– Nå… hvad kunne du tænke dig at få til aften?
– Det ved jeg ikke… Noget med pommes frites!
– Gider du køre efter dem?
– Ja… Hvorfor spørger du?
– De bedste fåes på Damrak!
Og sådan blev det. Vi pakkede taskerne i en fart, smed det hele bag i bilen og kørte ud i det blå med retning mod Amsterdam. Jeg nåede lige at få bekræftet, at vi havde en lejlighed stående dernede, inden vi kørte afsted og så gik det ellers derud af i bedstemorbilen.
Turen derned forløb fint, men der var ualmindeligt meget trafik, så vi løb ind i stau både det ene og det andet sted, men den slags giver bare lejlighed til, at få snakket godt igennem, mens man alligevel holder og venter.
Imens vi holdt lige inden Elbtunnel, Hamborg, trak Oline noget op af tasken og gav mig det i hånden, mens hun sagde “Se, Alexander er også med”. Det var hans lille yndlingsfirben, som hun havde puttet i tasken hjemmefra, så selvfølgelig var han også med hele vejen.
Det blev så godt, for vi trængte til at komme væk nogle dage og Oline havde brug for at vide, at vi er der for hende. Hendes største angst undervejs i forløbet omkring Alexanders død var, at vi bagefter ville være så kede af det, at vi glemte hende. Det var vigtigt, at få hende overbevist om, at det ikke bliver sådan.
Amsterdam havde julepyntet og Oline syntes byen var fantastisk. Hun kom til at bo i Recht Boomsloot, som er en af de hyggelige kanalgader dernede, lige bagved Red Light District, så jeg skal love for, at der var noget at kigge på.
Da vi var ankommet, tog vi paraplyerne og begav os tværs gennem kvarteret i et regnvejr, jeg sjældent har set mage til, men det var hyggeligt og sjovt og Oline var lovet pommes frites og det fik hun så rigeligt, fra den bedste bod på Damrak. Hun var ankommet til Amsterdam.
46 kommentarer
Tina - omme i London
13. december 2006 at 10:32Liselotte – jeg kender en god chippie… (“,)
Liselotte
12. december 2006 at 20:04Pas på med hvad du siger, Tina ;-)
Tina - omme i London
12. december 2006 at 18:55Hvor er I bare nogle gode foraeldre. Det ville vaere saa let for den lille Oline at blive lidt ‘glemt’ lige nu.
Turen er jer bare saa vel undt. Alice udtrykte mine foelelser saa godt oven for.
Naar I pludselig faar lyst til chip shop chips vil jeg lige minde om Sterling’s billige flyvebilletter til London :o). Jeg henter gerne ved flyveren…
Kirsten
12. december 2006 at 15:43Nøj, hvor cool!!! :-)
karen
12. december 2006 at 11:51Så godt for dere! Det høres bare ut som det helt, helt rette å gjøre!
Klejs
12. december 2006 at 11:06Uh… Amsterdam er en dejlig by, og jeg har også haft glæden af at besøge Anne Franks hus og spise pommes på Damrak.
Tror at det var en helende tur for jer. Dejlig impulsiv!
Alice M
12. december 2006 at 10:08Et ord:
Respekt!
:)
Lærlingen
12. december 2006 at 10:03JEG VIDSTE DET.
Ja, det kan man sagtens sige bagefter. Men da jeg læste du trykkede på pauseknappen, var min første tanke – de smutter til Amsterdam. Fordi jeg havde læst om jeres lyst til det længe og fordi det lige er sådan du og Kenneth ville gøre.
Godt for Oline. Hun får brug for al den tryghed hun kan få!
Velkommen hejm!
Lizelotte
12. december 2006 at 09:36Dejligt at høre, I har brugt tiden så godt, Liselotte!!
Charlotte Illum Larsen
12. december 2006 at 09:32I øvrigt – jeg tænkte sådan på dig igår… jeg fandt mønsteret til “hønsefødderne” – og kom igang i en lækker lysblå merino… det mønster er da bare så lækkert – det strikker nærmest sig selv.. nu må klokken godt snart blive fyraften så jeg kan komme hjem i sofahjørnet og strikke flerre “høns”
Charlotte Illum Larsen
12. december 2006 at 09:12Da mine store pigers far døde tog vi autocamper til Disney i Paris – man snakker så godt når man kører – og vi havde fantastiske dage…
der var tid til grin og gråd – og til at leve – det var fantastisk…
Godt at i gjorde det – og Oline – hun er da bare så dejlig
Maria uden blog for indeværende
12. december 2006 at 08:55Det gi’r da lige “Spise her – med hjem ?” en hel ny dimension ! :-)
Marie-Louise
12. december 2006 at 08:45Hvor er i bare gode. Hatten af for jer. I forstår da virkelig at være der for jeres børn;-) Jeg fik helt tårer i øjnene, da du skrev om firbenet. Hvor er det bare sødt. Hav det nu rigtig godt og fortsæt jeres fine stil.
