Jeg har trukket det korteste strå i verden og fået opgaven med at sidde med ved bordet, når yngste skal cementere skolelærdommen hjemme på matriklen, med et bredt udvalg af opgaver, som skal løses.
Det kan siges kort. Jeg hader det!
Jeg kan ved min død ikke forstå, at det skal være sådan en kamp, at forklare hende de mest simple ting.
Jeg har gransket min sjæl og forsøgt mig med utallige fremgangsmåder, for der er ved gud ikke noget værre, end mennesker, som optræder bedrevidende, så serveringen skal være appetitlig og sjov, men lige meget hjælper det, for hun ganske enkelt hader, når der er noget, som hun ikke forstår. Hun går helt i baglås og er ikke i stand til at lytte, når tingene forklares og hun næsten græder af frustration.
Jeg tæller til ti. Mange gange ti. Jeg går lidt og kommer tilbage. Jeg tænker så det knager, mens jeg prøver at huske, hvordan jeg selv havde det, når jeg stødte ind i ting, som jeg ikke umiddelbart forstod, men jeg mindes slet ikke denne form for raseri og afmagt.
Det nytter ikke at skælde ud, for det er følelser, som blottes. Hun er helt åben og utroligt sårbar og nerveenderne hænger og dirrer i lokalet, mens jeg forgæves forsøger alskens idéer udi at gøre hende forståeligt, at man altså ikke kan være god til alting. Matematik er og bliver hendes akilleshæl. Hun vil være advokat. Jeg tør næsten garantere, at hun i hvert fald ikke bliver matematiker.
30 kommentarer
Liselotte
10. oktober 2006 at 10:51Tak Lotte, der var noget at tænke over :-)
Lotte
10. oktober 2006 at 09:34Vi havde samme problem. Indtil vi fik den rigtige matematiklærer. Han var speciel. Lige meget HVAD ungerne skrev, regnede sig frem til, så roste han dem, og satte rigtig ud for regnestykket. Visse forældre i klassen var rasende, for det VAR ikke altid rigtigt. Men det der skete var, at ungerne oparbejdede en tro på at de OGSÅ kunne det. I mellemtiden lagde han mærke til, hvad der så var rigtigt i de forkerte stykker og satte ind og styrkede dem der. Det havde enorme konsekvenser for hele klassen. Dem der var dårlige til det fik selvtillid og en selvfølgelighed over matematiktimerne. Jeg er sådan en, der kan matematik-agtig-følelse. Han accepterede simpelthen ikke at de sagde, at de ikke kunne. Det var kognitionstænkning så det drev og det virkede. Problemet er (sikkert?) at hun for længst har overbevist sig selv om, at det kan hun bare ikke. Og det ER ikke rigtigt. Det handler om hvilken bevidsthed, man går til opgaven med.
En idé. Start hende forfra med matematik. Lad hende lære DIG det. På den måde kan du få overblik over, hvad hun ikke kan og det bliver hendes ansvar at give DIG en oplevelse af, hvad matematik er for noget. Lån nogle bøger om matematik for begyndere og gør det til et kognitivt projekt, der handler om at udfordre, hvad man mener man kan.
Følelsen skal komme fra hende selv, det er rigtigt, men så alligevel ikke for nogen har jo ødelagt det for hende, og hvem det så er kan man jo gætte på, en lærer måske, de andre klassekammerater, dårlige hjemmeoplevelser osv?
Erkendelsesmæssigt er der INGEN forskel på at kunne regne og stave feks. det er noget vrøvl at tro, der er. Tilsæt den der med “evner” og kimen er lagt til den vildeste minus selvtillid i de små hoveder, det er ikke Olines achilles, det er skolens eller samfundets om du vil. Det giver jo absolut ingen mening at forestille sig, at man sagtens kan stave, spille musik eller analysere ting, men bare ikke kan regne. Det handler om bevidsthed og jeg har set det virke med hele klasser. Vores lærer vendte simpelthen en hel klasse, og de klarede sig gennemsnitligt til den endelige eksamen.
L :-)
Jo og så en anden ting, mange sige, at matematik skal man ikke forstå, det skal man bare kunne. Det er også noget vrøvl, man skal forstå præcis HVAD det er, der sker i systemerne og hvorfor det er som det er. Strukturen er essentiel. Generationer har lagt ryg til denne udtalelse: Du skal ikke forstå, du skal bare acceptere, det er noget vrøvl. Så snart hun forstår systemet og kan se perspektiverne, altså dem der rækker ud over, at det er smart at kunne regne købmandsregninger sammen, så er det ganske almindelig analyse for hende på linie med ALLE andre analyser. Uden at kende ungen kan jeg levende forstille mig spørgsmålet HVORFOR er det sådan, mor? Og svaret: Sådan ER det bare. Imidlertid der er INTET der bare er fordi….ALT har en årsag. Særligt indenfor matematik.
