med sin familie, men til gengæld havde hun ordene med, i bunden på den smukkeste, turkise skål, som jeg allerede elsker højt.
Emma pruttede ikke det mindste ved bordet. Det var en fæl skuffelse, men til gengæld er hun akkurat lige så lækker og sjov, som jeg havde på fornemmelsen, at hun måtte være.
Hun elsker clementiner, synes spøgelser og dem med gule øjne er farlige og hun mener bastant, at Oskar bliver ked af det, hvis man råber efter ham. Hun har jo ret og forøvrigt de smukkeste brune øjne, jeg længe har set.
Hun har også en marcipangris af en lillebror, som har hoppet, danset og grinet på mit skød. Han er lige til at spise, men forældrene insisterede på, at få både ham og Emma med hjem igen.
Der er blevet snakket om alt mellem himmel og jord og i virkeligheden meget lidt om weblogs. Der er blevet spist marcipangrise – de ægte af slagsen – og der er blevet likørsmagt.
Livet og alle dets forunderligheder er vendt og imens insisterede Emma på, at sidde på en skammel inde ved stuebordet og spise clementiner, som Kenneth allernådigst fik lov til at skrælle inden. Hun gad ikke de voksne og det er vel forståeligt nok, for det var temmelig svært, at få et ord indført og så var der forøvrigt også en Disneykanal, som trak.
Emmas far har jeg desværre måttet skuffe fælt, men med tanke på Emmas manglende prutter, er det vel ikke noget at have ondt af.
Marcipangrisen, som skulle slås ihjel viste sig, ikke at være den udfordring han havde regnet med. Èn mundfuld er rigelig til skidtet, som ikke er større end en femkrone, men til gengæld havde grisen søskende, som også lå lige til løgnhalsen, så er Anders gået grisefattig herfra, er det hans egen skyld.
Det blev en herlig dag, som kunne efterfølges af en lækkerlur, men nu fordrer virkeligheden aktivitet i køkkenet. Morgendagens dessert skal kreeres, så jeg må i gang.
7 kommentarer
Liselotte
30. december 2006 at 17:43Tidligst!
Nå nej… så er ham Langkilde nok ved at have lange og stride næse- og ørehår. Måske jeg skal starte Oline op en anelse tidligere… *Hmmm*…
En far
30. december 2006 at 17:36Ja, billedet af påtalte (og nu for længst udraderede) marcipangris lovede mere end det kunne holde. Det var godt der var flere af slagsen, den ene med et mere uskyldigt blik i øjnene end den næste.
Det kan da være, at vi kan starte en bette merchandise butik med parykker, badges og prinsesse dansesko i to linjer: Emma og Oline.
Mht. at blive lige så rap i replikken som Oline, så er der noget at leve op til. Men hun træner hver dag og jeg har store forhåbninger!
Mht. at være smuk, så findes der ingen drenge i passende aldersgrupper (!!!) der ikke ville være snydeheldige ved at få kløerne i een af dem. Her bliver jeg så nok nødt til at tilføje, at det ikke bliver relevant før om tidligst 20 år!
Liselotte
30. december 2006 at 17:35Hun er et af de yndigste børn jeg længe har set og så er hun jo forrygende tænksom, den bette charmetrold. Hende er jeg vild med, selvom hun slog for få prutter ;-)
Hanne 2
30. december 2006 at 17:18Hvor ville jeg gerne ha’ siddet imellem jer idag. – Det har bestemt ikke vaeret kedeligt :-) – Jeg elsker de to dejlige boern!
Specielt Emma, hun er saa skoen! Jeg taenker paa, at man kan lave en badge, hvor der staar : *Emmas fanklub*?
– Hun blir’ ligesaa rap og kvik i replikken som din Oline! (Og ligesaa smuk).
Liselotte
30. december 2006 at 16:46Jeg synes mad er en god opfindelse og jeg foretrækker det frem for krig. Jeg er med på et ædegilde, er jeg ;-)
Fru Green
30. december 2006 at 16:24Rather foodfighting, than real fighting …
capac
30. december 2006 at 16:06Ja, lad os hellere spise og drikke os ihjel – end at slå andre ihjel! :-)