Jeg må vel…

I mit vindue står krysantemum. Udenfor skinner solen. Om lidt er kaffen klar og så vil jeg drikke dagens første kop. Efter den vil jeg tage en tørn med vasketøjet, som i den grad trænger til lidt opmærksomhed.

Når alt det er klaret, vil jeg lokke mor med på planteskolen, for jeg må ned og finde lidt løg, som skal glæde i foråret og den tidlige sommer. Det er godt at have noget, at glæde sig til.

Jeg vil så gerne have Allium og jeg har en fornemmelse af, at de nu endelig er blevet moderne igen, så chancen for at finde dem er til stede. De sidste mange år har ekspedienterne kigget undrende på mig, når jeg er kommet forbi planteskolerne og har spurgt. Alting har åbenbart en tid og det var ikke deres. Det er det nu, tror jeg.

Terrassen trænger til en overhaling, men det har været svært at gøre alvor af det, fordi der med en oprydning følger følelsen af, at pakke sommeren væk. Det har jeg slet ikke været klar til og tilsyneladende har blomsterne haft det på samme måde, for der er stadig masser at kigge på.

Det er svært at pakke pelargonierne væk, når de stadig står med blomsterknopper og lyderøde skyer af kronblade, som gør det til en fornøjelse at sidde derude. Det er endnu sværere at begynde, at smide sommerplanterne ud til fordel for efteråret og vinterens pyntepragt, men i dag skal jeg i gang. Det er med at benytte sig af vejret, som hurtigt kan slå om og gøre det til en trist affære, at stå derude.

Jeg har lyng og de fineste krysantemum stående, som udelukkende venter på, at jeg tager mig sammen og finder deres pladser til dette efterår og faktisk trænger pladsen ved hoveddøren til en overhaling. Er der ikke trist på terrassen, er der det til gengæld foran indgangen.

Jeg må i gang lige om lidt, men inden rører jeg måske lige en dej til lidt brød. Vi skal vel have en bolle, når mor kommer til kaffe lidt senere. Overspringshandlinger er slet ikke det værste vi har…