Giv hende den her bog:http://www.saxo.com/item/136689
Den starter fra bunden. Et helt andet sted. Det vil være en god start og give hende fornemmelse af HVORFOR det er sådan.
Nå det blev langt *G*
Liselotte
9. oktober 2006 at 16:33Nej Helle, det er ikke den sjoveste opgave i verden, at skulle sidde med ved en frustreret unges matematiklektier ;-)
Helle Læsø
9. oktober 2006 at 14:57Hej Liselotte.
Har selv lige siddet i mit “ansigtsfodsved”, og hjulpet den store med matematik. Det er sq noget af en kamp. Og jeg er altså ikke den store matematikpædagog. Men i dag gik det nogenlunde. Det plejer at ende i gråd, og det er altså ikke særligt fedt, når man bare ønsker at hjælpe det “stakkels” usikre barn. For det er nemlig det, som er problemet her. Lea skal altid være 110% sikker på at det er rigtigt, og hun tror ikke på, at hun kan. Det er så bare så meget “federe”, når hun så endelig “ser lyset”.
Den “bette”, derimod, er aldrig i tvivl om, at hun kan alverdens ting. Og det kan hun så også. Hun kommer hjem fra skole, og går ind til sig selv og laver lektier. Bagefter kommer hun så og viser det hun har lavet. Håber så bare, at det bliver ved med, at være så nemt for hende.
Ha en dejlig uge, og god ferie. Vi tager en lang weekend i Jesperhus, som efterårsferie. Det glæder vi os til.
Helle
Lene KC
9. oktober 2006 at 09:47ja jeg prøvede at trykke opdater, selvom jeg ikke ændrede noget, så det … :-)
Liselotte
9. oktober 2006 at 09:46HOV! Du er da på Blogbot – med et nyt indlæg klokken 8.44, så det… ;-)
Liselotte
9. oktober 2006 at 09:45Hmmm, så er jeg bange for, at jeg ikke har flere gode forslag Lene, men måske andre kan hjælpe?
Lene KC
9. oktober 2006 at 09:40det står der allerede, Liselotte, så hvad der lige går galt, ved jeg ikke.
Liselotte
9. oktober 2006 at 09:28Lene KC – Prøv at logge på Blogbot og gå ind i “Min konto” og videre ind i “Min weblog” og sæt denne adresse ind i feltet, hvor du kan tilføje din weblog: http://underet-er-at-vi-er-til.....om/rss.xml
Prøv så at se, om det ikke hjælper :-)
Lene KC
9. oktober 2006 at 09:15kære Liselotte, dette har intet med ovenstående at gøre, eller har det?
Første dag jeg tilmeldte mig blogbot virkede det, men i går og i dag ryger mine indlæg ikke på. Der står på blogbot, at sidste opdatering var i går 18.30, der står i øvrigt også noget om at “pinge”blogbot, men jeg er tilsyneladende fatsvag hvad angår blogbot, kan du hjælpe mig ?
Liselotte
9. oktober 2006 at 09:07Jeg håber, i mit stille sind, at denne “blokering” forsvinder efter succesoplevelserne, som netop kommer, når jeg spørger i stedet for at forklare. Jeg håber hun finder ud af, at hun rent faktisk kan regne, for det ville hjælpe hende gevaldigt i forhold til opgaverne, som jo skal løses.
Hendes matematiklærer og vi forældre har snakket med hende om det, ved flere lejligheder, men det er ikke tilstrækkeligt, at vi forsikrer hende om, at hun kan. Følelsen skal komme fra hende selv, så jeg håber stille…
capac – en skønne dag vil vi kunne nøjes med at tænke på de her stunder ;-)
Susan
9. oktober 2006 at 07:49Donald: Lige praecis det har hjulpet Cathrine, som ellers godt kan lide og finde ud af matematik, men som ogsaa gaar i sort nogen gange.
Donald
9. oktober 2006 at 07:35Min søn var god til matematik osv. og alligevel har jeg oplevet det samme, som “enfar”:
Jeg tror, du har godt greb om begreberne og det, at tallene er menneske-opfindelser, som er praktiske, så måske hvis du stiller spørgsmål i stedet for at forklare?
