15

Endnu en stille morgen

Morgenen er stille. Udenfor er der koldt, men inde er de første stearinlys tændt. Varmen er ved at indfinde sig og kaffen damper varmt i kruset. Jeg sidder og savner så frygteligt. Lige denne morgen, er jeg slået en anelse ud af kurs.

Jeg vågnede 4.30 med en følelse af, at et eller andet var galt. Den der gamle frygt, dukkede pludselig op i maven, men der gik kun et øjeblik, inden jeg huskede, at det værste er sket. Der er ikke mere, at være bange for. Alexander er død.

Bagefter fodrede fantasien mig med billeder af andre familiemedlemmer, som lå hjælpeløse rundt omkring, men det handler vel dybest set om, at jeg savner dem og ikke kan vente på, at de skal indfinde sig her hos mig. Jeg har brug for at være tæt.

Jeg har ringet rundt. Som en bekymret hønemor har jeg ringet til de forskellige familiemedlemmer, kun for at høre, at de enten er ved at pakke, koge risengrød eller lave andet, som er en del af forberedelserne til julen her. Det var dejligt og beroligede mig, men nu sidder jeg tilbage og savner.

Annemette har snedkereret en træramme, købt gran i bundter og ståltråd tillige med. Oline har fortalt hende om en smuk granguirlande, som lå omkring en af stenene oppe på kirkegården. De kunne ikke nå, at lave en til Alexander i år og Oline var ked af det.

Moster og Oline kan nå det, for det er nemlig hvad de skal bruge aftenen til. De skal binde granguirlande til Alexander. I morgen skal de op, for at aflevere den og tænde lys for Alexander. Jeg skal med. Jeg kan ikke sige, at jeg glæder mig, men jeg har brug for den tur. Sådan er det denne morgen og lige nu.

Du vil sikkert også kunne lide