Kærlige hilsner og mange tanker
Marie-Louise
Helle Læsø
12. december 2006 at 08:21Hej Liselotte og Fam.
Jamen…, det er da bare for godt gået !!!
Husker faktisk, at en af (???) de første gange, jeg besøgt “slagt en hellig ko”, skrev du noget om lysten til, at gense Amsterdam, og samtidig fandt jeg ud af, at du/I har en handicappet søn, så det var ikke lige så nemt, at komme afsted. Men nu gjorde I det, og viste Oline, at I altid vil være der for hende. Den tur har været Jer vel undt.
Iøvrigt er det dejligt, at du er tilbage. Selvom jeg vidste, at der var trykket på “pauseknappen”, har jeg alligevel liiiige været inde og kikke, om der ikke skulle være kommet et lille pip fra “koen”.
Rigtig god dag til alle tre ( og andre læsere !)
Helle
Krebsinden
12. december 2006 at 08:02Sikke dog en god ide og dejligt at høre I havde en god tur.
Hende Oline er nu en super sej og dejlig pige! :-)
Liza :-)
12. december 2006 at 08:02Hvor er det fedt at læse at I bare tog afsted, dejligt I havde en fed tur. Læsteat Claus mindede dig om et bagekursus…. jeg husker du skrev noget om en maleweekend med Ella, det må du oxo lige huske. Dejligt at have dig tilbage på bloggen.
Varme tanker herfra
LoneR
12. december 2006 at 07:37Dyb respekt!
:-)
Lone
Anette
12. december 2006 at 07:12Hvor er det bare livsbekræftende at læse, godt gået :-)
Sanne
12. december 2006 at 06:58Velkommen hjem!
Amsterdam er BYEN…. Min datter og jeg var der i sommer, en konfirmationsgave til hende fra mig….
Det var nu ikke pommes frites min datter ville have, men derimod Noddles i bæger – og spise med pinde:-)
Godt at i kom af sted, det har helt sikkert gjort godt ved jer alle 3.
Ha en dejlig dag:-)
Vh Sanne
Frederikke
12. december 2006 at 06:32Hvor var det dog en helt fantastisk idé I fik der.
Det glæder mig sådan, at I fortsat er i stand til at leve livet – for sådan skal det helst være – og firben eller ej; Alexander vil altid være med jer… hele vejen!
Jeg tænker meget på jer.
Bolette
12. december 2006 at 06:20ret så fint……..et træk både med pommesfrites og firben…
som spejl ift impulsiviteten vi jeg sige at vi her i huset er nærmest stivnet …tak for dette lille spark i en vis legmesdel…
decemember tanker
Bolette
HenrietteB
12. december 2006 at 05:53Velkommen hjem!
Og hvor er det sandt – det var da verdens aller-aller-bedsteste ide. Dejligt at læse, at I havde en god tur :-))
Fr. Møller
12. december 2006 at 04:01Sådan skal det være. Livet er nu engang for de levende, og man kan sagtens leve det med stor respekt for dem, man har mistet…
Kamilla
12. december 2006 at 01:43Arh hvor fedt.
Godt for jer at i “turde” – selvom jeg ikke har følelsen af at nogle af jer er af den bange type.
Det er altid rart at komme lidt væk fra de omtumlede “vandte omgivelser” Man kan jo stirre sig helt blind på de ting man “plejede” at gøre.
Man snakker også så godt sammen i biler – helst om natten på en tom motorvej :-)
Det er dejligt at se din skrift igen Liselotte.
splejsen
12. december 2006 at 00:53Hvor skønt!
Amsterdam er en fed by! Havde engang en veninde der boede der i flere år med sin hollandske kæreste. Var nede og besøge dem flere gange. De boede i cykel-afstand af centrum. Det var glade dage!..
Fejrede engang nytårsaften dernede. Meget speciel oplevelse. Vi cyklede i zig-zag gennem byen efter midnat, fordi vi skulle til en stor fest på en bar. Zig-zag fordi gaderne nærmest stod i flammer, og folk smed heksehyl m.m. efter os! Men vi overlevede..Og morede os!
Bettina
12. december 2006 at 00:34Suverænt! Har I før gjort den slags?
Lone
12. december 2006 at 00:00Åh hvor jeg under jer det godt!
