I dag skal vi vælge gravsted. Kenneth og Oline har brug for et sted, som er Alexanders. Et sted at dvæle. Et sted at mindes, tænde lys og filosofere lidt.
Jeg er anderledes skruet sammen. Jeg har Alexander med mig. Han er, hvor jeg er, men jeg har dyb respekt for, at andre kan have det på anden vis, så selvfølgelig skal vi ind og vælge det smukkeste sted vi kan finde. Allerhelst under eller i nærheden af træer, for Alexander elskede, at ligge under træernes løv og lytte til bladenes raslen. Jeg håber der er træer.
I morgen skal han bisættes. Det bliver heldigvis fra Gunderup Kirke. Det gør godt indeni. Når dagen kommer, bliver det svært, frygteligt svært, men også den afslutning, som nødvendigvis må være. Bagefter er der kaffe herhjemme. Improviseret og med alt for få siddepladser, men det kan ikke være anderledes. Det skal være i Alexanders hjem, han mindes den eftermiddag. Ikke ude i byen i et anonymt lokale og forøvrigt er der vist ingen, som overraskes over, at vi vælger det på den måde. De er nok alle klar til at brygge kaffe og sidde på gulvet rundt omkring. Vi er og bliver småtossede og den slags skal der ikke ændres ved, fordi Alexander ikke længere er her.
Der er bestilt en skovbund til dekoration af kisten. Ingen springvandsdekorationer her. Vi kan ikke lide dem. Vi kan lide, at Alexander får en skovbund, for han holdt så meget af skoven. Jeg håber den er smuk.
Vi har valgt salmer. De lette og de lyse. Alexander var let og lys og ikke om der skal være tungsind og mørke tider den dag vi officielt sætter punktum for hans liv på jorden. Der skal synges igennem og der er valgt med omhu, så de fleste vil kunne synge af karsken bælg.
Jeg mærkede Alexanders sidste hjerteslag. Jeg sad med den ene hånd knuget om hans og den anden lagt på hans hjerte. Det stoppede fint og stille. I morgen sætter vi et punktum, fordi man skal, men hans sidste hjerteslag ligger i min hånd for altid. Jeg er glad for, at jeg bærer det med mig.
Solen skinner. Selvfølgelig gør den det. Livet går videre og vi følger med.
23 kommentarer
Liza :-)
4. december 2006 at 23:05Sender de varmeste tanker og ønsker om at I får en smuk idag imorgen.
Lizelotte
4. december 2006 at 22:48Bag mig er opbrugte dage
foran mig noget jeg ikke ved.
I, der skal blive tilbage,
jeg ønsker jer sange og kærlighed….
…Benny Andersen sagde det nogenlunde sådan – og så godt. Jeg har ikke noget at tilføje.
Bolette
4. december 2006 at 19:49lys og lethed i alle livets asspekter til jer imorgen……
tanker Bolette
Alice Ibing
4. december 2006 at 19:29Kære Liselotte
“Jeg mærkede Alexanders sidste hjerteslag”… Sætningen bringer både sorg og glæde hos mig. Sorg selvfølgelig, fordi det er sådan, men glæde fordi jeg tror, det er noget, der vil bringe dig ro mange gange sidenhen. Der er ikke meget, jeg ville gøre anderledes omkring Anne-Sophies død, men en ting er, at jeg ikke tænkte på at lytte til hendes bryst. Vi havde selv et stetoskop og vi var blevet gode til at bestemme graden af en lungebetændelse ved at lytte. Da Fie var død, lyttede lægen på hendes bryst og sagde, – “der er helt stille…” Jeg tænkte ikke på det i situationen, men sidenhen har jeg tænkt på, at jeg gerne ville have hørt stilheden selv. Blot for at få en vished om, at det virkeligt var sådan. Derfor tror jeg, at du vil finde glæde i at have mærket Alexanders sidste hjerteslag.
Jeg forstår godt Kenneth og Olines ønske. Jeg bærer også Anne-Sophie med mig overalt, men når rastløsheden rammer for alvor, så er et smut op i hendes have det eneste, der rigtigt kan give mig ro. Blot et par minutter deroppe er nok. Det er dejligt at læse, hvordan I giver hinanden plads til den forskellighed med hvilken man sørger og mindes.
Jeg er sikker på, at I får en smuk dag i morgen. En dag man både ønsker skal vare så længe så muligt og så alligevel blot skal overstås. I har gjort alt det forarbejde I kunne og I har tænkt nøje over hver enkelt ting. Det viser igen, hvilke fantastiske forældre I må være.
Jeg sender jer mange tanker
Mange kærlige hilsner
Alice
Zpitzen
4. december 2006 at 17:24Blir rørt af dine smukke ord…:-) I ender alle fire stadig i mine tanker flere gange om dagen.. Vil også sende masser af positive tanker i morgen…
Irene
4. december 2006 at 17:11Det hjerteslag i hånden berører mit dybt.
splejsen
4. december 2006 at 15:46Jeg fandt en side med billeder af Gunderup Kirke.
En utrolig smuk kirke!
Jeg kan godt forstå i har valgt den!
http://www.biopix.dk/Species.a.....giHistorie
I vil være i mine tanker i morgen…
Sofie
4. december 2006 at 15:21Du maler så smukke billeder med dine ord Liselotte.
Mine tanker vil være hos jer i morgen.
