Nogle tåbelige mennesker ser det som deres fornemste opgave, at være kloge uanset tidspunkt eller kontekst. Det er anstrengende, at møde den type mennesker, når man forælder til et barn, som mit.
Jeg har gennem livet med Alexander mødt læger, sygeplejersker, sygehjælpere og andre professionelle, som har set det, som deres livsopgave, at sørge for, at jeg og Alexanders far hele tiden lever i bevidstheden om, at Alexander er skrøbelig og ikke bliver så frygtelig gammel.
Vi ved det godt og det er ikke nødvendigt, at minde os om det. Vi ved det. Vi lever med den vished hver evig eneste dag og har gjort det i mange år. Fordi vi gør det, er det så uendelig vigtigt, at mennesker omkring os udviser den fornødne respekt og er præcise, når de skal informere os omkring en ny udvikling for Alexanders vedkommende. Halvkvædede viser, eller hjemmestrikkede teorier, som ikke umiddelbart følges op af professionel rådgivning er nok det i verden, jeg hader allermest.
I dag har jeg tilbragt det meste af dagen ude hos Alexander. Vi har hygget os. Han har sovet det meste af tiden, men der er blevet tid til et eventyr og besøg af Ella og Anne Cathrine, hvilket Alexander syntes var hyggeligt, selvom han sov det meste af tiden. Han nåede dog at fortælle dem, at hans mors valg af historie havde kedet ham godt og grundigt. Så ved jeg det og kan læse noget andet i morgen og jeg blev så uendeligt glad for, at han fandt energien til at brokke sig. Det er gode tegn.
Jeg nåede hjem til aftensmaden og Oline. Bagefter enedes vi om, at vi igen ville køre derud, for Alexander og Kenneth kunne godt bruge lidt selskab.
Da jeg trådte ind af døren var ét blik på Kenneth nok. Han var ligbleg og jeg vidste med det samme, at der var sket et eller andet.
Femogfyrre minutter forinden havde Kenneth, for tredje gang i dag, forsøgt at give Alexander noget at spise. Det hele var kommet op igen med det samme, som de forgående to gange, og denne gang var en sygehjælper kommet forbi. Da Kenneth havde nævnt, at han syntes, at Alexanders maveindhold havde en temmelig underlig farve, havde hun kastet ét blik på det og sagt “Det dér ligner et blødende mavesår. Jeg får fat i lægen” og så var hun ellers gået og havde ikke vist sig siden.
Kenneth sad lammet i stolen med Alexanders hånd i sin og det var ikke let for ham, at fortælle mig, hvorfor han var så chokeret. Han vidste ikke mere end det sygehjælperen havde sagt til ham, inden hun var forsvundet ud af døren, for at kontakte den vagthavende læge. Nu ventede han bare. I chok.
Jeg satte mig hos ham og Alexander og da jeg havde sundet mig, fik vi kontaktet personalet, som ville rykke for lægen. Jeg gik ud med Oline, som ikke skulle overvære samtalen. Hun kunne tidsnok få en forklaring, så hun blev placeret ude i opholdsstuen med papir og farveblyanter. Lægen kom et kvarters tid senere og jeg gik med ham ned på stuen.
Alexander har formentlig et blødende mavesår. Alle tegnene er der. Alexanders krop er stresset og de er ikke uvante med den stressreaktion på infektioner af denne karakter. Infektionen har været langvarig og kroppen har arbejdet på højtryk i lang tid. Det er forholdsvis ukompliceret at behandle. Det forsvinder igen, når kroppen får ro. Lægen var ikke bekymret og umiddelbart så det ikke ud til, at det var ret meget, så der var ikke storstilet alarm, men blot øget opmærksomhed og så selvfølgelig den relativt ukomplicerede medicinske behandling. “Vi ser det jævnligt og det er bare kroppens måde at fortælle, at den er stresset og på overarbejde. I skal tage det roligt. Vi har styr på det” var hans svar til os og det var godt, midt i sorgen over at konstatere, at Alexander ikke alene slås med en infektion, men også er så belastet, at kroppen nu skriger på ro.
