37

Vi er…

Hold da fast, hvor ventetiden var lang i formiddags, men det lykkedes mig, at lade være med at jage med Ella og det gik endda så vildt for sig, at jeg fik lokket hende til at køre, da vi skulle fra Vejgård til Gug. Det gik super!

Jeg satte Ella af, hjemme hos Kenneth, for at køre ind og hente Regitze, som frisk var hoppet på morgentoget og nu pludselig befandt sig i Aalborg. Først kunne jeg ikke finde hende, men pludselig fik jeg øje på hende og for fanden i panden, hvor var det godt, endelig at kunne give hende et ordentligt langt kram. For pokker, hvor hun er lækker, den kvinde.

Bagefter måtte hun nøjes med en kedelig køretur gennem udkanten af Aalborg, men det var trods alt heller ikke en sightseeing hun var på og slet ikke nogen picnic, skulle det vise sig. Der skulle snakkes igennem, skulle der!

Hjemme var Irene ankommet. Jeg kan slet ikke sige, hvor meget det betød for mig, at have de gæve kvinder samlet under mit tag, men rørt til tårer, det var jeg ind til flere gange. Jeg kunne næsten ikke slippe Irene igen, så dejligt det dog var, endelig at kunne røre og ikke mindst se ind i øjnene på de dejlige damer.

Damernes efterladenskaber

På et tidspunkt kom jeg gennem køkkenet og dér stod de, på en lang række og det kunne jeg da ikke stå for, så her er damerne fra venstre mod højre: Fruen selv, Regitze, Irene og Ella. Vi ser godt ud, synes jeg!

Om vi er, som vi ser ud? Nej, ikke nødvendigvis. Vi er alt muligt, men vi er ikke bange. Det er det allerbedste; at ingen af os er bange. Vi er. Det er stort, at være. Bare være og turde være.

Min dag har været helt og aldeles fantastisk. Jeg kan slet ikke vente til næste gang og næste gang.

Da jeg kørte hjem fra banegården for et øjeblik siden, opdagede jeg pludselig, at jeg sang Amazing Grace for fulde gardiner.

Sådan har jeg det.

Du vil sikkert også kunne lide