Hold da op, hvor hun ser godt ud i den nye røde jakke. Den er fantastisk til hende, men hun er en smuk kvinde, som det meste garanteret ville klæde.
Når det er sagt, så var det bare så dejligt, at få lov til at holde lidt om, græde lidt og ellers snakke igennem, så ingen andre kunne få ørenlyd, bortset fra Oline, som er så vild med Ella, at hun omtrent endte på skødet af hende, hvor hun pludselig fik munden på gled, så jeg næsten fik ondt af Ellas ører, men den slags inviterer Ella til og de viste sig at have fælles bekendte, så snakken gik lystigt mens Oline diskret fik verfet Oskar ned fra Ellas skød, så hun selv kunne være der. Helt tæt på.
Mens snakken gik allermest lystigt, ringede telefonen.
– Det er Liselotte.
– Hej, det er Irene.
Stilhed… og så…
– Jaaaa…?
Og så… efter endnu to sekunders intense overvejelser i retning af, at jeg da ikke lige kender en Irene og da slet ikke en, som lige ringer og…
– Guuuuuuuuuud… Irene! Er det virkelig dig? Guuuud! Jamen det er fantastisk. Jeg kender jo slet ikke din stemme! Jam’n… det er jo aldeles fantastisk! Kommer du? Sig du kommer! I morgen!
Jamen tænk engang, i morgen ved frokosttid, skal jeg være sammen med to helt fantastiske kvinder. Begge er nogle, som jeg først har lært at kende, gennem deres skriverier og siden nærmest har udviklet noget, som ikke alene kan betegnes som sympati for, men mere en intens lyst til, at lære at kende. Et par kvinder, som er kommet til at betyde rigtigt meget for mig gennem specielt det sidste år.
Ella har jeg heldigvis lige om hjørnet og hun er næsten altid til at lokke. Irene har jeg alt for langt væk, men i morgen skal hun have verdens allerstørste kram for første gang. Gud, hvor jeg glæder mig til deres selskab og så er rugbrødet forøvrigt sat i gang! Vi skal da have frokost, skal vi…
Lørdag venter endnu et møde foranlediget af denne blog. Jeg glæder mig rigtigt meget og jeg tænker, at det aldrig nogensinde bliver ligegyldigt med det her skriveri. Det har givet mig så mange nye mennesker i mit liv, at jeg føler mig mere end rig. Jeg er et heldigt menneske :-)
38 kommentarer
Maria
28. december 2006 at 11:18Noej hvor er du heldig at de faar knus af Irene.
Noej hvor er Irene heldig at hun faar knus af dig.
Hyg jer!
Liselotte
28. december 2006 at 08:59Der er da ingen her, som møver sig på. Her er plads til de fleste :-)
God bedring med tinnitusen, din stakkel :-)
Krebsinden
28. december 2006 at 08:54Desværre må jeg melde pas, altså jeg tør godt, men min tinnitus har sendt mig i det uselskablige hjørne, så jeg har hevet stikket ud i de næste par dage.
Og undskyld jeg sådan møvede mig på, men det er /many’s og hendes hjemmelavede rullepølses skyld :-p
Liselotte
28. december 2006 at 08:25Jeg har to rugbrød. Bageren har flere.
Kom nu bare ud af starthullerne, de damer! Nå nej, I er vel forhåbentlig allerede på vej…
Krebsinden
28. december 2006 at 07:13Ikke for noget, men må jeg bede om et stykke med rullepølse, jeg sværger jeg lader hyldeblomsten være!
/many
28. december 2006 at 00:51Mhm.
regitze
28. december 2006 at 00:39as in
/many
/many
28. december 2006 at 00:19Sød? As in
t
sød
s
?
Ella
28. december 2006 at 00:18Og til nogen, der læser med på årets mest grinagtige kommentarer ……
regitze
28. december 2006 at 00:17min gott. det lyder lige så livgivende at lave rullepølse, som det er at hugge brænde, når man er forpisset.
og for hævled. man kan jo få begge dele. hvis man ikke er for grådig. ligesom p. plyds. fiftyfifty hyldeblomst og gin ligger altså også ret lunt i maven (med en lille sød hjulkroneblomsterkrone på toppen).
/many
28. december 2006 at 00:11Nej, Regitze. Tena-maxi er ikke en knallert, men en voksenble designet til kvinder, der drikker for meget blomstervand.
/many
28. december 2006 at 00:09Jeg har forlængst taget livet af mit arvede rullepølsepresseapparatur. Den var vist ikke bygget til kvinder med kræfter.
En rugbrødsform, en rustfri stålplade og en allehelvedes masse presseveer på pladen i menses sejlgarn snurres omkring og en stor kampesten sættes som toptrykkepynt er alt hvad der behøves.
—
Hold nu op med al det tøsefimsede hyldeblomsthøns! Lad dog de arme blomsterstande være til efter befrugtningsøjeblikket, hvor I så til gengæld kan høste de skønneste frugter til efterårets sundeste suppe, med kraft og kulør nok til både kinder og ufjernelige tøjpletter.
regitze
28. december 2006 at 00:05det er en knallert, ing?
