10

Uhm, hjemme igen

Vi tog os sammen. Efter tilstrækkeligt mange kander kaffe, fik vi endelig gjort alvor af det og vækket ungerne, som ellers sov sødeligt. De var nu villige til at stå op, så der blev ikke store dramaer ud af den forestilling.

Bilen blev pakket og ungerne stablet og så var der ellers afgang fra filial Valby, som så tålmodigt havde huset os nogle dage. Vi skulle indenom Fjenneslev på vej hjemad, men det var ingen omvej. På vej over tog vi en tur indenom Kolding, så den direkte vej var vel egentlig heller ikke noget resten af familien forventede, med Kenneth ved rattet. Han kan godt finde vej, så det var intentionen, at turen skulle udvides i begge ender og forøvrigt med vores fulde velsignelse, så nu har vi altså også set Sorø og Fjenneslev, som er på størrelse med vores lokale fodboldbane, cirka…

Broen

Vi ramte broen i strålende solskin og turen over til Fyn var smuk, men der var temmelig meget vind og den slags er en udfordring, når man sidder i en bus, men det gik gelinde og snart ramte vi Nyborg uden at have fået våde tæer.

På Fyn er der altid umanerlig meget trafik og i dag var ingen undtagelse, så vi sneglede os afsted, indtil vi ramte Jylland. Så blev der igen plads på motorvejen og vi tog godt fra, indtil vi endte bagved en motorcyelbetjent, som syntes at have vældig god tid. Det fik vi så også…

Danmark passerer

Mens Danmark passerede forbi bilruden, strikkede jeg det meste af en sok, men det var nu ikke specielt imponerende. På udturen blev det til et par. Til gengæld har jeg så stadig lidt at muntre mig med senere på ugen.

Vi ramte matriklen klokken 18, som lovet, og mor stod klar med aftensmad. Siden har den stået på udpakning, tøjvask og hyggesnak. Nu er vi møre, som kogte kartofler og gider vist ikke meget mere i dag.

Du vil sikkert også kunne lide