– Det er Liselotte…
– Hej, jeg ringer angående abrikoschutneyen!
– Jaså…?
– Er den sæson nu?
– Hvad er sæson nu?
– Jeg ringer angående.. jeg håber ikke jeg trænge mig på, men jeg slog Dem op på Gule Sider… altså angående den der abrikos. Er den sæson?
– Sæson? Øh… abrikossæsonen i Danmark er forlængst forbi, hvis det er hvad du mener, men hvad taler vi lige om?
Cirka her ligner jeg noget, som er faldet ned fra månen. Jeg taler med en ung mand, så meget kan jeg høre. Jeg kan også konstatere, at han ikke umiddelbart er dansk, men dog taler et fint omend finurligt dansk, men han fortsætter ufortrødent på trods af mine lamme svar…
– Jeg tænker abrikoschutney. Læste om det på nettet og tænkte kunne ringe til Dem. Er sæson nu eller forbi?
– Øh… abrikoserne kan man ikke finde friske i Danmark nu, hvis det er hvad du mener?
– Kan man få?
– Øh… abrikoser? Ja, man kan da sikkert bestille dem hos en god grønthandler, som så kan bestille dem hjem…
– Ja, man kan. Abrikos ikke sæson nu så? Jeg tror abrikossæson… Jeg skal eksamen i morgen…
– Øh, nej, det er ikke abrikossæson nu. Abrikoserne skal bestilles fra udlandet, hvis man skal have dem… Nej altså helt ærligt, hvor ringer du fra?
– Kastrup. Kender du København Lufthavn?
Her går det altså galt for mig, men jeg holder gode miner til slet spil og fortsætter ufortrødent den mildest talt bizarre samtale lidt endnu.
– Ja, jeg kender Kastrup. Hvad er det for noget med en eksamen?
– Ja, i morgen tidlig. Eksamen.
– Hvilken eksamen?
– Tjenereksamen!
Her falder brikkerne så næsten på plads. Den unge mand sidder i Kastrup og er i gang med at forberede sig på eksamen i morgen tidlig. Han leder efter noget om abrikoschutney og forvilder sig ind på min side, hvorefter han beslutter sig for at ringe til mig. Jeg må kunne besvare nogle af hans spørgsmål om abrikossæsonen i Danmark, så han griber telefonen og ringer til Aalborg. Han er ikke uden gåpåmod, så jeg håber eksamen går godt i morgen, selvom han fik mig til at føle, at jeg måtte medvirke i en eller anden tåbelig tv-produktion som Skjult Kamera.
Skulle det sidste vise sig at være tilfældet, skal han vide, at han er så godt som død allerede.
14 kommentarer
Liselotte
5. oktober 2006 at 10:30Man kan roligt ringe, så skal jeg gerne udbrede mig om alt fra kinaradiser til Alfa Romeos udvikling siden 1982, men jeg garanterer ikke for andet end viljen til at hjælpe ;-)
Yrsa
5. oktober 2006 at 10:18Tak for en god griner :-)
Maria
5. oktober 2006 at 09:45Med det initiativ fortjener han bare at bestå ! :-)
Rasmus
5. oktober 2006 at 09:36Smukt er det. Og morsomt. Jeg ville heller ikke tænke mig om to gange, før end jeg ringede til dig, hvis der var noget jeg mente du kunne hjælpe mig med.
Liselotte
5. oktober 2006 at 09:29Nøh… det ved jeg ikke, om jeg er, men han fortjente da et svar efter sådan en indsats :-)
Lizelotte
5. oktober 2006 at 09:19Hvor er du rar Liselotte :-)
Liselotte
5. oktober 2006 at 09:00Jeg forstår godt din irritation, Anne. Så kunne jeg også blive en smule gnaven, men denne unge mand var nu sød og høflig, men havde haft det lettere, hvis han lige havde indledt med en forklaring om hvorfor han ringede ;-)
Anne Lindholt Ottosen
5. oktober 2006 at 08:55Skæg historie – og et godt eksempel på, hvor kort der er blevet fra tanke til handling.
Jeg var i URBAN for et par år siden, hvor jeg forklarede om, hvordan man kunne tjene mere, når man var på SU, hvis man havde en kapitalpension. (Journalisten havde fundet mig via min “100 om ..” på min hjemmeside.) Det afstedkom så, at en eller anden ungersvend ringede til mig og forventede, at jeg forklarede ham nøjagtigt, hvordan det hang sammen, selvom det faktisk stod i artiklen. Jeg hjælper gerne, men da jeg havde talt med ham i mindst et kvarter og forklaret det samme flere gange og forklaret ham, hvad han han skulle sige nede i banken, blev jeg lidt irriteret, for han havde overhovedet ikke forsøgt at sætte sig ind i noget selv, og han skrev ikke ned, hvad jeg forklarede ham, og han var nærmest ved at spørge, om jeg da ikke lige kunne ordne det for ham. Han ringede i øvrigt igen en halv time senere og spurgte om de samme ting og var sur over, at jeg ikke ville hjælpe ham(!). Der mumlede jeg noget surt om ungdommen i dag og deres kræve-ind-mentalitet. Fnøh. :-)
Liselotte
5. oktober 2006 at 08:18Ja, det var altså en temmelig bizar oplevelse, som kunne været forvandlet, hvis den unge mand havde startet med at præsentere sig og forklare, at han dagen efter skulle til eksamen. Det glemte han i sin iver – og derfor fik jeg bagefter noget at grine af :-)
Jeg håber også det går godt for ham. Han var da initiativrig og den slags burde næsten belønnes :-)
Lene KC
5. oktober 2006 at 07:42enig Sanne, en god måde at starte dagen på , tak Liselotte
Sanne
5. oktober 2006 at 07:07Ja en griner til at sove på eller en griner til at vågne op til, begge dele lige godt:-)
Tak for det Listlotte.
Bedste hilsner Sanne
( I dag… bliver det en god dag, nyd lyset og farveren)
Susan
5. oktober 2006 at 01:03Jeg haaber han bestaar. Jeg synes han er modig og initiativrig og maaske en smule desperat :-)
Herlig samtale, tak for at du delte.
Henriette
5. oktober 2006 at 01:01TAK! Tak for en fantastisk griner!
Ahh det er dejligt at gå i seng med et stort smil om munden, bare fordi du har lyst til at dele.
Og hvor er du fantastisk at fortsætte samtalen, jeg tror mit overskud var røget tidligere i samtalen. Jeg krydser fingre for den standhaftige ungersvend.
Ida
5. oktober 2006 at 00:23Jeg føler, virkelig med den unge mand, da jeg i sin tid skulle op til kokkeeksamen, kunne man vække mig midt om natten, og f. eks spørge mig om mål/vægt / antal portioner på eks gule ærter og hele remsen ville komme som skidt fra en spædekalv.
Dagen efter eksamen !!! kan vi lige få opskriften på en omeLET? øh hva, fuldstændig blank!!!!!
Manden er simpelthen i en tilstand, hvor man befinder sig som i en trance, og så til sidst, det er ikke den ringeste side han kunne komme ind på.