Udenfor falder regnen efterårstung. Inde er der varmt og stille. Kun Kenneth, Alexander og jeg er oppe. Oline sover endnu og onkelen tager sig også en skraber, så det forslår.
Vi har tændt stearinlys. Kaffen står på kanden og der hersker en velsignet ro. Planer er der ikke mange af, men dem der er, er vigtige. Den smed, som skulle komme og forlænge Alexanders fodspark, kom aldrig.
Mandag morgen er aftalen, at Alexander skal starte i skolen igen, for så skulle vi igen have en stol, som kunne fungere i nogle af formiddagens timer, uden at give sønnike yderligere tryksår under fødderne. Sådan blev det ikke. Det burde ikke overraske os, men i hvert fald er vi selv nødt til at trylle nu.
Vi har ikke svejseværk, men vi har fantasi og forældres næsten utrættelige behov for, at gøre livet let for deres børn. Det sidste må bære os igennem, når vi om nogle timer, med hjertet i halsen, forsøger at forlænge fodsparken på det eneste Alexander har at sidde i. Det bliver frygteligt nervepirrende, for går det galt, har vi slet intet tilbage, som sønnike kan sættes i, men der er ingen vej udenom. Uden tilrettelser går det heller ikke. Han skal ikke have flere tryksår.
Ønsk og held og lykke og kryds alt hvad du har. Det gør vi.
28 kommentarer
Irene
29. oktober 2006 at 16:29Liselotte, jeg synes det lyder somom det i har behov for er en “rottweilersekretær”. Et menneske der vil påtage sig at lave alle de tids- og energikrævende opfølgningskald, der åbenbart er nødvendige!
Her i landet er det helt normalt at man må ringe hver dag og skrue bissen på hver gang for overhovedet at få noget lavet. Men jeg har ALDRIG oplevet det sådan i DK. Det har i, skal jeg love for!
‘RMF!
Liselotte
29. oktober 2006 at 16:26Ja, det skulle de. Vi har heldigvis selv løst problemet midlertidigt, men det var ikke der vores sparsomme overskud, skulle være placeret :-(
Irene
29. oktober 2006 at 16:23Tyren ulmer olmt i Eire! Hvor skulle deres legemer dog ristes over en glohed ild!
Liselotte
29. oktober 2006 at 15:32Vi har løst problemet nu, på egen hånd, men ellers var det skam også blevet sådan, at regningen var blevet sendt direkte til kommunen, som så bagefter måtte finde den endelige destination på den :-)
Mia
29. oktober 2006 at 15:17Hej Liselotte,
synes helt klart at du skulle tage imod Joans tilbud og så sende regningen til enten smeden eller ergoterapeuten bagefter. De skal da have overnaturlige argumenter klar, hvis de skal afvise en regning fra nogen som rent faktisk gør DERES arbejde…
Liselotte
28. oktober 2006 at 17:22Ja, det er fantastisk at se, Marit. Der er masser af håb endnu og Kenneth og jeg er i den heldige situation, at vi er omgivet af mennesker, som vil vores familie det godt.
Den slags varmer helt utroligt, når man står her, hvor vi gør :-)
Marit
28. oktober 2006 at 17:07Det her er faktisk utrolig positiv lesning. Dessverre svikter “systemet” som vanlig, men så er det medmenneskligheten trår til. Flott å se at de som kan vil hjelpe! Det gir litt håp for denne merkelige rasen kalt menneske….
Liselotte
28. oktober 2006 at 16:53Tusinde tak Joan :-)
Joan
28. oktober 2006 at 16:52Anytime, Liselotte – gem adressen og byt tilbuddet til et andet når der bliver brug for det :-)
Liselotte
28. oktober 2006 at 14:39Joan, tusinde tak for dit tilbud. Jeg bliver så glad, når jeg oplever, at mennesker, vi ikke kender, tilbyder hjælp :-)
Lige nu er vi i gang med at udrede, hvordan vi kan løse forlængelsen af fodsparken på stolen og der er flere, som allerede har meldt sig på banen også, men jeg vil gemme dit tilbud og vende tilbage, hvis vi får behov for det. Jeg håber det er i orden og endnu en gang, tusinde tak :-)
Joan
28. oktober 2006 at 13:40Vi har et lille smedefirma og vil gerne hjælpe hvis vi kan
Tina
28. oktober 2006 at 13:34Øv hvor er det bare ærgeligt, men dejligt at det er folk som Lene og mand. Håber det løser sig for jer.
Liselotte
28. oktober 2006 at 13:15Ja, det er umådeligt dejligt, at der er mennesker, som gider byde ind med idéer. Lige nu er vi kun på idéstadiet og måske løser det sig uden Lenes mand, som så kan holde en fredelig søndag hjemme, men som sagt er vi endnu ikke afklaret. Kenneth er i byen, på jagt efter løsninger, og lykkes det ikke, står Lenes mand klar i kulissen. Det er fantastisk :-)
Kamilla
28. oktober 2006 at 13:13Nogen gange bliver jeg bare så ked af det, på dine vejne Liselotte. Men i dag nåede jeg at blive glad igen inden længe, fordi der rent faktisk var nogen der kunne (og ville) redde alexander.
