Vandrende dejfad

Jeg ville svinge træsleven. Smide al fantasien i en skål og lade det hele stå og udvikle sig henad eftermiddagen, hvorefter jeg havde en idé om kæmpestore, seje krummer og sprøde skorper, når vi nåede aftenen.

Jeg manglede bare dejfadet. Det kæmpestore. Det som rummer stort set hvad som helst fantasien byder mig at smide i. Det var væk. Helt og aldeles forsvundet og selvom jeg gjorde mig store anstrengelser, for at finde det, lykkedes det ikke.

Det er så stort, så det ikke kan forsvinde. Det er så stort, så det er næsten umuligt at opbevare i et almindeligt køkken, men det plejer at have hæderspladsen, oppe på toppen af reolen med al lertøjet. Det burde ikke være så svært.

Det er ved at være nogle dage siden, jeg sidst var i haven. I mellemtiden er fadet havnet derude og tilsyneladende ikke uden selskab. Også gulvrengøringsaggregatet stod derude og sådan kan man ind imellem blive så overrasket, men allermest overraskende er det, at det tilsyneladende er gået derud af sig selv. Ingen i min familie har nemlig sat det derude.

Højst besynderligt og nu er vi ude i svære overvejelser omkring indkaldelse af en eller anden form for åndeuddriver. Det er jo tydeligvist påkrævet.