Julehud

Så rejste de sidste gæster og her er blevet ganske stille. Et koldt glas af det foretrukne er hentet med ned ved siden af computerne, for nu skal der ikke laves andet end slappes af. Vi orker vist ikke mere i dag.

Om ikke særligt lang tid, lukker vi døren til julen. I morgen begynder jeg stille, at fjerne de sidste spor. Lyskæder skal pilles ned, julerener, uroer og andet skal pakkes væk, for at henslæbe en ubemærket tilværelse på loftet det næste års tid, inden det igen skal frem i lyset.

Julen er overstået for i år og for første gang i mit liv, er jeg taknemlig for netop det. Jeg har haft en dejlig jul i selskab med mange af de mennesker, som står mit hjerte nærmest. Jeg har været omgivet af omsorg og kærlighed, men intet har kunnet overskygge det faktum, at jeg hvert eneste sekund har manglet og savnet Alexander. Mit hjerte har været tæt på at briste tusinde gange og jeg har grædt usandsynligt mange tårer.

Jeg er hudløs og alting og ingenting udløser en flod af tårer, så jeg trænger til, at det igen bliver hverdag. Jeg trænger til at finde fodfæste igen. Jeg tror det hjælper, når jeg får lov, at være praktisk og pakke ned og væk. Min julehud er alt for sprød og sprækker ved det mindste, men hellere det, end den er teflonbelagt. Det gør ondt, men det gør og rør. Sådan skal og må det være.

I morgen bliver jeg praktisk.