Fantastisk Lene og Lene’s mand. Ville ønske jeg kunne hjælpe som dem, men jeg er kun møbelsnedker. . ;-)
Go’ lørdag – og Nyd jeres søndag sammen Liselotte og Lene. Jeg glæder mig til at se billereder og hører referat.
Lene
28. oktober 2006 at 13:03Hej Liselotte
Vi har sendt en mail. :-)
Liselotte
28. oktober 2006 at 12:34Ja, det er tilsyneladende en nødvendighed, Donald. Jeg har bare ikke kræfterne til at gøre det og havde faktisk en forventning om, at der var styr på aftalen og en ergoterapeut i den anden ende, som sørgede for, at følge op på den. Øv :-(
Donald
28. oktober 2006 at 12:23Nødvendighed:
Det gør man jo i andre sammenhæng, det er godt nok et tema med mange variationer. Det kan jo være hans passagerer har glemt at lukke bildøren da han kørte forbi en bus og at hans bil skal på værksted og han selv i fængsel (du har vist set noget lignende ske:-?) Rykker-virksomhed er faktisk en del af et retssamfund.
De to stearinlys på billedet er meget stemningsfulde. De krøllede efterårsblade på de fire billeder fra i går er godt nok underlige og fascinerende.
Liselotte
28. oktober 2006 at 12:13Ja, det er jeg sørme også, Ella. Det er fantastisk at opleve :-)
Ella
28. oktober 2006 at 12:11Det er endnu en ting, der er på listen over svigt, men hvor er jeg glad ,at der findes en Lene og en Landmand :-)
Liselotte
28. oktober 2006 at 12:02Jeg ved ikke, om der er nogen lektie. Jeg ved, at der er noget galt, når man skal til at sætte sin lid til rare og rummelige mennesker, som gider bruge en søndag eftermiddag på et problem, som ikke er deres, i stedet for at kunne stole på et system, som vi alle betaler til hver eneste dag, netop for, at det skal fungere.
Hvorfor er der ikke nogen, som har fulgt op på den smed for os? Hvorfor er der ikke nogen, som har sikret sig, at Alexander fik den hjælp, som han har så hårdt brug for? Øv, hvor er jeg træt og sur og specielt det første er ingen hemmelighed og derfor en stærk indikator på, at de professionelle nødvendigvis må tage over og handle på Alexanders vegne :-(
Lotte
28. oktober 2006 at 11:48*G* Smeden svigtede. Undskyld kan ikke lade være med at grine FOLK ER UTROLIGE fra tid til anden. Gad vide, hvilken lektie vi kan hive ud af den?
Hmm..
Jo Lene er sød. Og hendes mand har et svejseapperat. Det må være lektien….godt der findes “Lener”
L :-)
Liselotte
28. oktober 2006 at 11:44Lene – jeg har sendt dig en mail. Jeg håber du kommer her forbi og ser min besked. :-)
Tak Karin :-)
Karin
28. oktober 2006 at 11:42Det er da fuldstændigt ufatteligt hvad I skal trækkes igennem; ganske uforståeligt og urimeligt at den smed – eller en hvilken som helst anden smed – ikke kunne indfinde sig og dét oven i købet uden at melde afbud.
Jeg håber inderligt at I finder en god løsning – også selv om det er ærgerligt for jer at skulle bruge tankekapacitet og tid på projektet.
Jeg krydser og ønsker!!!
Liselotte
28. oktober 2006 at 11:34Jeg spørger lige manden i huset, Lene. Tusinde tak for det generøse tilbud :-)
Lene
28. oktober 2006 at 11:33Kære Liselotte
Vil I ha hjælp? Landmanden/tømreren vil gerne komme i morgen eftermiddag med svejseapperat og efter bedste evne prøve at hjælpe jer. Vi kan bare ikke i dag.
Kærlig hilsen Lene og landmanden
Liselotte
28. oktober 2006 at 11:31Ja, det er fandenfløjtemig så useriøst, at stå i vores stue, kigge på stolen og Alexander og love, at der sker noget i denne uge – for så slet ikke at dukke op :-(
Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til det her, men det lader til at være nødvendigt, at holde alle op på deres aftaler dagligt, i form af telefonopringninger med edsvorne løfter og trusler om snarlig død ved udeblivelse, men det rækker kræfterne ikke til herhjemme lige nu, så smeden viste sig altså slet ikke…
Ella
28. oktober 2006 at 11:27Jeg tænker, så det knager, om ikke jeg kender en mand, med et svejseapparat og en god sans for hvad der skal til ……. lige nu er jeg blank, der tænkes …
Imens så held og lykke til jer :-) og et kæmpe øv, til den udeblevne smed :-)
Anita
28. oktober 2006 at 11:13I får alle de held’er og lykker jeg har i mig med håbet om, at det løser sig til syvende og sidst :o)