Susan
9. oktober 2006 at 04:31Liselotte, ja saa er hemmeligheden jo at goere hende opmaerksom paa det naar hun faktisk bruger matematikken uden at taenke over det: “Hov, Oline – hvordan var det lige du fandt ud af det?”, og selvfoelgelig rose hende en masse (uden at “patronize” hende) naar hun goer det rigtigt og godt.
Det goer du sikkert allerede, maaske skal hun have en frisk start med en anden, jeg kom gerne forbi, men der er nu lidt langt.
Jeg tror jeg noejes med at vaere tutor paa Cathrines skole for een som vist har ret svaert ved det, men hun lavede nu det hele rigtigt sammen med mig, naermest uden min hjaelp, foerste gang jeg var hendes tutor. Jeg hjalp hende kun med at huske at laese hele opgaven inden hun gik igang – og hun fangede mig een gang i ikke at goere det ;-) , det grinede vi lidt af.
capac
8. oktober 2006 at 23:46Vi deler skæbne, Liselotte! Også jeg er nøje udpeget af Frøknen til at gelejde hende gennem matematikkens, tyskens, engelskens, danskens osv. – gådefulde verden. Især når det drejer sig om matematik, som jeg aldrig rigtig forstod dengang i folkeskolen, går bølgerne højt. Det er hårdt arbejde, men det hjælper. Og jeg tænker ved mig selv: Der kommer en dag, hvor jeg vil tænke tilbage på alle disse stunder… ;-)
Liselotte
8. oktober 2006 at 23:08Tusinde tak for alle jeres indspark. Jeg har endnu ikke afdækket, hvad Olines største udfordring er omkring regning/matematik, men er temmelig overbevist om, at det handler mere om en blokering end et reelt problem. Hun får nærmest tics alene ved tanken om det vi skal i gang med og i virkeligheden kan hun sagtens finde ud af det, men blokerer spontant og ender så med, slet ikke at kunne noget af det.
Jeg tror nøglen til succes ligger gemt i hemmeligheden bag at få hende til at mærke og forstå, at hun faktisk ikke er dum til faget, men bare har fået overbevist sig selv om, at det duer hun ikke til. Hun viser mig, gang på gang, at hun sagtens kan regne, men det sker spontant og i de øjeblikke, hvor hun ikke er bevidst om, at det er hendes værste mareridt vi sidder midt i. Jeg håber det fortager sig – og vil forøvrigt huske at fortælle hende, at man sagtens kan studere jura, uden at være en knag til den slags ;-)
Adam – jeg tror du tænker på Kyssefrøen, som netop var en gave fra Visitsen. Den gemmer sig lige her.
Hanne
8. oktober 2006 at 21:25Jeg er også talblind og lærte først at leve med det omkring de 30 år.
– Indtil da havde jeg komplekser over det, det var pinligt, bl.a. ikke at kunne finde ud af byttepenge (som visitsen skriver).
…Jeg mindes kampe som barn med min far om uforståelige regnestykker, ligemeget hvor meget jeg prøvede “at regne den ud”!
….Jeg mindes frygtelige morgener før skolestart,når jeg vidste vi skulle have regning den dag.
… At vi så havde en kvindelig psykopat til lærer, der gjorde de knap så kloge udi netop det fag til grin ved at hamre sit hoved ned i katederet for at demonstrere sin afmagt, gjorde bestemt ikke faget bedre!(Kvindelig lektor Blomme!)
Det jeg vil sige er, få hjælp/ekstra lektiehjælp til det fag. Undervisningen skal måske gribes an på en anderledes måde :-)
Idag klarer jeg mig storartet :-)
Lene
8. oktober 2006 at 21:17Ahem som underviser vil jeg undlade at blande mig i den her, blot liiige give et hurtigt lille fif, til lektielæsningen; hvis klappen går ned så tag et timeout, ganske, ganske, ganske kort. Spørg f.eks om noget helt andet, det kunne være om noget af det hun bruger sin fritid på. Altså når i sidder og terper, og klappen går ned, så fasthold hende i lektiesituationen, men tag et sidespring, spørg om noget du ved hun er ekspert i, tal kort om det, og vend så tilbage. For så er klappen ofte gået op igen, og man kan starte med det svære stof. Uden at sige at læringsstile er løsningen på alt, vil jeg dog tilføje at det kan være en fordel at kende sin egen læringsstil- gør Oline det?
:-)
Lene KC
8. oktober 2006 at 21:01men det jeg oplevede var at min datter gik i sort, hvis andre end jeg prøvede. Overfor mig turde hun erkende problemet, det var langt sværere overfor andre.
