Strikketøj kan give ro. Monotonien gør sjælen godt og jeg finder stille ro i, at sidde og eksekvere masker. Jeg strikker. På livet løs, strikker jeg. Halstørklæder, som ingen måske nogensinde får på, men det giver ro og det har jeg hårdt brug for lige nu.
Jeg skal lige finde ud af, at det er okay at lade sig underholde af en film eller noget tv, men det kommer vel. Te og yndlingskiks er underholdning i sig selv. Det er godt nok.
Ind imellem ventilerer jeg lunger, giver medicin og rigelig væske. Jeg tørrer feberhed pande, svinger gryderne og tager mig af dem, som også er trætte og brugte herhjemme. Jeg kan sagtens. Jeg er ikke brugt op, men jeg er nået til smertegrænsen. Der, hvor jeg har hårdt brug for fokus, så jeg kan jonglere og administrere de kræfter, som er til rådighed, så jeg netop ikke ender i et bundløst hul. Jeg tror på, at jeg er foran.
Solen skinner. Jeg kan stadig grine, så jeg får ondt i maven. Jeg får omsorg fra dem jeg holder af. Jeg ryster ikke mere. Jeg tror på det her.
23 kommentarer
Liselotte
8. november 2006 at 20:35Jeg skal ud at gå ture. Ud at trække vejret ordentligt igen. Heldigvis har jeg Oskar, som trækker mig med ud hver aften og vi nyder begge de ture.
Jeg vil tage et kig på den anbefalede bog og tak for rådene allesammen :-)
Bettina
8. november 2006 at 20:24Hej Liselotte
Et par gode råd med på vejen, da jeg selv er blevet ramt af stress for nyligt. I sidste uge kunne jeg slet ikke finde ud af at trække vejret normalt, men kun den overfladiske vejrtrækning. Daglige gåture af min. ½ time har nu allerede givet mig en normal vejrtrækning igen – det kan absolut anbefales og når alternativet er at have det rigtig skidt, er det ikke svært at få traveskoene på i alt slags vejr – det bliver hurtigt en god vane :-)
Et andet råd er et kursus jeg selv er i gang med, som indtil videre virker godt og seriøst: http://www.forebygstress.dk/stress-e-kursus.asp.
Sidste hint er en dejlig bog som du måske allerede har hørt om: Superwoman er en følelse, http://www.anetteellegaard.com/.
Varme hilsner og tanker fra en der nyder at læse din dejlige blog og super skønne billeder. Fat mod, der er lys forude :-)
Pernille Henriksen
8. november 2006 at 10:58Kære Liselotte,
måske skal du simpelthen lavingenting … ikke være produktiv på nogen som helst måde. Ingen oprydning, syltning, bagning, strikning, blogging … ingenting. Bare trække vejret, gå en tur og glo ud i luften og vente på at skuldrene falder på plads.
Ting tar tid. Ro tar tid. Ta dig tid!
Lene
8. november 2006 at 09:45Har lige læst i mit fagblad en artikel om stress/udbrændthed, og der skriver de, hvad du og jeg godt ved, at motion(lange gåture) er stressdæmpende og effektiv ved depression, så selv om vejret er gråt og trist håber jeg , du og oskar finder tid til en gåtur i dag. :-)
Malene
8. november 2006 at 08:06Hej Liselotte
Rigtig god bedring, kender ude mærket godt det med strikning får en til at falde til ro, men kan jo heller ikke lave så meget andet mens man strikker – eller det komme måske an på hvor rutineret man er.
Håber det gik godt til lægen igår, og at du igen kan finde overskud til “livet”…. husk på ting tager tid!!
Tina - omme i London
7. november 2006 at 23:57God bedring til alle – og hyg dig med strikketoejet. Selv strikker jeg smaaboernstoej, naar jeg ikke lige er ved at strikke noget andet. Det er saa dejlig let – og saa faar jeg brugt alle mine rester. :o)
Kimporator
7. november 2006 at 23:10Ja, det er sgu trist som tøsebloggerne krakelerer her for tiden. Alle ønskes rigtig god bedring (de læser alligevel allesammen med her, ævbæv)!
Dana
7. november 2006 at 22:23– og husk lige mantraet, når din sygemelding ophører:
“Superwoman er en TEGNESERIEFIGUR!”
– at gentage fem gange, hver gang man er lige ved at bide mere af, end der er plads til i munden (eller sjælen).
