Vi fandt en smuk plads. Lige ved siden af en smuk lind, med udsigt til bladenes raslen og mulighed for både sol og skygge. Kenneth og Oline var enige. Der skal Alexander ligge og det føles helt rigtigt.
Bagefter tog vi ind forbi intensiv. De mennesker, som var omkring os de sidste dage, var nogle af de fineste og dejligste mennesker, vi har mødt. De formåede, midt i deres professionalisme, at være mennesker, som følte for og med os. Det ville vi gerne takke dem for. De fik et julebrev og en flaske med bobler, som Alexander hentede denne sommer. Det føles også helt rigtigt.
Nu skal de sidste praktiske ting på plads og bagefter skal vi være sammen med mormor. Hun har fødselsdag i dag. Alting har sin tid.
22 kommentarer
Tina
5. december 2006 at 09:17Tanker til jer i dag, og et sidste farvel til Alexander.
Hav det bedst muligt.
Lene
5. december 2006 at 08:56Lyset er ved at få lidt magt her til morgen.
Jeg tænker på jer.
Frederikke
5. december 2006 at 08:15Tirsdag. Morgen. Udenfor er det stadig mørkt og det regnede så sagte, da jeg cyklede afsted mod arbejdet. Indenda havde jeg været forbi hos Cirkeline. Der skulle tændes lys. For hende. For Alexander.
Mine tanker er hos jer i dag.
Mange hilsner fra Frederikke
Hanne & Brian
5. december 2006 at 08:00Frederiks skolekammerat skal begraves idag… Jeg kan ikke finde de rigtige ord at skrive – men kl. 13.00 idag vil jeg sætte mig lige så stille og tænke over, hvor megen lykke det også er, at have et handicappet barn. Hvordan det får os til gang på gang at værdsætte de små ting i livet og hvordan det gør os til rigere mennesker. Alexander var så fin en dreng – mit billede af ham – er siddende med talemaskinen foran sig – han var så meget “MED” – og skarp!Jeg tænker på dagbogen fra den sidste koloni – hans kommentarer fik mig til at smile…
I er i vore tanker….
Frederiks forældre
Hanne & Brian
Gitte
5. december 2006 at 06:51Kæreste Liselotte.
Som du ved, har også jeg fulgt med på din blog igennem længere tid, og jeg har aldrig været så berørt over noget jeg har læst….og samtidig vælder smerten op i mig.Jeg har været der, hvor du er i dag…har selv mistet det dyrebareste jeg havde.
Jeg kan “føle dig” helt ind til benet; føle den dybe smerte og samtidig en ro, fordi du ved, at ált – på trods af sorgen – er helt i Alexanders ånd. Du er et exeptionlt menneske Liselotte; midt i din sorg har du kunnet få os, der følger med på sidelinien, til at stoppe op, og måske tage vore egne liv en smule op til revision.
På trods af Alexanders handicap, så var han ufattelig rig….han havde den kærligste famile, og nu sidder han så på sin stjerne og kigger ned, og ser sine elskede afslutte det hele på smukkeste vis.
Kære Liselotte, det bliver en hård dag i dag, og selvom det ikke er en trøst, så er vi så ufatteligt mange mennesker der er med jer i tankerne .
Aldrig ræd for mørkets magt
Stjernerne vil lyse
med et fadervor i pagt
skal du aldrig gyse
Gitte & familie
Anna Grethe og Martin
5. december 2006 at 06:17Ord er overflødig, vi vil være med Jer i tankerne, på denne svære dag.
Krebsinden
5. december 2006 at 06:02I vil være i mine tanker idag, akkurat, som I har været her på det sidste.
Jeg er sikker på, at I har fundet det perfekte sted til Alexander.
HenrietteB
5. december 2006 at 03:29Jeg vil også tænke på jer idag, Liselotte.
Jeg følger med fra sidelinien i øjeblikket, men I er alle dagligt i mine tanker.
Susan
5. december 2006 at 01:46Det lyder som et dejligt smukt sted I har fundet til Alexander, kommer jeg en dag forbi vil jeg besoege ham.
Jeg haaber I faar en god og smuk dag i morgen (som vist er blevet til i dag hos jer), jeg vil taenke paa jer.
Peach
5. december 2006 at 00:02Kære Liselotte
Kan slet ikke lade være med at tænke på jer, og alt det du med glæde har fortalt gennem tiderne her i bloggen.
Mine tanker vil være hos jer i morgen.
Johanna
Jesper
4. december 2006 at 22:31Wow, er lige faldet over din blog, og har læst mange af dine posts igennem, og du har totalt blæst mig væk. Er aldrig blevet så stemningsramt før af at læse en blog.
