Oktoberhaven byder på kulde i dag. Jeg frøs derude, men så kunne jeg naturligvis bare, have iført mig fornuftige tekstiler, i stedet for stadig at tro, at sommeren er her. Jeg skulle have luft og fysisk forflytning for jeg fortsatte, hvor jeg slap. Jeg arbejdede videre og det gav ringe resultat, så det var nødvendigt med en pause, som endegyldigt satte en stopper for arbejdet ved computeren.
Oktober bringer stadig blomster i rigt flor og jeg nyder at hente dem indenfor, hvor de sender stemning af sommer til alle rum. Det er naturligvis det rene snyd og i dag måtte jeg overgive mig og endelig tænde for varmen indendøre.
Indenfor igen nåede jeg kun at stille blomsterne fra mig, inden det bankede på døren. Udenfor stod to pausedamer (yngste var med) sendt fra himlen. De kom indenfor og kaffen blev brygget, så snakken lige kunne flyde frit, inden de igen skulle hjem til aftensmaden. Jeg fik min pause og jeg er nået ned i så lavt gear, så jeg endelig kan slappe af og koncentrere mig om at beslutte, hvilket strikketøj der skal have udelt opmærksomhed i aften. Sikke et dejligt besøg :-)
11 kommentarer
Liselotte
11. oktober 2006 at 21:29Åh ja… det gør jeg også. Min mor gør også… ;-)
Anne Stange
11. oktober 2006 at 21:26Den med underbukserne, den kender jeg bare alt for godt ;-)
Liselotte
11. oktober 2006 at 21:19Jeg finder livet alt for kort, men tager alligevel mig selv i ind imellem at synes, at jeg da også lige burde…. Livet er alt for kort til ikke at nyde nu’et uden at lade sig forstyrre af de ting man engang fik indprentet, at man burde, bare fordi… :-)
Ella
11. oktober 2006 at 21:03Du er velkommen Karin – jeg tror det er en livslang øvelse., som bunder i forældrebåndet vi har kørende oppe i hovedet – “du skal skifte dine underbukser hver dag, tænk hvis du kom på sygehuset” – underforstået: du skal altid være klar til, at andre kan besøge dine gemakker og finde dem rene. Hold kæft, hvor er det lige meget – jeg vil hellere besøge mennesker der ikke er dødtrætte og stressede efter en hektisk rengøring og afretning af børn.
Jeg har gjort det samme engang, for ikke så længe siden. Bare jeg aldrig falder i igen.
Karin
11. oktober 2006 at 20:26Godt udtryk, Ella – “Jeg inspicerer ikke – jeg besøger”. Det vil jeg bruge fremover… altså ordene… princippet har jeg forhåbentlig allerede i brug ;-) Jeg kunne dog godt blive bedre til at tænkte at andre gør det samme… Hvorfor er det sværere den anden vej?
Liselotte
11. oktober 2006 at 19:10Det er fortjent Ella :-)
Ella
11. oktober 2006 at 18:58Sikke en smukt skudsmål at få, fra en familie man kun kan holde af :-)
Vi hyggede os gevaldigt, ligesom jeg er sikker på, at Oscar også gjorde, på skødet af yngste :-)
Anne, tag den fuldstændig med ro, jeg ville ikke bryde mig om at vide, at du havde ligget vandret, inden vi kommer, for at gøre rent. Sådan har jeg selv gjort før, og det gider vi ikke mere – jeg inspicerer ikke – jeg besøger :-)
Liselotte
11. oktober 2006 at 18:43Du kan roligt glæde dig. Hun og hende familie er et dejligt bekendtskab :-)
Anne Stange
11. oktober 2006 at 18:42Det er jeg sikker på hun gør, men når det nu lige er første gang, hun lander her, så gør det ikke noget, at Nugga ikke har beklædt sofaen med 2 tommer hvid hundepels ;-)
Her drøner mennesker ind og ud hver eneste dag, og hvis jeg skulle sørge for, at her hele tiden så “top-swuish-ajax-agtigt” ud, så faldt jeg om! Jeg tager det roligt, men kunne nok stadig blive bedre!
Jeg glæder mig meget til hun kommer :-)
Liselotte
11. oktober 2006 at 18:35Anne, præstationsangst behøver du ikke længere lide det mindste af. De kom uanmeldt og derfor midt i det kaos, som opstår her på matriklen, når vi alle er optaget af hvert vores. Jeg skrabede en sti til sofaen og ryddede bordet, så der lige var plads til et par kopper. Glem alt om det, for det kan umuligt ligne det de ankom til her ;-)
Forøvrigt er Ella et menneske, som kommer for menneskers skyld. Ikke for at beundre rengørings- eller oprydningsstandarden :-)
Anne Stange
11. oktober 2006 at 18:27Jamen så vil jeg da glæde mig til de kommer her i morgen, pausedamerne og deres Hr. Ole :-)
Jeg har sgu nærmest helt præstationsangst over besøget, vil jo gerne ha’ at her ser lidt godt ud og også byde dem på en ordentlig aftensmad, men hva’ pokker, de har sikkert kun øje for Mylingen ;-)
Og så er jeg stadig spændt på, hvad der skal strikkes, det kan jeg måske se, når jeg kommer hjem fra møde om et par timer?!