18

Hyggeeftermiddag

Der er hygget igennem på matriklen i dag, hvor Ella kom til frokost og siden kaffe og strikning inde i de bløde møbler. Når lyset udenfor svinder, er det godt, at have stearinlys at varme sig ved.

Vi har strikket og fundet garn til Ella, så hun også kan få prøvet at strikke Fetching. En skøn lilla farve fandt vi, som passer så smukt til Ellas egne farver. Hun talte både indvendigt og højt og alligevel endte det med en optrævling, men det går an, for intet haster. Heldigvis gik det gelinde med snoninger og det hele, så denne gang var der ingen temperamentsudfoldelser, men idyl, så det basker ;-)

Hyggeeftermiddag

Ella fik afprøvet sækkereden og vi havde nær aldrig fået den tilbage, for jeg tror, at hun lå dejligt dernede. Hun er forøvrigt væsentligt mere elegant, når hun skal stige ud af Krøyerbadet, end når jeg vælter og ælter uskønt rundt dernede i desperate forsøg på, at undgå at drukne i skidtet. Hun må vist have sådan en.

Mændene i vores liv måtte i en kort periode udholde strikkesnak, fnis og andet modbydeligt, men jeg tror de overlevede allesammen. De formåede endda at smile ind imellem, så helt slemt var det ikke og når det gik allerværst til, kunne Ole og jeg da også trække ud til køkkendøren og få lidt røg. Det er vist godt med et lille fristed og det kan cigaretten så blive.

Olines lueOline nægter at stille op til fotografering, så jeg snuppede luen, smed den på toppen af hende, mens hun var optaget af computerspil, og snuppede et par billeder. Desværre var de ikke vellykkede, men her kan man da ane snoninger og varme ører.

Jeg er i gang med fingervarmere også og de strikkes frit fra leveren og Fetching er naturligvis forbillede. De skal nok ende med at blive gode og siden kan der måske blive til et lille halstørklæde også.

Fryse behøver barnet ikke at gøre. Køn er hun, men måske ikke ubetinget kønnere med strikken monteret. Til gengæld vil jeg garantere, at hun ikke får permafrost på udsatte steder og hun er tilsyneladende tilfreds, så det er moderen også.

Resten af dagen er forbeholdt ingenting. Så kan det ikke blive meget bedre.

Du vil sikkert også kunne lide