Guldsøster

Det er så dejligt, når der ikke skal meget teknik til at glæde og opholde. Det viste sig at være tilfældet juleaftensdag om formiddagen, da der skulle skrælles æbler. Annemette fik maskineriet i hånden og vupti, der var ro. Længe. Og alt for mange skrællede æbler. I sjove faconer. Og spiraler.

Senere på aftenen fik vi hende onduleret endnu en gang. Tilstrækkeligt med mad og frøkenen bliver ganske og aldeles stille. Julefreden indfandt sig efter and og lam i enorme mængder og egentlig bliver hun så blid, når bare vi sørger for, at tanke hende grundigt op.

Der sad hun så, stille og med et saligt smil, mens Oline rundhåndet uddelte gaver. Hun drak endda søsters jordbærlikør uden at forfalde til andet end en sød bemærkning om, at den smagte ganske dejligt.

Hun afholdt sig fra at trække t-shirten op over maven og danse indisk mavedans før midnat. Efter tog hun til gengæld revanche.

Hun sagde ikke meget grimt om nogen og i det hele taget er jeg nok nødt til at anføre, at jeg ikke var kommet gennem denne jul, uden hendes trøje at gemme ansigtet i med mellemrum. Hendes skuldre er brede, hendes finfølelse eminent og hendes evne til at mærke mig, gjorde, at de tårer jeg græd, aldrig fik lov til andet, end rense og hele. Sammen med Kenneth har hun båret mig igennem et par dage, som har været frygteligt svære for mig. Meget sværere end jeg troede.

Jeg vil ikke bytte hende for en million.