Jeg føler utrolig meget med dig og hele din familie, og det gør mig virkelig ondt.
Jeg håber det bedste for dig og din familie i fremtiden.
Pas på dig selv.
Mange varme december kram, og med håbet om en god jul for jer (omstændighederne taget i betragtning).
Jesper
Karin
4. december 2006 at 22:31Det lyder som det helt rigtige sted til Alexander. Håber at han finder sig til rette under træerne som så mange gange før. Skovbunden lyder helt fantastisk; havde aldrig selv tænkt på det – men nu glemmer jeg det ikke sådan lige igen!
Mine tanker går til jer ofte – og helt sikkert imorgen.
Begravelser ikke muntre, som udgangspunkt, men ofte bliver det en skøn oplevelse at kunne mindes ens elskede for de gode, livgivende stunder. Jeg forestiller mig, at I er en familie som husker at gøre netop dette!
Maj
4. december 2006 at 22:27Gode tanker sender vi jer.
Du skriver flot og åbenhjertlig.
Med vennlig hilsen
Maj med familie
Claus
4. december 2006 at 21:20Jeg håber I får en rigtig smuk dag i morgen – det har I fuldt fortjent.
Lizelotte
4. december 2006 at 21:00Kære Liselotte.
Vi vil være hos jer i tankerne i morgen. En begravelse er svær – og jeg kan slet ikke begynde at forestille mig at begrave et barn.
Men jeg tror, at med jeres attitude kan den blive en minderig dag, et springbræt til den fremtid, som jeg ved I vil vælge at leve, selv uden Alexander.
Jeg og min familie tænker så meget på jer.
De kærligste hilsner,
Lizelotte
Maya
4. december 2006 at 20:53Jeg oensker jer en smuk og god dag imorgen….
Barbara
4. december 2006 at 19:45Kære Liselotte,
Jeg er virkelig ked af dit tab, hvor er det smukt, at du kan skrive i denne ulykkelige periode i dit liv. Dog skal man ikke tænke, at man har mistet, men at man er blevet skænket livsglæde i 17 år, af én som virkelig har lært Jer at elske.
Da min mormor døde, da jeg var 5 år, mente jeg, at hun med det samme blev hentet hjem af Jesus, og at hun fik, da hun var sådan et fint menneske, guldsko på. Dem der ikke var helt så gode mennesker fik sølvsko, og de helt slette fik sko med ild. Endvidere blev noget af hendes sjæl skænket til en lille nyfødt pige – netop fordi hun var sådan et godt menneske. Det samme tror jeg om Alexander. For man skal have en tro, om det så er barnetroen…
Mange kærlige tanker til dig og din familie.
signe
4. december 2006 at 19:02Det glæder mig at I netop denne gang mødte proff og medmenneskeligt sygehuspersonale!
Det lyder smukt med “skovbunden”!
Hvordan kan du virke så stærk selv når du er svag? Du har min respekt Liselotte – det er sikkert og vist!
Tillykke med din mor i dag!
Og må solen skinne på jer alle i morgen (det er mit ønske).
Irene
4. december 2006 at 17:22Kære Mormor,
Tillykke!
Kærlig hilsen,
Irene
Mette
4. december 2006 at 16:05Kære Lise-lotte og co,
Min far sagde altid, at man skal dø for at give plads til en anden. Det sagde han med stor overbevisning hen mod slutningen af sit liv. Men hvor er det dog svært at forstå, når så ungt et menneske skal herfra.
Jeg har flere gange i de forløbne dage tænkt på, at du har skrevet, hvor meget julen betød for Alexander og det er på mange måder blasfemisk, at det var nu, han skulle afsted. På den anden side virker det også så rigtigt, at netop dén årstid som han holdt allermest af, skal blive hans for altid.
Jeg er sikker på, at himlen bliver et sjovere sted at være. Nu hvor Alexander er med til at stå for underholdningen deroppe. Mon ikke også din far var glad for at se ham igen?!
Jeg håber, at I med dagen i morgen kan få taget en god afsked m Alexander. Som du beskriver dagens forløb, lyder det fuldstændig som om, det er i hans ånd.
knus, Mette
marianne
4. december 2006 at 15:49Smukt banner.Stærkt at du har overskud til at blogge.
Gode tanker sendes til jer alle.
Ella
4. december 2006 at 15:00Den plads vil jeg besøge Liselotte.
I har gjort en uudsletteligt indtryk på personalet på intensiv. De glemmer aldrig hverken Alexander eller jer.
Hils mormor mange gange fra mig og ønsk tillykke med dagen. Sådan skal det være.