Jeg høster, for mig, ukendte erfaringer for øjeblikket. Jeg er vant til, at jeg er stærk og sej. Jeg kan klare det meste her i verden. Der er stort set intet, som kan vælte mig og jeg er den der står, når resten af verden er faldet. Sådan er det ikke lige nu. Jeg falder.
Det er søndag. Ugedagen, som til sidst udløste den stressreaktion, som jeg lige nu prøver at transformere til en erfaring i kunsten, at lytte til mig selv. Jeg ryster. Jeg er urolig. Jeg har svært ved at finde ro og krop og hjerne mener, at det er nødvendigt, at beskæftige sig med planlægningen af den kommende uge.
Hjernen er på overtid, når den ubønhørligt kredser om aftaler, tidsplaner, medicin, lægebesøg med yngste og ældste, vasketøj, madpakker, forberedelse til ugens opgaver og afgangstider fra matriklen.
Selvom jeg ustandseligt fortæller mig selv, at tiden er der og intet haster, er jeg ikke længere, end krop og hjerne insisterende fortsætter deres leg med mig. Jeg har hjertebanken og dårlig samvittighed.
Jeg har lang vej endnu og jeg ved, at jeg er nødt til at finde noget, at beskæftige hænder og hovede med, men inden vil jeg nyde den kop kaffe, som står og damper her ved siden af. Den gør godt ligesom det gør godt, at tømme hovedet for tanker, ved at skrive dem her.
Jeg overraskes over, hvordan jeg magtede, at hænge sammen i så lang tid, mens jeg stille prøver at overbevise mig selv om, at der er tid. Masser af tid. Det skal nok lykkes.
9 kommentarer
Liselotte
12. november 2006 at 23:21Jeg tror da, at du til dels har ret, men at alt flyder er nu noget jeg gennem tiden har vænnet mig til i rimelig grad. Sådan er det, at have en uforudsigelig hverdag, så den tror jeg, at jeg har rimelig styr på. Du har jo med egne øjne set, at her ikke hersker pinlig orden ;-)
Hvilke forventninger? Jeg tror faktisk, at det er enormt vigtigt, at have forventninger på egne og andres vegne. Det er vel det samme, som at have drømme. Dem skal ingen være foruden, men det er klart, at de helst skal være indenfor rimelighedens grænser. Det synes jeg, at mine er :-)
Kimporator
12. november 2006 at 22:58Man skal vænne sig til at alt flyder – og sænke forventningerne, så har man det bedre. Men lige det er nok lettere for mænd.
Liselotte
12. november 2006 at 17:53Tak for jeres kommentarer allesammen :-)
Jeg skal nok komme efter det, men det tager altså tid, kan jeg mærke. Jeg er ikke udpræget tålmodig, så det er vel i grunden det, som er den største hurdle for mig. Så må jeg lære det ;-)
HenrietteB
12. november 2006 at 16:53Det skal nok lykkes, Liselotte!
Og selv om det ikke er spor sjovt mens det står på, er det en god menneskelig erfaring, at opleve og lære sine grænser at kende.
Varme tanker herfra!
Tina
12. november 2006 at 15:39Husk og ta’ det roligt, du får det værre hvis du lader tankerne tage overhånd. Men ja, det er rædselsfuldt ikke at havefuld kontrol over sin egen krop.
Jeg har fundet ud af at det bedste middel er at være beskæfiget med noget hvor man skal koncentrere sig, f.eks. sudoko eller lign.
Jeg er imponert over at du orker at strikke, for jeg kan have dage hvor strikkepindene føles som to træstammer der skal løftes.
Jeg håber du får en god søndag og en rolig nat, det betyder alverden.
Hege
12. november 2006 at 15:22Kan det hjelpe med litt ros? Neppe! Men du har altså den aller, aller beste blogside jeg vet om. Hver dag gleder jeg meg til å ta en titt inn i ditt liv. På ett eller annet merkelig vis oppmuntrer det meg, særlig når ting går skitt her. Det er noe med din personlige, men ikke private skrivestil, dine vakre bilder, alle fargene – helheten gjør noe med meg. Og så har du det altså ikke godt om dagen. Det er leit å høre. Kan jeg ønske deg lykke til?
Ella
12. november 2006 at 15:03En ting ad gangen – en ting ad gangen – lad det være et mantra.
Det er lettere sagt end gjort, jeg øver mig stadig.
Din hjerne er alvorligt overarbejdet, det er der slet ingen tvivl om.
Skriv en liste over de ting du mener skal gøres – smid de ting væk der ikke er absolut nødvendige – og uddeleger!
Vi snakker om det i morgen, jeg ringer – jeg kommer, hvis du orker det :-)
Anita
12. november 2006 at 13:49Selvom det virker fuldstændig uoverskueligt ligenu, så tror jeg ikke du behøver at lægge listerne fra dig. Hvis jeg kender dig ret, så har du brug for at føle en vis kontrol over situationerne i hverdagen og der kan dit listemageri måske alligevel komme dig til hjælp.
Rigtig rigtig god bedring Liselotte. Du ved, at jeg forsøger at sende dig alle de bedste tanker fyldt med styrke herfra, så godt jeg overhovedet kan, men det er også noget nær det eneste jeg kan – ligenu :o)
Therese
12. november 2006 at 13:22Det er godt at tømme hovedet for tanker. Jeg gør det selv ved at skrive. Både på bloggen men også bare i min lille notesbog.
Din krop har sagt fra nu, og det er godt at du lytter. Jeg er helt sikker på at du kommer ovenpå igen. Det tar tid, men nu lader du det ta tid og det er godt.
Ha en dejlig søndag, med strik, kaffe og efterårsvejr.