Morgensjov

I to sekunder overvejede jeg, om jeg skal acceptere tingenes tilstand, men det er ikke muligt. Der skal handles. Aktiv indsats i forhold til søvn er nødvendigt, hvis jeg skal gøre mig håb om, at tingene vender. Heldigvis havde Oline og jeg ærinder hos lægen i morges.

Byen er helt og aldeles stille om morgenen. Den er ikke rigtigt vågnet af sin nattesøvn, så man fristes til at færdes forsigtigt og andægtigt lytte til stilheden. Enkelte cyklister og en fodgænger eller to strider gennem regnen, for at møde om et øjeblik, men ellers er der kun Oline og mig.

Vi snakker lidt om, at vores læge har til huse i Aalborgs ældste hus og det sagtens kan betragtes, som et privilegium, at have lejlighed til, at komme derinde jævnligt. Over porten til gården, som vi altid sniger os igennem, sidder hovedet af noget, som kan ligne en løve og vogter over bygningerne.

Inde i gården toner gamle huse frem. Bindingsværket vedligeholdes med respekt for det gamle håndværk og selvom vi befinder os i en baggård, er der også her rent og pænt. Man vil gerne bevare og det kræver omsorg. Sådan er det også for mennesket.

Vi åbner den tunge egetræsdør og træder indenfor til massive egeplanker, smukt udskårne gerægter og sammen beundrer vi det store arbejde det har været, at udskære blomsterdekorationerne. Oline snakker og jeg snakker med, for det handler om, at blive tryg og finde roen, inden vi går ind til Elisabeth. Det lykkes.

Der er lys og varme inde på klinikken og det første vi hører, er Elisabeths karakteristiske grin, som løber langs vægge og paneler. Efter et øjeblik stikker hun hovedet ud fra kontoret og jeg benytter mig af muligheden for en hurtig snak omkring min manglende søvn. Hun har altid tid. God tid. Jeg er glad for hende. Hun er en god læge og meget bedre end ham, som i en kort periode, forsøgte sig som praktiserende læge efter min barndoms læges død. Vi griner. Vi griner så meget, at Oline ender med at finde det pinligt.

Vi finder en mulig løsning på søvn og herefter er det tid til en visit hos Laila, klinikkens sygeplejerske. Vi griner også, snakker og hygger os. Jeg får taget mine blodprøver, målt blodtryk og bliver i det hele taget behandlet med en fin respekt og indlevelse, som er så dejlig at opleve. Bagefter er det Olines tur. Hun klarer det fint og jeg kan mærke, at det er rigtigt for hende, at hun har set og oplevet vores gode snak inden. Hun er ikke urolig.

Bagefter er det tid for skole og prøver på den musical, som Oline og resten af gruppen skal opføre næste torsdag. Jeg kører hende derop, får hende sat af og når hjem, for at indtage dagens første kop kaffe, som smager ualmindelig godt, efter en morgen, som blev en rigtigt hyggelig oplevelse. I aften skal jeg sove. Regner jeg med.