35

Det manglede da bare…

Klokken 4.30 i morges tog vi beslutningen om, at det ikke længere var forsvarligt, at vente på en antibiotika, som tilsyneladende ikke ville gøre hverken fra eller til. Alexander var ikke engang blå længere. Han var grå.

Jeg ringede efter en ambulance og Alexander blev kørt til modtagelsen ude på Aalborg Syd. Siden har vi hængt ud der.

Jeg så solen stå op fra sjette sal og gå ned fra syvende sal.

Sol op og sol ned

Der er kun farven til forskel.

Alexander er sat i IV-behandling med en alvorlig dosis antibiotika. Han er lagt i ilt og han har sovet dagen væk, mens vi andre har vandret hvileløst op og ned af gangene derude. Han ilter nu fint og tilfredsstillende igen med ilttilførsel, men kan slet ikke selv ilte godt nok, til at undvære tilskud.

Vi har udsigt til nogle lange dages ophold derude og sådan må det være.

Dagen har indeholdt usandsynlige mængder kaffe, tørt franskbrød, ure, som tilsyneladende går ekstra langsomt på sygehusets matrikel, en bil, som pludselig strejkede på et helt usandsynligt dårligt tidspunkt, møde med Falck på sygehusets parkeringsplads,  aftaler med værkstedet om at få kigget på skidtet pronto, tudeture af format og en træthed, som kunne og kan mærkes helt ind i knoglerne. Jeg er udmattet. Træt til benet. Om lidt går jeg i seng.

Der er ikke så meget at sige til det her. Det er sådan det er, lige nu. Det er sådan, det må være lige nu. Vi tager endnu en tørn. Selvfølgelig gør vi det.

Nogle gange bliver det altså næsten komisk. Livet. Grotesk og latterligt, i hvert fald.

Du vil sikkert også kunne lide