Et eksempel : hvis man spurgte hende hvad er 8 divideret med 2, så kunne man bogstaveligt se klappen,der blokerede. Hvis jeg så sagde du og bror får 8 æbler, hvor mange får i hver, 4 kom det prompte. Men at bygge videre på det syntes jeg var svært i de største klasser. Hun er blevet student men ikke matematisk student ;-)
Susan
8. oktober 2006 at 20:43En far: Det der med at den man skal forklare noget har bestemt sig for at det er svaert og det kan han/hun ikke finde ud af. Det er nok den svaerste hurdle at komme over.
Matematik og regning er jo 2 vidt forskellige ting, saa at matematikere ikke noedvendigvis er gode til hovedregning kan jeg sagtens forholde mig til. Vi har den samme fordeling her hjemme, min mand kan hovedregning mens jeg kan faa excel til at goere praecis hvad jeg vil have den til ;-)
Jeg kommer ogsaa til at taenke paa alle dem der homeschooler, de maa have et specielt forhold til deres boern, gad vide hvad de goer?
En far
8. oktober 2006 at 20:31“Så fat det da!” er helt oplagt, ikke?
Det kræver et helt specielt forhold, at kunne undervise hinanden indenfor familien. Jeg kan ikke mindes at have set det, uden at det er endt i skænderier.
Det værste er folk, der fokuserer så meget det, at de ikke kan forstå det, at de ikke lytter efter. Det sker for voksne og for børn, det sker under indlæring, og det sker til eksamen. Jeg har siddet på begge sider af bordet under eksamen, og har oplevet det hos mig selv, og hos andre.
Når først nerverne hænger udenpå tøjet og paraderne er oppe, så kan man ligeså godt holde pause. Ethvert forsøg på at fortsætte vil kun forstærke det.
Jeg har oplevet at skulle prøve at forklare min mor noget om computeren, men en blanding af angst for at gøre noget forkert og forudindtagethed om, at hun 1) ikke forstår det, 2) aldrig kommer til at forstå det, 3) er for gammel, gør det komplet umuligt at passere med viden.
Måske er hun talblind (selvom sandsynligheden ikke taler for det), måske skal hun bare tage den lidt med ro, og eventuelt få en anden til at sidde ved siden af, når hun løser stykkerne.
Vistisen, de bedste matematikere jeg har mødt, har ikke kunnet lægge to og to sammen. Skolen er der, men enhver ved, at forældrene (eller andre i familien) altid bliver blandet ind i både repitition og indlæring. Det kan ikke undgås.
Susan
8. oktober 2006 at 20:26Jeg foeler med jer Liselotte. Cathrine har meget svaert ved at faa noget forklaret af mig, jeg kan huske at jeg selv gik i baglaas naar min mor eller far skulle forklare mig noget.
Ideen med at finde en anden til at hjaelpe med lektierne er god. Maaske en gymnasieelev, een som kan saette sig i hendes sted og som hun maaske kan have lidt “storesoester”snak med :-)
Jeg tror at saasnart det ikke er mor eller far saa er det meget nemmere at modtage raad og vejledning.
Kamilla
8. oktober 2006 at 20:23Åh hvor jeg husker endeløse timer både i skolen og derhjemme. Kæmpede med matematik, og dansk.
Jeg hadet det! Virkelig virkelig meget. Og jeg tuede og gav mine forældre grå hår i hovedet – og jeg ved at det må ha gjort så ondt på dem.
Jeg var vred over at min hjerne ikke virkede – at “de andre” i klassen kunne sidde og lire regnestykker af og jeg ikke engang forstod hvordan de var bygget op.
Har du undersøgt om hun har basis i orden? For jeg fik en fantastisk åbenbaring, fordi jeg efter HF begyndte som lærling, og der kunne man få matematik til 9 klasses nigeveau, hvis man ville. Det ville jeg gerne. Det var en stor oplevelse, fordi der var nogen basis begreber jeg fik lært. Det gjorde at mange ting lige pludselig gav mening.
Men jeg fandt også ud af, at jeg er både ordblind og talblind. Det er sikkert ikke et issue endnu, men en mulighed der jo kan undersøges.
Men jeg har ondt af Oline – også lidt ondt af dig, men jeg kender ikke til det at være mor, så jeg kender kun din datters frustration.
Søndage skulle gerne bruges på dejlige ting, som hjemmebagte boller og glade miner.
Jeg håber i får det godt lige om lidt.
