2

Ud og så ind

En tur ud i haven. Vi kan altid tage gummistøvlerne på og gå en tur derude, jagte mus og efterårsløv, så det gjorde vi, Oskar og jeg.

Luften er efterårsklar og sprød, som luften kun er i vinterhalvåret. Vi bevæger os ned i bunden af haven, for det er for deprimerende, at være oppe, hvor blomster og krydderurter plejer at sende bølger af sanseoplevelser i vores retning. Sådan er det ikke længere. Nu er her bare dødt, gråt og trist.

Nede i bunden af haven er træerne. De store af dem. Dem med den smukke løv.

Efterårsløv

Bladene skifter farve, mens de hvirvler mod jorden, hvor de ligger i uordentlige bunker og lader naturen gøre sit. Der lugter af forfald og mus og mosegrise har kronede dage, nu hvor kulden sætter ind og al træernes frugt falder til jorden.

Jeg elsker også denne tid. Jeg elsker, når mørket sætter ind allerede klokken 16, for så kan indelivet med stearinlys og lune tæpper sagtens afløse udelivet med solskinsrøde kinder. Det er lige så godt. Det er bare noget andet.

Bregnen

Bregnerne er stadig grønne og smukke, men det varer ikke længe, før havet af grønt visner hen og afløses af de nøgne buske og træer inde bagved. Så får vi udsigt til genboens fortsatte byggeri. Det går langsomt fremad. Nu er ruden i hoveddøren smadret, men han er hjemme, så jeg formoder, at der er styr på det. Som det eneste.

Udenfor ligger byggematerialer, som endnu ikke er kommet i anvendelse. Han når vel til dem engang, men om lidt sætter vinteren ind og det er slut for i år. Jeg tror vi må væbne os med tålmodighed denne vinter, for køn er udsigten ikke, men til gengæld mørkner det tidligere og tidligere.

Han bygger for at sælge. Ikke for at blive glad, men for at slippe. Han gider ikke hus og have. Han har 69 kvm lige nu, så han bygger for at kunne sælge. Ingen gider købe 69 kvm. Nogle gider sikkert købe små 140 af slagsen.

Kastanjerne er havnet ovre ved ham. Nogle af dem. De ligger spredt ude på vejen foran hans hus. Hans børn samler dem gerne, når de er på weekend. Jeg lader dem ligge, til fornøjelse for dem.

Der er råt ude. Så gør det godt, at komme ind igen. Her er lunt og rart. Nu mangler vi bare, at det lykkes med en sekretprøve fra sønnike, som fortsat har feber, på trods af intensiv penicillinkur. Der er noget efter ham. Vi vil vide, hvad det er.

Du vil sikkert også kunne lide