Alexander og korset duer ikke. Det var en stakket frist, da vi glade meddelte, at han nu havde været i det for første gang. Dagen efter gjorde det ondt og i dag springer vi helt over. I stedet tager vi endnu en gang fat i at forsøge, at få ergoterapeuten til at afdække alternative muligheder, for dette her er fuldstændigt uholdbart. Der er ingen skole eller aflastning før den løsning er fundet, så det haster. Opgaven er en akutopgave.
Jeg har én opfattelse af haster og akut. Det betyder, at man får handlet her og nu, men det lader til, at der findes gradueringer, som jeg slet ikke kendte til. Haster og akut har nu foreløbig varet 14 dage og vi venter stadig…
18 kommentarer
Liselotte
12. oktober 2006 at 19:47Det er fristende, Susan.
Susan
12. oktober 2006 at 19:11BT skriver i dag om en sag i Koebenhavns kommune hvor det tog naboerne 4 dage at raabe kommunen op vedr. en aeldre dame og hendes soen der bare ikke kunne klare sig selv mere.
Maaske skulle vi alle begynde at ringe til kommunen og bede om at de faar fingeren ud og goer noget andet end sidde og skrive emails!!
Artiklen kan ses her: http://www.bt.dk/nyheder/artikel:aid=474612/
og jounalistens email er: piquet@bt.dk ;-)
Liselotte
12. oktober 2006 at 18:47Vi er helt enige, men snakker for døve øren. Det er ganske horribelt :-(
Lene KC
12. oktober 2006 at 18:36Liselotte , lige netop det med at sætte noget i gang(email eller andet) og så ikke gøre mere, for man har jo travlt med andet, det er sådan noget der får mit … i kog. For det første har alle travlt, og derfor bliver skriftlige anmodninger tit “glemt”, for det andet sparer den medarbejder, som tager telefonen og følger en problemstilling til døren, højst sandsynlig tid i den anden ende, både for hende og jer. Jeg synes ikke, det er godt nok med en uge mere, de har haft 14 dage, siden de satte prædikatet haste på jeres problem.
Liselotte
12. oktober 2006 at 15:16Sidste melding til kommunen var, at familien nu er nået til kanten af klippen. Der skal gøres noget NU – og svaret var, at en repræsentant for et givent stolefirma kan komme efter efterårsferien…
Det er fint nok, for trylle kan de naturligvis ikke, men jeg er konstant i tvivl om hvorvidt de undersøger ALLE muligheder. Email er blevet den nye kontaktform og det gælder også for kommunens ansatte, som af den vej hele tiden får lidt respit, fordi de afsender en af slagsen, hvorefter de ikke er forpligtet til andet, end at vente på svar. Tiden går på den måde og jeg mener ikke, at det er rimeligt, at man ikke sætter ALLE sejl ind på at finde en holdbar løsning i en helvedes fart, men min fornemmelse er, at det allerførst handler om at få ryggen fri og det har man jo, når man som rådgiver HAR sendt en forespørgsel afsted. Det er ikke godt nok. Man må ringe. Afkræve et svar her og nu og er det ikke brugbart, må man ringe videre til man ender med et, man kan bruge. Man må handle og ikke kun “på papiret”, men i virkeligheden, hvor det flytter noget.
Vi beder dem om at komme her. Vi beder dem om at møde vores familie midt i hverdagen, så de kan sidde med til bords og få en fornemmelse. Så de tvinges til at se os i øjnene og mærke vores frustration. Desværre har de ikke tid… og det er sikkert sandheden, men det er heller ikke godt nok.
Vores anmodning om AKUT løsning på aflastningsproblemet er blevet besvaret med et “Kan I lige formulere det på skrift?” og jeg griner hysterisk. Jeg griner samtidig med, at jeg synes det her er blevet fuldstændigt latterligt, for hvem fanden tror, at en familie som vores har overskud til at “formulere det på skrift”? Vi sidder midt i et liv, som snart ikke længere kan kaldes at leve, men kun at overleve og så synes de, at de vil anmode om en skriftlig redegørelse for vores behov for aflastning, når hjælpemidlerne ikke er i orden og sønnike har udsigt til en lang periode hjemme. De arbejder naturligvis ud fra direktiver ovenfra, så lederen skal kontaktes nu. Jeg vil ikke længere være til grin. Jeg vil hjælpes. Det er mit behov for rådgivning og hjælp, som giver dem en eksistensberettigelse, men det lader de til at have glemt – og så må jeg vist minde dem om det…
*Suk*, hvor er jeg træt og harm…
Lene KC
12. oktober 2006 at 10:24Liselotte, jeg har godt nok lyst til at ringe til kommunen og fortælle dem et par ting eller tre. Håber at I kan få råbt dem op. Jeg hader når travlhed og lignende får mennesker til at gemme sig bag systemet og lukke øjnene.
Liselotte
11. oktober 2006 at 22:18Vi øver os hver eneste dag :-)
Susan
11. oktober 2006 at 22:06Saalaenge elastikken holder er det jo fint :-)
Jeg er sikker paa at I vil kunne optraede som linedansere, for I maa vaere mestre i balancekunst.
Liselotte
11. oktober 2006 at 21:17Det er også den konklusion vi er nået til, Susan. Vi gør opmærksom på vores eksistens lige nu – kraftigt endda – men husker også, at vi skal samarbejde med disse mennesker, om det dyrebareste vi har, i mange år endnu. Det er balancekunst på højt plan :-)
Susan
11. oktober 2006 at 21:14Liselotte, man skal ikke straekke sig saa langt at elastikken knaekker. Det lyder som om jeres elastik er taet paa.
Pas paa jer selv og husk at det er ok at vaere besvaerlig – jeg synes nemlig at det lyder som om I har vaeret for lidt besvaerlige.
Liselotte
11. oktober 2006 at 19:11Ja, forsøges må det snart, men vi strækker os langt i håb om snart at få etableret et samarbejde, fremfor et dobbeltarbejde ;-)
Susan
11. oktober 2006 at 19:04Maaske kunne det vaere nok med at true med formiddagsaviserne – det burde vaere nok!
Irene
11. oktober 2006 at 18:52Formiddagsprøjternes festmåltid i sigte …
Liselotte
11. oktober 2006 at 18:19Jeg tror snart, at de skal have at vide, at det her efterhånden ligner en sag, som ikke tåler dagens lys… *suk*
Susan
11. oktober 2006 at 17:40Man burde ringe til dem og spoerge dem, hvis nu det var nogen i deres familie hvad haster og akut saa betyder.
Min mor ville sige at det er direkte uartigt at opfoere sig saadan.
Jeg vil bande paa finsk, hvis jeg kunne – jeg kopierer bare Irenes:
Perkele! Voi perse! Helvetti!
Irene
11. oktober 2006 at 17:39Solidaritets ‘RMF!
Ekstra Bladeskortet ville jeg begynde at trække ud af ærmet, snart, meget snart!
Finnefan, godt ord, ing?
Liselotte
11. oktober 2006 at 16:46De gør i grunden så meget med stil, Irene. Jeg kan lide dem…
Jeg kan til gengæld ikke lide, at vi fortsat skal vente. Helvetti!
Irene
11. oktober 2006 at 16:26Perkele! Voi perse!
Jeg er begyndt at bande på finsk, det synes jeg nemlig de gør med stil!
Helvetti!