Der dufter gennemtrængende af kanel i hele huset. Radioens P4 underholder i baggrunden og jeg slæber Dahlia til huse. Det kan sagtens gøres mens tærten er i ovnen og Oskar har godt af at komme lidt udenfor.
Der er stadig spor af narkose i kroppen og helt stabilt gående er han ikke endnu. Det gør ingenting, for han er på vej og har det allerede bedre, men han er pylret og klynker lidt med mellemrum. Det hjælper så, at sidde lidt på skødet. Han er som en baby lige nu og sov tæt op af mit ansigt hele natten, hvor han ind imellem vækkede mig, for at sikre sig, at jeg var der. Jeg påregner udsmidning af soveværelset i nat. Jeg sover kun med manden i mit liv, hvis jeg selv kan bestemme. Sådan er jeg nemlig så mærkelig.
Om lidt skal tærten ud af ovnen. Jeg tror den er blevet fantastisk og om lidt vil jeg sende Kenneth ud efter god vanilleis, som skal spises til. Lammeryggen ligger til optøning. Menuen er på plads. Der skal hygges igennem.
2 kommentarer
Liselotte
7. oktober 2006 at 17:34Pjosket er skam hunden i mit liv, men derfor gider jeg altså ikke sove sammen med ham, for selvom han er en lille hund, bruger han det meste af sengen ;-)
Randi
7. oktober 2006 at 15:51Altså Liselotte, Pjosket er vel hunden i dit liv – og der kan vel god være plads til begge i soveværelset ;-)
Siger hende, som for længst HAR bøjet sig for hundefrit soveværelse om natten….:-D
Der nu ikke noget så ynkeligt og lidt morsomt, som hunde der langsomt kommer til sig selv efter narkose. Tunge øjenlåg og langsomme reaktioner – og puttetrang, som du siger. Barkas er efterhånden så hårdfør udi anæstesiens “glæder” at han er frisk meget hurtigt efter. Men jeg husker tydeligt de første gange, man blev jo selv helt søvnig bare af at kigge på ham.