34

Her er vi nu

Så er jeg igen hjemme ganske kort. Jeg har haft den frygteligste nat, med kvalme og angstanfald, fordi jeg har været frygteligt bange for at få Alexanders bakterietal denne morgen. Heldigvis var der godt nyt. De falder. Ikke med ekspresfart, men de falder.

Alexander har stadig god brug for respiratoren. Det vil han have et godt stykke tid endnu, men nu snakker de om når han kommer ud af den og det kan slet ikke beskrives, hvor meget det lille ord “når” betyder for mig, hans mor. Jeg kan vente her fra og til evigheden, hvis det er den tid, det tager.

Alexander er længere tid om at restituere, end lægerne havde forventet. De har konstateret, at Alexander, over en længere periode, har levet med forhøjede CO2-værdier i blodet, som en følge af dårlig iltning. Det svækker lungerne.

Da lægen fik forklaret, hvordan Alexander gennem længere tid har siddet, tilkendegav hun, at det var en plausibel forklaring på hans forhøjede tal. Jeg forsøger at lade være med, at bruge min sparsomme energi på, at føle vrede mod et system, som ikke har formået at give Alexander hverken korset eller en stol, så han havde kunnet undgå dette her, men virkeligheden er, at det sandsynligvis er det som, om ikke direkte, så i hvert fald har været stærkt medvirkende til, at jeg var så uendelig kort fra at miste noget af det dyrebareste jeg har.

Jeg flytter bevidst mit fokus og lægger al min kærlighed og al min styrke hos Alexander, som har så god brug for det lige nu. Han er omgivet af kærlighed og mennesker, som allesammen vil hans bedste, så vi kæmper med alt det gode, vi kan mobilisere.

En skønne dag, er vi ude på den anden side. Så kommer jeg på hårdt arbejde, for det bliver svært at tilgive og finde tillid efter dette her.

Til at opveje dette, har vi så uendeligt mange gode mennesker omkring vores familie. De giver os styrke og håb og det er vi uendeligt taknemmelige for.

Du vil sikkert også kunne lide