Ananasmynten strutter af sundhed og jeg frydes dagligt, når jeg kan hente bundter ind, knuse dem og smide dem i en kande vand, som så smager vidunderligt.
Sammen med resten af krydderurterne står den frisk derude i efteråret og den trives endnu, men det varer ikke længe inden den begynder at hænge med hovedet.
Inden det sker, vil jeg ud for at hamstre krydderurter. De skal bundtes og hænges til tørre, så vi har forsyninger til vinteren. Der er masser af forskellige krydderurter og det allerbedste er min timian, som forbliver kraftig og smagfuld, selvom den ender, som en tørret lille visk.
Måske får jeg tid i weekenden. Det ville være et godt tidspunkt for krydderurtehamstring, så jeg satser på, at vejret holder tørt, så det kan lade sig gøre.
Alexander kommer ikke i aflastning. Såret er endnu ikke lægt, så vi tør ikke begynde at eksperimentere her så tæt på målet. Hellere vente og så være sikre på, at vi ikke skal starte forfra. Vi overlever allesammen, men det var en halvstor kamel at sluge. Til gengæld kan han måske hjælpe med at bundte og så finder vi nok lidt at grine af…
5 kommentarer
Liselotte
5. oktober 2006 at 17:34Jeg tror heller ikke, at Oline lider nød. Jeg er i hjertet overbevist om, at hun bliver et helt og godt menneske, som på ingen måde har manglet andet end det teenagere almindeligvis synes, at de mangler: retten til at bære make-up, meget mere tøj, Björn Borgs undertøj, forældre med talent for at forstå, flere lommepenge, færre pligter o.s.v., men det er rart at læse din historie, så tak for den, Irene :-)
Irene
5. oktober 2006 at 17:22Jeg kender en familie, hvor et af tre børn var alvorligt syg i mange år, flere gange på dødens rand. Storebroderen og lillesøsteren, som ikke fik helt så megen udelt opmærksomhed levede med det og den dag i dag, hvor de er næsten voksne, giver de udtryk for aldrig at have lidt afsavn. Sygdommen hos deres søster blev ganske enkelt en integreret del af deres tilværelse og fordi de ikke kender et liv anderledes, så er de glade!
Og forældrene, de kompenserede løbende … I ordets bogstaveligste forstand.
Liselotte
5. oktober 2006 at 16:55Ja, vi lever vel med, at der ikke kan planlægges det mindste for øjeblikket, men det går jo alligevel og den unge mand er skønt selskab, så det skal nok blive hyggeligt, selvom jeg gerne havde set lidt alenetid med yngste, men vi kompenserer hele tiden, så det går :-)
Ella
5. oktober 2006 at 16:35Det er jeg med – hvor er det ærgerligt at det ikke blev denne gang. På den anden side er det også hyggeligt, hvis han gider hjælpe og heppe, når der høstes :-)
Irene
5. oktober 2006 at 16:19Der stod i mine stjerner i dag at jeg ikke skulle regne med at dagen blev som jeg havde planlagt den … Det lever jeg så med. Dit liv lader til ikke at kunne planlægges det mindste, det lever du så med, og jeg er fuld af næsegrus beundring!