Så ser det ud til, at serveren har overstået sin efterårsinfluenza. Det tog sin tid, men sådan kan det gå og nu er vi jo på den anden side.
Imens fik jeg arbejdet, så der er lidt mindre at lave i morgen. Ikke at bunken er blevet meget mindre, men der er i det mindste én opgave mindre, at sørge for. Jeg har lige rigeligt om ørerne lige nu, men den slags er vel også sundt ind imellem og det er svært at sige nej efter i første omgang at have lovet. Jeg må tage det fra en ende og se om jeg når lidt ned i bunkerne, men resten af denne aften er helliget det rene ingenting, hvilket passer mig vældig godt.
Drageløberen er slugt og nu venter Dronningeskolen, så måske er det den, som skal være underholdning senere. Lige nu er medicinen en tid her ved computeren, en kop kaffe og unger, som er stille og glade. Bedre bliver det vist ikke.
På terrassen skinnede aftensolen et øjeblik for nogle timer siden. Jeg sad lidt derude, men måtte hurtigt ind igen, for det var tid til arbejde og jeg havde et telefonmøde klokken 17. Det varede 1½ time og jeg skal love for, at det kan mærkes i skuldre og nakke nu. Jeg duer ikke til at holde telefonrør samtidig med, at jeg gerne vil lave tusinde andre ting, så måske jeg skal begynde at overveje udelukkende at koncentrere mig om én ting ad gangen.
En skønne dag får jeg det måske lært. På den hårde måde. Med infiltrationer og frossen skulder. Siger de kloge…
18 kommentarer
Mette
12. oktober 2006 at 10:59hmmm ……. taber pusten…..jo, det kan der være noget om.
Jeg har læst den på engelsk og synes imidlertid ikke sproget forfladiges mod enden, men sådan er det jo nogle gange m de oversættelser…………….
Liselotte
4. oktober 2006 at 09:24Jeg må hellere skrive det på ønskesedlen :-)
Lizelotte
4. oktober 2006 at 08:10Du må ha’ det trådløse headset på ønskesedlen – sådan et ønsker jeg mig, for jeg vil så gerne snakke i telefon OG lægge tøj sammen OG skære løg OG …. ellers får jeg jo den der ømme skulder, fordi jeg gerne vil multitaske… :-)
Irene
4. oktober 2006 at 01:51Hovsa, glemte helt at sige at jeg anbefaler at du giver dig til at dyrke yoga. Det er SÅ godt for kropstoningen og man kan lave helt specifikke øvelser for lige netop der hvor det gør nas, oparbejde styrke og smidighed …
Jeg gør det, jeg elsker det!
Irene
4. oktober 2006 at 01:48Mht. Drageløberen vil jeg give dig helt ret. Den taber også pusten på engelsk …
Nuvel, jeg synes dog indblikket i en ukendt kultur, omend fiktiv, er god og berigende og opvejer den manglende sproglige virituositet og blødsødenheden.
Aspektet med hverdagsbilleder fra Afghanistans helvede, det stolte folk, den menneskelige rases sans for overlevelse, synes jeg er godt.
Liselotte
3. oktober 2006 at 23:48Ja, det ville være ærgerligt, men heldigvis oplever vi jo også forskelligt, Susan :-)
Susan
3. oktober 2006 at 23:41Jeg skal vist laese den igen, jeg husker ikke den taber pusten, men det er ogsaa 2 aar siden jeg laeste den.
Jeg haaber ikke det er i oversaettelsen af den taber pusten, det ville naesten vaere mere synd.
