Man skulle være et skarn, hvis man ikke huskede, at nyde efterårets smukke farver, så det prøver jeg at huske hver dag.
I dag var det ikke svært. Der er smukt derude og jeg har været byen rundt på dagens opgaver, så der har været nok af smukke motiver.
Ind imellem har solen skinnet smukt og gjort det frygteligt varmt, at være mig. Til andre tider forsvandt den og jeg var taknemmelig over, at jeg har ind til flere lune trøjer med i bilen. Nu har jeg fri og det endda efter en dejlig arbejdsdag, som levner en god følelse i maven.
Om lidt skal Oline hentes inde i byen. Hun har fået lovning på en afhentning i stedet for bussen og det giver mig mulighed for, at få en lille fortrolig snak med hende i bilen på vej hjem. Sjovt, som børn bliver åbenmundede i alt med fire hjul, men hun er ikke den eneste, som deler verden med mor, når der køres stille og roligt gennem byen, har jeg ladet mig fortælle. Jeg vil glæde mig til at høre lidt om potentielle kærester (ja, det er allerede nu), tøj, veninder og alt det andet, som fylder, når man er tolv år gammel.
Inden nåede jeg lige udenfor i det dejlige vejr. Jeg gik ned i skoven, som vel i grunden bare er en samling træer, med indbygget skovstemning og hentede lidt efterår indenfor.
Når den slags er muligt, er man rig. Jeg føler mig rig, når jeg kan gå 20 meter og pludselig stå i en skovbund, som rummer masser af efterår i form af blandt andet kastanjer, som er så smukke, at jeg slet ikke kan få nok.
Jeg samlede kun en smule af dem og tog med indenfor, hvor de nu ligger til skue sammen med mine pyntegræskar og et stearinlys eller to. Jeg vil tænde lysene i aften, når jeg igen vil minde mig selv om, at også denne dag viste sig at være fantastisk. Der er så meget, at være taknemmelig for.
10 kommentarer
Sidse
16. september 2009 at 16:42Hej alle jer kastanje elskere.
Er der nogle af jer der kan lidt flere sange om kastanjer. I første indslag blev der tænkt på mindst 70 forskellige – ville være dejligt hvis du kunne dele nogle af dem med mig :-) Jeg er Pædagog og skal igang med kastanje projekt med børnene. Altid dejligt med inspiration…
Liselotte
4. oktober 2006 at 09:29Du har ret og der er også forskellige træarter her på grunden, men de to største var elme, som allerede var syge, da vi flyttede ind. Det var de smukkeste træer på hele grunden. Det ene stod ude på gårdspladsen, det andet nede bagerst i haven og begge var smukke, gamle og harmoniske træer, som gjorde det her sted til noget særligt, men så var der jo lige elmesygen…
Nu kommer kastanjernes tur måske og dem har jeg altså også et par stykker af, som er gamle og smukke. Det ville gøre mig virkelig ked af det, for ydermere røg den kæmpestore poppel i efterårsstormen for et par år siden, så jeg ender med slet ikke at have fornemmelsen af “skov”, når jeg går ned i bunden af haven og det ville være så synd :-(
Jeg planter hele tiden nye træer, men den slags vokser jo ikke vanvittig hurtigt…
Farmer
4. oktober 2006 at 05:53Det er vigtigt at have mange forskellige træarter.
Døden lurer altid lige om hjørnet i naturen. Selv gamle trækæmper kan falde.
Liselotte
3. oktober 2006 at 22:39Farmer – det er så trist med den kastanjemøl. Jeg er også spændt på at se, om træerne klarer sig. Jeg har mistet 2 kæmpestore og meget smukke elm de senere år, så nu tåler jeg snart ikke flere trækatastrofer på matriklen :-(
Farmer
3. oktober 2006 at 22:37Brunfarvningen er ikke så meget naturlig efterårsfarve som den i 2002 til DK ankomne kastaniemøls visitkort.
Man er meget spændt på, om kastanietræerne på længere sigt klarer sig i kampen.
Larven æder bladkødet, hvorefter bladet, eller dele deraf, dør.
Dit billede viser det typiske symptom, at nogle blade er grønne, medens især spidserne af andre blade er visne.
Hvis du kommer forbi træet igen, så prøv at tage et nærbillede af et blad.
Det er måske muligt at se larvens gamle minegange i bladet, selvom det er visnet.
Liselotte
3. oktober 2006 at 22:32Kastanjetur er skønt. Jeg har bestemt ikke været på min sidste, men kun på min første. Glæd dig! :-)
Karin
3. oktober 2006 at 22:30Dine billeder gav mig kastanie-kriller nu til eftermiddag, men jeg var på vej ud af døren, så det må blive en anden dag.
I steder for at ærgre mig over at det ikke blev idag, vil jeg glæde mig over at jeg kan se frem til at gå på kastanietur en anden dag! Måske imorgen?!
Liselotte
3. oktober 2006 at 20:56Jeg kender ikke sangen, Anne, men en dag må du lære mig den :-)
Ja, det er kastanjetid allerede Lizelotte :-)
Lizelotte
3. oktober 2006 at 20:36Tænk, er det allerede kastanie-tid igen?? Jeg elsker dem – de er så smukke, når de er helt blanke – så ærgreligt at de ikke bliver ved med at have den der varme glød… jeg vil snart samle kastanier…
Anne Stange
3. oktober 2006 at 17:26Hver gang jeg ser en kastanie, så “afsynges” der straks en 70-agtig børnesang i hovedet på mig!
“Jeg fik en kastanie i hovedet! Må vi se, må vi se, må vi se?”
“Se skallen er grøn og den stikker! Må vi se, må vi se, må vi se?”
Og så fortsætter det ellers der ud af med kastanien, der ligger inden i, og der bliver lavet en mand og ORV YEAH, som sangen slutter med.
Den er så sød og afsynges altid maaange gange her hjemme, på samme måde som Påskehøne-sangen, sang-traditioner i børnehøjde til stor glæde for moderen :-)