Liselotte
11. december 2006 at 23:48Ikke endnu, Claus, men ellers er der rigeligt med mel på matriklen, som trænger til en ondulering ;-)
Claus
11. december 2006 at 23:46Sådan skal den ged barberes! Hvor er det fedt at i tør – der skal nok sidde een og anden et sted, og synes at ‘det kan man da ikke når man lige har mistet sin søn’ – så jo, det kan man, for hvorfor skulle man da ikke netop LEVE også efter at noget sådant, i øvrigt ganske urimeligt, er sket?
Har du husket at melde dig til bagekurset? Go for it!
Peach
11. december 2006 at 23:46Rigtig god pomfrit-idé I fik der og hvor er det skønt at I kom afsted. :-)
Nadia
11. december 2006 at 23:45Hvor var det hurtigt tænkt.. :)
Og jeg vil tro det var dejligt befriende, at gøre lige hvad hjertet begærer ..
Glædelig jul til jer alle.
Linda
11. december 2006 at 22:56Ah, vlaamse fritten! De er nemlig gode, de dersens tykke nogen. Man skal bare ikke spise æblemos til…..
Var du monstro omkring Bijenkorb og kigge på julekugler – de har nemlig de sjoveste og kitchede!
Det lyder som om I bobler afsted på overfladen. Søde Oline, med det lille firben.
Lone
11. december 2006 at 22:53Jeg blev helt glad indeni, da jeg læste, at I bare sådan var taget afsted. Super idé!
signe
11. december 2006 at 22:50Respekt!
Du er bare sej Liselotte!
Hvem finder lige på at bare tage et smut til Amsterdam fordi man har lyst til pommesfritter?
Sender fortsat tanker til jer dagligt!
@–>–>–
Lene
11. december 2006 at 22:47Liselotte hvor var det bare godt I gjorde det. Godt Oline kan sige til jer hvad hun tænker. Det siger også noget om jer som forældre, at hun kan det.
Laila
11. december 2006 at 22:41Pragtfuld ide´!! Sådan at køre til Amsterdam for at købe pomfritter!!
Amsterdam er en fantastisk by…
Håber i havde den skønneste tur sammen og at i fik overbevist Oline om, at i stadig er fantastiske forældre!
capac
11. december 2006 at 22:36Velkommen tilbage i blogland! :-D
Pernille
11. december 2006 at 22:35Simpelthen så dejligt at høre at I har haft et par dejlige dage langt væk fra det hele undtagen hinanden…
Anne Stange
11. december 2006 at 22:35Hey, i er hjemme, dejligt at i kom afsted!!
De der fritter, de ser for gode ud, uhmmm…
Ella
11. december 2006 at 22:34For sulan, hvor var det godt I gjorde det, Liselotte :-)
Liselotte
11. december 2006 at 22:32Ja Alice – det var dejligt, sådan at tage væk nogle dage og du har ret, det er jo meget anderledes, at rejse uden Alexander, men det var hvad vi trængte til allesammen. Det kræver fortsat tilvænning, men vi har da taget det første skridt nu :-)
Alice Ibing
11. december 2006 at 22:30Kære Liselotte
Tja… det lyder jo bekendt at tage ud i det blå. Og jeg nikker genkendende til det helsende i det. Måske I inden I pakkede taskerne også lige nåede at tænke tanken: “nej, det kan vi da ikke – det er alt for besværligt med medicin, udstyr og det hele..” inden det slog jer, – at det faktisk pludseligt var meget nemt….
I har ikke blot mistet et barn med det tomrum det giver. I skal lære at leve på en hel anden måde og det glæder mig at se, at I allerede er godt på vej:-)
De kærligste tanker
Alice – mor til englen Anne-Sophie
Liselotte
11. december 2006 at 22:26Det var verdens allerallerallerbedsteste idé :-)
regitze
11. december 2006 at 22:24Amsterdam er en pommes frit værd!
det var da verdens bedste idé.
Pigen
11. december 2006 at 22:22Hvor lyder det som en skøn tur, og hvor er det dog fantastisk med den slags impulsive indfald – der så også bliver til noget. I har nydt hinanden :) Velkommen tilbage igen!
Susan
11. december 2006 at 22:18Hvor lyder det bare skoent. Taenk hvad lyst til pommes frites kan foere med sig ;-)
Hvor er Oline bare soed, at tage Alexander med paa turen ogsaa. Jeg tror mange soeskende har samme foelelse og bekymring som Oline, jeg er sikker paa at I kunne og kan overbevise hende baade med ord og handling om at I ikke glemmer hende.