Liselotte
3. oktober 2006 at 23:09Netop, Ella – og det er rart at høre, at du oplever lidt det samme. Jeg følte mig temmelig kritisk, da jeg skrev det, men det er jo bare min personlige opfattelse. Det er alligevel godt at høre, at du har samme opfattelse. Første halvdel af bogen er ren magi :-)
Ella
3. oktober 2006 at 23:03Du har ret i at den taber pusten til slut, det er ikke den jeg husker, men historien fra barndommen og ungdommen :-)
Liselotte
3. oktober 2006 at 22:34Ja, det er vist også sidste gang jeg holder telefonmøder af den længde uden! Jeg har stadig forbandet ondt i skulderen og så er det endda min egen skyld :-(
Ella
3. oktober 2006 at 22:32Jeg råber højt HEADSET Liselotte – det er et vidunderligt hjælpemiddel :-)
Jeg havde det på arbejde og manglede det slemt, når jeg kom hjem. Jeg tror faktisk, at det kunne ses på telefonregningen, at jeg ikke gad telefonere uden ;-)
Liselotte
3. oktober 2006 at 22:29Tak for de pæne ord, “kollega”, som tror du er hemmelig. Jeg skal nok lade være med at sige, hvem du er – hvis du lover ikke at slagte mig ;-)
Siden har været mere end sløv periodevist i dag, men det ser ud til, at den igen har fået vejret :-)
Irene – jeg skal huske det næste gang :-)
Sol – tak skal du have :-)
Omkring Drageløberen, så er jeg som sagt forbi sidste side. Jeg synes, at bogen er læseværdig. Den kan fremtvinge en tåre eller tre, men den taber pusten til sidst, synes jeg. Måske fordi jeg havde andre forventninger til historien, men den blev næsten en tand for sød, selv for en med en mægtig sød tand.
Rent sprogligt taber den også en del til sidst. Jeg har svært ved at sætte ord på det, som sker, men måske er det i virkeligheden fordi jeg i hjertet er romantiker og elsker den smukke historie – historien er ikke smuk til sidst, men jeg synes også sproget forfladiges en smule, men måske er det bare mig. Jeg er vist lidt småsær ;-)
Jeg synes, den kommer fint omkring Afghanistans “fald” på en fordøjelig måde, men jeg lærte ikke noget, som jeg ikke vidste i forvejen. Til gengæld delte jeg en personlig oplevelse af et land, som er totalt forandret efter en uforståelig og nærmest uendelig krig og den var fint beskrevet. Overraskelsen og afmagten, det tragiske og dybest set sørgelige der er ved at genopleve sit barndoms land, men iført krigens kåbe, er fint beskrevet, men iblandes en karrikeret (måske virkelig på den uvirkelige måde) general i Taleban, som på en eller anden måde bliver kunstig, men læseværdig er bogen bestemt og den rummer jo den gode historie, som desværre bare taber pusten en smule til sidst.
Jeg er forbandet kræsen. Undskyld ;-)
Sol
3. oktober 2006 at 21:59Nydelige bilder. Så vakre og avstemte i fargene. En fryd for øyet ;-}
En kollega
3. oktober 2006 at 21:46Ja ja, men hvis bare det bliver en halalslagtning, så skulle eftertiden vel være reddet!!
En far
3. oktober 2006 at 21:38Kollega, du skal da passe lidt på med at være en hellig ko… for det er jo dem Liselotte kan finde på at slagte. Når det sker altså. ;) *nudge nudge*
Nej, der kan gå ufattelige mængder tid på at nørkle med alt det der tekniske halløj. Jeg arbejder med teknik og software til hverdag, og der er ikke andet end drilleri og opsætning og at skrive koder i det. Hele tiden. :)
Det glæder mig at den kom til live igen, selvom den har reageret lidt sløvt et par gange her.
Irene
3. oktober 2006 at 21:31Man kan godt bruge trådløse headsets …
En kollega
3. oktober 2006 at 21:25Kommer ind i mellem i tanke om din side – og kigger så indenfor! Burde faktisk gøre det noget oftere. Du har et skønt syn på livet, husker de små ting, som jo faktisk kan vise sig at være de største, forstår at sætte de rigtige ord på – ord, som skulle de komme fra mig, ville blive helt kludrede. Tak for du minder mig om, at livet er skønt og at vi har uendelige mange ting at være taknemlige for! ….lød som en lidt hellig kommentar, da jeg læste den igennem – men lidt hellig har man vel lov at være …om ikke andet, så en hellig ko!! ;O)
Mette
3. oktober 2006 at 21:16Hej Lise-Lotte,
Må vi høre din endelige vurdering af Drageløberen?