Adam
8. oktober 2006 at 20:23Pigen på 12 år her i huset, har det på PRÆCIS samme måde. Hverken lidt fra eller lidt til, den situation du beskriver, er som taget ud af vores virkelighed. Copy/paste nærmest…
Hvorfor skriver jeg så det, måske hjælper det at vide, at du ikke er den eneste forældre der oplever det, måske hjælper det at vide, at dit barn ikke er det eneste der reagerer på den måde … Ved ik, men nu ved du det!
/adam
ps. den der frø der var et billede af på i et af dine indlæg en gang. Den med en krone på hovedet. Jeg har ledt og ledt, men kan ikke finde den, hvor er den ?!
Ella
8. oktober 2006 at 20:12Arghhh – jeg husker det også alt for godt både fra børnene og fra mig selv.
Jeg fattede ikke matematikken, eller også var vi ude i en massiv blokering. Først senere, gik der en prås op for mig. Men det er hæsligt, mens det står på :-(
Ideen med at lave en cut og finde en, der kan bryde den onde cirkel lyder god, så er I også fri for alle de trælse oplevelser omkring det. :-)
visitsen
8. oktober 2006 at 20:11For det første:
Hverken mine forældre eller jeg vidste at der var noget der hed talblindhed (http://www.talblindhed.dk/) dengang jeg kæmpede en ulige kamp mod tal og deres funktion – har du eller skolen tjekket hendes problemer mod de symptomer der er på den stadig skjulte lidelse?
For det andet:
Hvor er skolen i det her? Jeg kan godt forstå at man som forældre skal sikre sig at der læses lektier og måske hjælpe i en eller anden mindre form – men som du forklarer dig, så lyder det som om at det er dig der har den indlærende opgave – det lyder fuldstændigt forrykt.
For det tredie:
Jeg kom igennem folkeskole, HF og universitet (netop i jura) uden at komme overens med tallene – så man “behøver” ikke at kunne med tal og matematikl for at få sig en uddannelse.
Og til allersidst:
Jeg kan stadig ikke regne mine byttepenge ud i hovedet og mine manglende talfærdigheder, gør faktisk min hverdag noget besværligt, da talblindhed (ligesom ordblindhed tidligere) stadig har et stigmata af dumhed over sig
Lene KC
8. oktober 2006 at 19:28Uh som jeg husker det, min datter har desværre aldrig fundet nøglen til matematik. Hun har prøvet og prøvet, og jeg er slet ikke i tvivl om at havde man undervist udfra kreative opgaver, så havde hun nok fattet det. Jeg har ikke en løsning, Liselotte, og jeg husker alt for godt, når jeg glemte at trække vejret og tælle til ti. I dag er jeg ked af, at jeg ikke prøvede at finde en, som kunne tage udgangspunkt i kreativitet, og så give hende ekstra timer. Men der var så meget andet, der fyldte.
Liselotte
8. oktober 2006 at 19:26Tak for rådet, men det er skam også forsøgt, men uden større held :-(
Nej, jeg tror bare, at jeg kan konstatere, at hun lige nu har besluttet sig for, at hade matematik. Måske ændrer det sig med tiden, som det gjorde for dig. Jeg håber det :-)
Det bedste
8. oktober 2006 at 19:10Tag det fra en som ved Gud aldrig interesseret sig i skolen, før hun kom i 9 klasse. Jeg kom der kun for at se mine venner. Jeg var ikke dårlig i skolen, det havde bare slet ikke min interesse, for min fantasi blev så sjældent udfordret, det kreative fik ikke lov til at komme ud.
Min Far og jeg tilbragte 1000 vis af timer foran lektierne, de gange jeg lærte mest var når vi var ude og rejse, det var vi rigtig meget ca. 2 måneder ekstra om året. Jeg forstod bare ikke matematikken. Jeg klarede mig rigtig godt med sprog og dansk men matematik var hade faget. Først den dag jeg forstod, hvad det rent faktisk skulle bruges til. Altså at man ikke kan bygge noget som helst uden at bruge tal, at tal er i alt. Virkelig alt! I dag er en del af det arbejde jeg laver budgetter og jeg må indrømme at det er vildt sjovt, nu ved jeg jo også, hvad det skal bruges til, uden budgetterne kan jeg ikke lave kunst.
Mit råd, forklar sammenhæng, fortæl hende, hvad den opgave hun laver ligenu også kan bruges til F.eks i fremtiden.
Anette
8. oktober 2006 at 18:54Jeg har det lidt på samme måde med min søn, som “kun” går i 2. klasse. Og jeg som troede at det blev bedre :-)