46

Vi stak af…

– Nå… hvad kunne du tænke dig at få til aften?

– Det ved jeg ikke… Noget med pommes frites!

– Gider du køre efter dem?

– Ja… Hvorfor spørger du?

– De bedste fåes på Damrak!

Olines Pommes FritesOg sådan blev det. Vi pakkede taskerne i en fart, smed det hele bag i bilen og kørte ud i det blå med retning mod Amsterdam. Jeg nåede lige at få bekræftet, at vi havde en lejlighed stående dernede, inden vi kørte afsted og så gik det ellers derud af i bedstemorbilen.

Turen derned forløb fint, men der var ualmindeligt meget trafik, så vi løb ind i stau både det ene og det andet sted, men den slags giver bare lejlighed til, at få snakket godt igennem, mens man alligevel holder og venter.

Imens vi holdt lige inden Elbtunnel, Hamborg, trak Oline noget op af tasken og gav mig det i hånden, mens hun sagde “Se, Alexander er også med”. Det var hans lille yndlingsfirben, som hun havde puttet i tasken hjemmefra, så selvfølgelig var han også med hele vejen.

Det blev så godt, for vi trængte til at komme væk nogle dage og Oline havde brug for at vide, at vi er der for hende. Hendes største angst undervejs i forløbet omkring Alexanders død var, at vi bagefter ville være så kede af det, at vi glemte hende. Det var vigtigt, at få hende overbevist om, at det ikke bliver sådan.

The Grasshopper

Amsterdam havde julepyntet og Oline syntes byen var fantastisk. Hun kom til at bo i Recht Boomsloot, som er en af de hyggelige kanalgader dernede, lige bagved Red Light District, så jeg skal love for, at der var noget at kigge på.

Da vi var ankommet, tog vi paraplyerne og begav os tværs gennem kvarteret i et regnvejr, jeg sjældent har set mage til, men det var hyggeligt og sjovt og Oline var lovet pommes frites og det fik hun så rigeligt, fra den bedste bod på Damrak. Hun var ankommet til Amsterdam.

Du vil sikkert også kunne lide