Den time vi tilbragte i helvedes forgård, kunne vi til gengæld godt have været sparet for. Med en smule omtanke og menneskekundskab havde det ikke været vanskeligt for den sygehjælper, at sige “Ja, du har da ret. Det kunne ligne noget mavesår, men det er noget vi ser jævnligt og er i stand til at behandle effektivt” eller hun kunne have sagt “Ja, lad os da lige, for en sikkerheds skyld, få lægen her forbi”, i stedet for at diagnosticere alene på hendes erfaring uden at følge op med yderligere oplysninger og i stedet bare efterlade en chokeret forælder. Det er uproffessionelt, så det basker og det er tåbeligt og uden omtanke. Det er, at være upassende klog, som jeg kalder det.
Jeg gik, da hun kom ind på stuen, for at tjekke Alexanders iltning, blodtryk m.m. Jeg håber, at Kenneth fik formidlet vores oplevelse. Jeg var ikke i stand til det, for jeg var alt for vred over at blive efterladt på den måde. Det er jeg stadig.
30 kommentarer
Karin
24. november 2006 at 09:22Godt at høre!
Liselotte
23. november 2006 at 17:11Vi fik en god snak med sygehjælperen.
karen
23. november 2006 at 15:36Korttenkt og uprofesjonelt. Håper dere får støtte og ro nå. Alt godt ønskes.
Marian
23. november 2006 at 15:15Det er svært at komme på ord som andre ikke har sagt, så jeg vil tilslutte mig alle de andre og håber alt godt for jeg alle sammen og at Alexander snart kan komme hjem igen.
Ane Mette
23. november 2006 at 11:56Tænker på jer.
JTH
23. november 2006 at 02:37Puha, det maa vaere noget af udfordring at skulle leve i saa taet kontakt med sundhedssytemet, der jo ikke altid leverer varen. Jeg kan godt forstaa, hvis man bliver frustreret over det. Man er jo selv helt magtesloes.
Du har i oevrigt en fantastisk flot blog. Det maa jeg sige. Jeg er allerede inspireret.
Jeg oensker jer alt det bedste.
Tina - omme i London
22. november 2006 at 23:34Haaber det gaar lidt bedre idag!
susanne
22. november 2006 at 23:00Kære Liselotte
Hvor er jeg ked af at høre, at I nu står midt i endnu en omgang. Kærlige og styrkende hilsener til den stakkels knægt.
Hvor er det godt at du har det overskud der plejer at resultere i strik i lange baner, grafiske tryk masser af gæstebud og alt det andet, der til tider kan virke overmenneskeligt. Mindre ville sandsynligvis have lagt jer selv på langs på Ålborg sygehus.
Jeg har selv prøvet at få stress af bekymring over et sygt barn, og på et tidspunkt bliver ens eget system så belastet, at det næsten kan minde om post traumatisk stress – den angst der følger med, ikke at kunne gøre noget, når ens familie er i fare er forfærdelig. Husk at give jeres eget overbelastede centralnervesystem de pauser det kan få. Kærlige tanker til jer alle fire.
Susanne
Damen
22. november 2006 at 21:26Hej.
Jeg kan godt forstå at I blev nervøse. Jeg synes det er vigtig at I fortæller det til en eller anden på afd. For måske kunne det tænkes at den sygehjælper, i en god mening, valgte at komme med en hurtig replik (ikke lige den rigtige), og så derefter skynde sig at få fat i en læge. At der så måske har været lang ventetid på lægen, det kan hun jo ikke stå til regnskab for. Jeg kan også godt følge dig, når du siger at det kunne være rart hvis hun havde forsikret jer om at man “nemt” kan behandle for et mavesår. Men ligeså lidt som sygehjælperen må stille en diagnose, lige så lidt må hun forsikre dig om en eller anden behandlings effekt, specielt inden den er påbegyndt.
Jeg synes det er så vigtig at I får meldt tilbage ang jeres oplevelse, ellers er det svært for vedkommende at ændre sig.
(Gæt hvad mit arbejde mon er !!)
Johanna
22. november 2006 at 18:58Sikke en behandling. Som om I ikke har rigeligt andet, at tænke på. Håber Kenneth har “formidlet” så hun tænker sig om en anden gang.
