Stille timer

Der er stille denne morgen. Helt stille. Oline fik juleferie i går og har benyttet sig af det, så hun har stadig ikke sovet mange timer. Faderen sover også og at sove længe er ikke noget, som han er vant med, så jeg lader ham.

Jeg drikker kaffe, lytter til radioen og hygger mig med at pakke de sidste julegaver ind, mens jeg stille drikker dagens første kop kaffe.

Bånd skal klippes, gavepapir tilpasses og jeg bliver hurtigt uvenner med tapen, men sådan går det, når man er et utålmodigt menneske.

I eftermiddag skal vi ind på kirkegården. Alexanders urne skal i jorden, stenen skal lægges og så er den del endelig afsluttet. Oline vil med derind. Lanternen skal på graven og hun er jævnt utilfreds med, at vi ikke synes, at der skal lægges en julegave ved ham. Hun synes dog alligevel, at den nyindkøbte julekugle kan kompensere noget for den manglende gave, men jeg tror dybest set det handler om, at hun ikke er klar til at give helt slip og det forstår jeg så godt.

Han skal stadig være med og det er han. Han er med i alt hvad vi foretager os denne jul, for det var en af hans yndlingstidspunkter på året. Selv hans frygtelige lyskæde, med forskelligtfarvede blinkende pærer er med. Jeg kunne ikke slippe. Den skulle frem og den skal være tændt, så også denne jul er jeg omgivet af epilepsifremkaldende lysblink i alskens kulører. Måske næste år, kan jeg slippe.

I morgen har jeg en sidste arbejdsopgave og så er det tid for juleferie. Jeg tror vi er klar til familiens rykind, men jeg må ærligt sige, at jeg har så lidt overblik, at det er skræmmende. Jeg er dog sikker på, at det bliver hyggeligt uanset hvor klar vi når at blive og der er jo stadig tid til panikindkøb og den slags holder vi os ikke for gode til, hvis det bliver nødvendigt. Vi skal nok nå det.

Vi bliver heldigvis mange til at dele juleaften. Den bliver tom, på den triste måde, når vi husker, at Alexander mangler, men vi skal være sammen med mennesker, som vil få det nøjagtigt som os, så en enkelt stille stund og en tåre i øjenkrogen er jeg sikkert ikke den eneste, som kommer til at opleve i de juledage. Sådan må det nødvendigvis være og der er plads til både grin og gråd, når det er familien man skal tilbringe julen med.

Vi glæder os. Vi glæder os til hyggen, som med sikkerhed indfinder sig og vi glæder os til de gode snakke, som også altid er en del af vores samvær. Vi glæder os til pladsen og til at lade os omslutte af varme og kærlighed. Vi har brug for den i disse dage.