Dorte
4. december 2006 at 14:36Liselotte … du er et fantastisk menneske.
Annette
4. december 2006 at 14:07Kære Liselotte, Kenneth og Oline.
Jeg sender alle mine håb, alle mine tanker. Jeg følger med fra sidenlinjen, andet er så svært herfra. Men i fylder meget i mit sind, I gør så meget smukt og godt for Aleksander.For jer selv. Han vil altid være med jer. Jeg håber dagen i morgen går smuk og stille sin gang. Smerterne kommer ingen uden om, gid jeg kunne hjælpe jer med det.
Af hele mit hjerte, med alt mit håb, om en dag i morgen med en smuk begravelse. Må i komme godt igennem den sorgfulde dag.
Ella
4. december 2006 at 13:58Du lærer mig noget hver eneste dag – tak for det, Liselotte.
Må dagene blive lyse.
beologen
4. december 2006 at 13:46Jeg sidder i min blå sofa.
Ikke andet.
Jeg kan se en musvit.
Det er en god dag.
Gode tanker til dig og dine.
Tina
4. december 2006 at 13:05Det var meget smukt sagt Liselotte…
Jeg er sikker på at begravelsen bliver enkel og fin, det er dejligt for jer at I fik den kirke i ønskede.
Jeg vil sende jer mange varme tanker imorgen.
Sol
4. december 2006 at 12:42Du skriver så vakkert……Jeg gråter…..
Yrsa
4. december 2006 at 12:04Alexanders sidste hjerteslag i din hånd – dine smukke ord får mine øjne til at stå helt op til kanten i vand.
Jeg vil sende jer mange tanker i morgen
unsent
4. december 2006 at 11:55Du skriver så smukt om din søns død og liv, og selvom jeg normalt ikke piver er der altså ikke langt til tårer når det gælder børn der dør – det er så unaturligt og så forkert, men du tackler det på en måde jeg synes er virkelig imponerende. Dit mod og din insisteren på at holde hovedet højt på trods af modgang er så fantastisk at jeg savner ord. Jeg vil tænke på jer imorgen og forsøge at sende nogle tanker jeres vej.
Lene
4. december 2006 at 11:32Det er sådan det skal være Liselotte, og det er godt at få talt om hvad I hver især gerne vil. Du gør mig glad, ja det lyder måske mærkeligt, men dine indlæg vidner jo om en mor, men også en far og søster, der giver sig tid til at tale om hvad der er vigtigt, hvad der betyder noget. Alexanders sidste hjerteslag i din hånd – må I få en livsbekræftende,minderig og god dag i morgen sådan som Alexander var.
Helle Læsø
4. december 2006 at 11:26Hej Liselotte.
Jeg holder lige en lille pause fra “pakkeriet”, og ville lige kikke “ind” til dig. ALTSÅ Liselotte, du skriver så smukt, så der knibes en tåre.
Jeg er sikker på, at I finder en smuk og fredfyldt plads til Alexander, hvor Oline og Kenneth kan mindes.
Håber, I får en smuk dag imorgen. Jeg vil tænke på Jer.
Kærlig hilsen
Helle
Anette
4. december 2006 at 11:14Ja, jeg sidder også på mit arbejde og læser din smukke ord og er lige ved at græde – jeg håber at dagen i morgen må blive lige som I ønsker det.
Knus fra
Anette
Lise Nielsen
4. december 2006 at 11:12Kære Liselotte.
Det du skriver vækker minder om den tid hvor min familie også har skullet vælge gravsteder til dem vi har mistet i vores familie og tilmed i Gunderup, altså hvis det er den by der ligger mellem Lundby og Fjellerad. Min bror ligger på Gunderup Kirkegård. Han var kun 10 da han døde efter et cykeluheld, så det meste af mit liv har kirkegården været det sted hvor jeg “mødtes” med min bror. Den ligger smukt der på bakken, hvor vinden får bladene til at virvle. Det gør lissom stedet mere levende.
Den dag man mister glemmer man aldrig – det er et godt minde du har med dig. Jeg er sikker på at dagen i morgen også vil være et minde som I som familie vil sætte pris på, selv om det er svært og det er der man giver fysisk slip…
Jeg tænker på jer og ber for jer.
Lise
Mette
4. december 2006 at 11:00Jeg sidder her på mit arbejde og piver. Du skriver så, smukt om noget der er så frygteligt svært. Jeg ved I vil finde den helt rigtige plads til Alexander.
Må I finde styrke i kærligheden til hinanden og Alexander ved hans bisættelse imorgen.
Mange kærlige tanker Mette
regitze
4. december 2006 at 10:59godformiddagsknus.
Lone
4. december 2006 at 10:40Jeg tro I får en smuk begravelse – et fint og værdigt farvel i Alexanders ånd – vil tænke på jer i morgen. Jeg ved at en begravelse på en gang kan være noget som er sørgeligt og frygteligt men samtidig kan den også være smuk og gribende, støttende og varmende ,fordi det netop er godt at få sagt ordentligt farvel – i kirkens rum, hvor der er plads til både sorg og glæde – at mærke at man på denne dag ikke er alene, men at der er menneker som sammen med en vil støtte, sørge men også glædes over alle de gode stunder man har haft sammen – det er vigtigt at man er fælles om at bære de gode minder videre – og dermed holde mindet om den døde i live.