Dejligt at høre, at det går bedre med Alexander.
christina
22. november 2006 at 15:27meget uproffesionel behandling. Jeg er selv sygeplejerske og hvis hun var det så skulle hun måske overveje et opfriskende kursus i patientkontakt og information eller bare generel empati og forståelse for andre mennesker. heldigvis er det langt fra alle der er så tankeløse. god bedring med ham
venlig hilsen christina
Irene
22. november 2006 at 14:30Ked harme og god varme!
Og så et lille bitte chin up!
Lise Nielsen
22. november 2006 at 13:14HEj Liselotte..
Jeg tror jeg fandt din blog lidt tilfældigt for et stykke tid siden – og det har jeg virkelig været glad for. Jeg nyder at kikke forbi fordi der sker noget hele tiden og fordi du evner at fortælle om dit liv på en levende måde. Jeg elsker at se dine kreative indput og drømmer om en have som din:-) Når jeg nu læser om din familie og de kampe I kæmper kan jeg se du er dybt engageret menneske der kender dine prioriteter… familie først, siden alt det andet.
Jeg får lyst til at spørge om hvad din søn fejler. Jeg kan ikke rigtig finde det nogen steder og så er det vel bedst bare at spørge direkte.
Jeg ønsker det bedste for jer..
Lise
Tina
22. november 2006 at 11:25Jeg kan godt forstå I blev forskrækkede, det ligner heller ikke noget at slynge sådan en bemærkning ud og så lade den hænge der i luften.
Forhåbentlig går det snart fremad, så I alle kan få en roligere tid sammen.
Karin
22. november 2006 at 08:42Somom I ikke har nok at bekymre jer om!!!
Påtal det!!! Jeg ved at I er drænet for kræfter, men at nævne det overfor hende og/eller en overordnet, vil måske være nok for at få lettet jeres hjerter og give hende en næse.
God bedring til Alexander (det lyder som en floskel, men jeg mener det!) og godt mod til alle I andre!!!
Malene
22. november 2006 at 08:41Hej Liselotte
Ej det er godt nok for strengt – simpelhen ikke rimligt!! Godt han nu får noget behandling, så han forhåbentlig snart kan komme ovenpå igen.
God bering med ham – sender ham nogle gode tanker
Lizelotte
22. november 2006 at 08:02Nu er man jo også noget mere modtagelig for bakterier, Ole, når man er stresset – det går ud over immumforsvaret, og mon ikke Alexanders er i bund for tiden?
Liselotte, hvor var det synd for jer. Stakkels Kenneth, at få den serveret… håber I fik sagt tingene lige ud til rette vedkommende.
Krebsinden
22. november 2006 at 07:09Rigtig god bedring med Alexander, jeg håber inderligt, at han snart bliver frisk nok til, at I kan få ham med hjem igen.
Synd I skulle udsættes for en sådan ubetænksom sygehjælper, jeg håber, at I får klaget over hende, enten til hende selv eller en sygehjælper.
De varmeste tanker til Jer alle.
Ole
22. november 2006 at 06:30Mavesår skyldes som regel ikke stress, men en bakterie: http://da.wikipedia.org/wiki/Maves%C3%A5r
Hanne 2
22. november 2006 at 06:14Et stort, varmt kram herfra!
HenrietteB
22. november 2006 at 04:24Jeg er glad for at høre, at det går bedre med Alexander – jeg har tænkt på jer, men har ikke haft så god tid til at kommentere.
Jeg vil give dig ret i, at sygehjælperens måde at opføre sig på var ubetænksom. Jeg mener nu ikke at hun ligefrem har diagnosticeret – kaffegrumslignende maveindhold får os alle i sundhedssektoren til at handle hurtigt, for det er en observation som kan være meget, meget alvorlig og som der skal handles hurtigt på.
På den anden side er jeg enig i, at vedkommende burde have udvist en langt større fingerspidsfornemmelse og konduite. Og det er øv, at opleve fordi man som pårørende er så frygtelig sårbar og magtesløs og slet ikke har sine vante ressourcer at trække på.
Så øv, hvor en dårlig oplevelse!
