Tabletskræk

Jeg ligger underdrejet med smerter, så tabletterne er mine bedste venner. Det sker en gang hvert halve år, at jeg må give op og overgive mig til smerten, kun for at prøve, at bedøve den så meget, at jeg kan fungere rimeligt.

Jeg får gigttabletter, som er så stærke, at jeg går i dørken af dem. Derfor bruger jeg dem nødigt. De gør mig søvnig, slatten og utilpas og det er præcis sådan, jeg har det lige nu. Jeg har kvalme og ondt og temmelig ondt af mig selv tillige med. Oven i dette gør tabletterne mig så svimmel, at jeg ligner en beruset, der raver rundt, når jeg forflytter mig.

Jeg er et af de mennesker, som har et forsvindende lille forbrug af smertestillende medicin. Jeg er dum nok til at lide fremfor at spise en Panodil eller to. Jeg har svært ved at finde ud af, hvorfor jeg hellere vælger at være sølle med hovedpine, end sluge en tablet. Jeg kan undre mig over, at jeg tror på, at det er vigtigt at kunne læse kroppens signaler ved simpel og ukompliceret hovedpine, når alting ville føles meget bedre, hvis jeg tog lidt smertestillende. Jeg er ikke sen til, at anbefale det til andre.

Jeg ville ønske, at jeg var lidt bedre ved mig selv. Lige så god jeg er til at have omsorg for andre, lige så dårlig er jeg til at have det for mig selv, men denne gang er der ingen vej udenom. Denne gang duer det ikke, at tro, at pillerne kan undværes.

Jeg spiser tabletterne, men jeg hader det. Måske er det et levn fra barndommen. Måske er det noget jeg har med hjemmefra. Det at udholde. Det at skulle kunne klare sig uden. Jeg husker ikke, at der blev sagt, at piller kun var til sjældne tilfælde, men måske så jeg det praktiseret. Ved lejlighed må jeg spørge. Lige nu er det tid for endnu en tablet.