/many
28. december 2006 at 00:03Ok. Det der Tena-maxi måtte jeg lige google. Gudskelov.
regitze
28. december 2006 at 00:03jamen jeg er på vej, Ella. hvis der ikke render protester ind.
regitze
28. december 2006 at 00:00wøw! skal jeg tage natmad eller nattog, her..
med hyldeblomstgin aka englehvin går din pølse an. jeg smider straks lidt andefedt i fryseren.
derudover har vi kogekonens gl rullepølseinstrument stående hér i køkkenet. jeg må lige ha nogle fifs. den er her jo ikke for sjov.
Ella
27. december 2006 at 23:56Godt nok en skam, at I ikke kommer – selv om det ville fordre en Tena-maxi ;-)
Jeg sidder og hulker af grin, ved tanken om Many, der sidder og sover med en rullepølse under armen – hulker af grin –
feministisk fesent …. griner ……. så tårerne sprøjter :-D
/many
27. december 2006 at 23:48Hyldeblomst er feministiskt fesent. En smag som ikke er.
/manys Rullepølse™ med friskstødt fennikel/koriander/allehånde/nelliker/peber er for mænd med patter. Virkelig en gourmetmundfuld. Lige over!
regitze
27. december 2006 at 23:47keep it simple, stupid:)
regitze
27. december 2006 at 23:43damn. så er alt håb ude. men så til sommer da. send pølseenden i fryseren. rullepølse med hyldeblomst.
/many
27. december 2006 at 23:39Det er da forresten gået hen og blevet “Dagen hvor unødvendige præpositioner puttes ind i sætninger”-dag.
/many
27. december 2006 at 23:36Nej, el-komfur. Sekundavare ifht. gas, men nød lærer lærer at rulle pølse over vha. strøm.
regitze
27. december 2006 at 23:29gas, /many. jeg henter dig på vejen, så kan du sove undervejs med rullepølsen under armen.
/many
27. december 2006 at 23:26Jeg er ved at salte slag til hjemmelavet rullepølse, så jeg kommer altså ikke. Siger det bare!
regitze
27. december 2006 at 23:24kufferten er pakket – jeg skal bare lige finde min paraply.
Liselotte
27. december 2006 at 22:35Der kører da tog… konstant, omtrent…
Jeg henter ved stationen – gi’ mig en mellemtid og jeg er der, som et bøjet søm :-)
PS – der er rugbrød nok!
regitze
27. december 2006 at 22:15hey! vent på mig – jeg kan lige nå et tog!!
eller. hav i det mindste en rigtig dejlig dag. og hils Irenschen fra mig, også.
suk.
Liselotte
27. december 2006 at 22:01Jeps, hvem ved hvad det udvikler sig til, Anne ;-)
Anne Lindholt Ottosen
27. december 2006 at 21:50Aalborg er jo ved at blive en hel bloggers-go-real-life-metropol. :-)
Liselotte
27. december 2006 at 21:38Susan, forlæng ferien ;-)
Tina, du har ret. Ord bliver aldrig ligegyldige. Vi fortæller historier og bagefter træder vi ud i virkeligheden og mødes – det er da helt fantastisk! :-)
Tina
27. december 2006 at 21:36Er det ikke skønt hvordan livets veje på forunderligvis krydser hinanden? Jeg tænker bare, det er da fantastisk at række ud og nå så mange ved bare at være sig selv og dele sine sorger og glæder på livets vej? Nej, dine ord bliver vist aldrig ligegyldige Liselotte…
Susan
27. december 2006 at 21:35Hvor lyder det bare skoent, nyd dem alle sammen rigtig meget.
Jeg sidder og taenker paa at man burde planlaegge en rundrejse til sommer – Eire, England, Aalborg, Herning, Middelfart, Ukraine, Koebenhavn – nu maa jeg se hvor langt jeg kommer, jeg har jo egentlig lovet Cathrine at vi kun er vaek i 3 uger!!
Liselotte
27. december 2006 at 20:36Ha ha ha… ja, du har ret, Ella. Emma og Oskar har en del til fælles ;-)
Ella
27. december 2006 at 20:28Jeg har set grisen, hold op, sikke en størrelse.
Pas på, Anders, det er helt vildt ;-)
Oskar og Emma vil have mere end lav højde tilfælles ;-)
Liselotte
27. december 2006 at 20:19Anders har truet med, at han kommer forbi lørdag formiddag, for at tage livet af den stakkels marcipangris.
Jeg glæder mig faktisk rigtigt meget, til at hilse på ham og familien. Allermest Emma, for hun prutter efter sigende ved bordet. Den slags kan jeg sjældent stå for, når man altså er max. 1 meter høj ;-)
Jeg skal hilse og kramme, skal jeg :-)
klaus
27. december 2006 at 20:16gi’ irenchen et kram herfra…
Anita
27. december 2006 at 20:08Hold kæææft mand, dér blev jeg da godt nok lige ivrigt-hoppende-jublende glad på dine vegne Liselotte! Hyg Jer helt fantastisk dejligt i hinandens gode selskab og hvis du kan snige dig til det, så giv dem begge et monsterstort knus fra mig ;o)
Pernille
27. december 2006 at 20:06Årh altså – nu flytter jeg sgu snart til Aalborg!!!
Hvem skal du snakke med på lørdag??