:-(
Ane Mette
22. november 2006 at 00:35God bedring til Alexander.
Og hvor kan hun bare ikke være det bekendt. Håber, at hun fik det at vide. Kunne være, at hun blev klogere. Øv :(
Knus og tanker
Lene
22. november 2006 at 00:32øv Liselotte, jeg bliver så ked af det, når nogle af mine kolleger kvajer sig, hvad tænker hun på. Det er desværre også noget vi som pårørende har oplevet, at personalet tror, de kan sige alt ufiltreret til forældre, som er meget involveret i plejen, men forældre er ikke plejepersonale, de er forældre med al den bekymring og angst man har, når ens barn er syg.
Håber snart at Alexander får det bedre. Mange varme tanker herfra.
unsent
22. november 2006 at 00:21Jeg blev så gal da jeg læste dit indlæg. Ingen bør sidde på nåle i så lang med en besked der lyder så foruroligende, for senere at få at vide at det ikke er så slemt som det først lød. Har desværre oplevet det et par gange da min lillesøster var alvorligt syg da hun var spæd, hvor hendes mavemund ikke var udviklet færdig, hvorfor mavesyre løb op i hendes spiserør. Der var også en sygeplejerske der mente at det ville hun da bestemt ikke overleve. Den slags siger man bare ikke!
Susan
22. november 2006 at 00:02Grrrrrrrrrrr.
Hvis en sygeplejerske ikke maa diagnosticere saa maa en sygehjaelper da slet ikke.
Jeg haaber at Alexander snart faar det bedre og at I faar kraefter til at fortaelle en overlaege/oversygeplejerske eller lignende om jeres oplevelse, saa der kan tages haand om det saa det ikke sker igen.
Mange varme og helende tanker herfra
Nadia
21. november 2006 at 23:47Hun burde meldes fordi sygeplejersker må ikke dianocere (eller hvordan det nu staves).. og desuden, må der ikke gå så lang tid uden, hun beroliger jer..
Jeg mener i blev svigtet selvom der gik en lang time eller hvor lang tid der nu gik.
Sender de bedste og aller varmeste tanker til Alexander, jeg håber han kommer ud på den, på den anden side og får gode jule gaver.
Ella
21. november 2006 at 23:44Nej for pokker da også Liselotte – nu er det nok!
Sikke en uprofessionel kone – hun trænger til kursus – det var vel nok godt, at lægen til gengæld var af den rolige og kompetente slags.
Vi frabad os, at andre end den faste sygeplejerske og den faste læge kommenterede Mellemstes behandling. Det var til at blive rundforvirret af alle de forskellige meninger og teorier. Og vi blev mere bekymrede end vi behøvede at være. For det var såmænd tit galt nok i forvejen.
Gode tanker herfra og sov godt :-)
Jeg skal hilse fra Anne Cathrine – hun bander og svovler over jeres oplevelser, siden vi gik.
Nu skal der ro på så Alexander kan blive rask.
Hanne
21. november 2006 at 23:25Uh hvor jeg føler med dig i dit raseri og din afmagt overfor sådan uprofessionel opførsel Jeg håber, at Kenneth er i stand til at forklare hende, hvordan hendes utilstedelige diagnostisering virker !!! Desværre kan der skrives bøger om personale med manglende pli. Som patienter og som pårørende har vi brug for alt, hvad der kan fjerne usikkerhed – absolut ikke det modsatte. Og vi må gøre krav på at blive taget alvorligt samt blive behandlet med omsorg, når vi spørger og er usikre.
Mine bedste ønsker for Jer alle 4.
Katja
21. november 2006 at 23:25Øv at støde ind i sådan en ubetænksom mokke ! Håber A hurtigt reagere på behandlingerne ;-) Sender jer varme tanker og godt mod !
Knus Katja
Tina
21. november 2006 at 23:21Ja ikke for at lyde tåbelig klog, men der er altid nogle i sundhedssektoren som skulle havde et kursus for hvordan man håndter visse situationer. Har heller aldrig været god til at håndter dem så det har altid været Nickys opgave. :)
De bedste tanker til Alexsander, Håber han snart har få ro og mere overskud så han ikke skal slås med så meget.