Smid dig ved siden af patienten i sækketingen og lad resten af familien være omsorgsgivere for en stund …
Lene
7. november 2006 at 21:49Pøj pøj til alle i familien, du gør det rigtige Liselotte, og så god bedring med Alexander.
Liselotte
7. november 2006 at 20:00Tak for alle jeres hilsner. De er fyldt med omsorg og gode idéer, så tusinde tak. Jeg skal passe på hænder/arme, Donald, så måske et lærred eller to. Strikningen bliver kun i det omfang jeg gider, så faktisk er der blevet slappet af mere end der er blevet strikket i dag. Det har været fint.
Donald
7. november 2006 at 19:27Vidunderlige kommentarer! Fire Alen Merino, joda.
Det kan da ikke være svært at finde afsætning for et dusin halstørklæder. Vores tøjmand havde sidste eller forrige Jul et halvt dusin striktrøjer, der var så sjove og flotte, og de var revet væk dagen efter. Måske halstørklæder tager dobbelt så lang tid.
Jeg håber du passer på fingrene, var der ikke noget med at du får ondt hvis du strikker for meget? Maledag? Med lærred og staffeli på den “tomme” overetage? Uden familie-kommentarer indtil du vælger et par stykker ud og fremviser dem for underetagen. Jeg kan ikke lade være med at komme med ideer, undskyld hvis det er for meget :-)
Lupo
7. november 2006 at 19:00Lupo sender en virtuel, men dejlig kop kaffe m/omsorg…og et lille knus ved siden af
karen
7. november 2006 at 18:00strikking er terapi og det er ikke tull engang! jeg mener å ha lest at det å strikke involverer begge hjernehalvdeler på en måte som stimulerer til økt ro, harmoni og energi! Jeg synes du er tapper, flink og fantastisk og du trenger tid og ro nå! Jeg ønsker dere alt godt og god bedring!
LoneR
7. november 2006 at 17:38Strik er SÅ fantastisk til at stresse ned på – og gode film midt på dagen, hvor man ellers plejer at arbejde – det er helt lovligt :-)
Mangler du opskrifter? Så skriv endelig.
KH Lone
regitze
7. november 2006 at 16:56så sidder man her og opdatere sig.
og jeg kommer til at sige højt ud i lokalet: Liselotte, lille pus.
det er din tur til at blive pakket ind i fire alen merino og vugget.
kærlige knus og dybe, langsomme vejrtrækninger. seje kone.
Karin
7. november 2006 at 15:50Altså, hvis det kunne give din strikning mere mening er jeg mere end villig aftager til din tørklæder :-) Hvad er prisen? (udover en pakke Better choice…;-)
Anne Stange
7. november 2006 at 15:32Åh ja, de flyvende læger, skønt australsk accent der :-)
Sig mig, Liselotte, har du været i forretningen med de 30%?? Jeg skulle altså ha’ haft for 300.- blandet med ;-)
Ella
7. november 2006 at 15:22Vi må hellere komme i gang med noget Mermaid – det er ikke til at få plads til alle de tørklæder ;-)
Godt at du sidder ned – der er mange film og fjollede serier du ikke har set endnu. Engang fulgte jeg med i ‘ De flyvende læger’ med stor indhu ;-)
Liselotte
7. november 2006 at 14:06Kiksene er Lu’s Better Choice med kanel – uhm… det er vel mere slik, end det er kiks ;-)
Ja, at erkende er første skridt på vejen…
Irene
7. november 2006 at 13:50Ro på!
(Udtalt med nørrejysk, charmerende korte, bløde vokaler!)
Gitte
7. november 2006 at 13:41Av, læste først forrige indlæg efter denne… Det med at erkende at noget ikke er som det skal være, er første skridt til at ændre på forholdene…!
Kirsten
7. november 2006 at 13:39Godt at høre søde! Og godt at du stadig kan mobilisere kræfterne til det “nødvendige”, men husk nu dig selv alligevel. Og tag dén tid det ta´r.
Gitte
7. november 2006 at 13:38Jeg har det på fuldstændig samme måde med strikketøjet… På de tidspunkter, hvor jeg har været mest hængt op, stresset i en tilværelse fuld af arbejde og børnepasning, har jeg strikket tørklæder og foræret dem væk i store bundter…. Og folk kan ikke forstå, at jeg har tid :-)
Men Liselotte… hvad er det for nogen kiks, du spiser?