Piger er da lyserøde, ikke?

Vi nåede vidt omkring i går, da jeg besøgte Ella. Vi nåede også at runde det her med pludselig at blive begavet med en datter. Den slags er jo lyserøde, eller?

“Jeg tror overhovedet ikke, at Oline har haft lyserødt på”, sagde jeg så med vantro i stemmen, for det er jo sandt. Hun havde vist aldrig været i lyserødt og små piger er lyserøde. Altså nogle af dem er lyserøde. Min var aldrig lyserød, så vidt jeg huskede, så det endte med, at jeg måtte hjem for at se efter i de gamle fotos og jeg havde ret. Jeg kan ikke finde et eneste billede, hvor hun er iført lyserødt. Jeg fandt et enkelt billede, hvor vi måske, med lidt god vilje, kan sige, at jeg nærmer mig.

Den unge dame er iført noget, som kan minde om pink. Det smager da lidt af lyserødt. Hun ligger under skabet inde i stuen, hendes yndlingssted, hvor fra hun havde fint overblik over verden. Herinde kunne hun også rulle ind, krybe sammen og vælge at tage sin middagslur. Hun elskede det skab.

Hun var et energisk barn, som konstant var på farten. Enten var hun i gang med at kysse huller på storebror, som hun elskede overalt i verden, eller også var hun med sikkerhed i gang med at hærge det omkringliggende landskab. Der var aldrig ro på hende.

Når jeg havde brug for fred til et eller andet, havde jeg ét middel, som med sikkerhed virkede de første måneder.

Jeg placerede hende i en kurv, ude foran vaskemaskinen, som hun elskede. Når hun var placeret, tømte jeg klemmekurven ned over hende og hun var beskæftiget i lang tid. Måske ikke særlig politisk korrekt, men det er forældre sjældent. De er til gengæld trætte og smarte.

Sidenhen voksede barnet jo til. Energiniveauet var stadig højt, men til gengæld var det ikke helt så nødvendigt at følge hende konstant, for at forhindre katastrofer. Nu kunne man lade hende være alene i småbidder og friheden jeg oplevede, da det begyndte at lykkes, var slet ikke at kimse af.

Hun var vild med smækbukser og drenge. Hun kunne ikke få nok af at klatre, mudre og være vild med de vilde, så det der lyserøde, som egentlig hører pigerne til, passede ligesom slet ikke til mit barn. Sådan var det bare, men til gengæld ville hun ikke klippes. Måske et traume der bunder i det faktum, at barnet omtrent var skaldet til hun havde passeret de 3 år, men det gjorde i hvert fald, at hun ikke blev forvekslet med det modsatte køn.

Jeg kiggede i alle mine albums i går. Der var ikke skyggen af lyserødt. Til gengæld købte jeg et pink, skinnende bælte til hende for 14 dage siden. Hun har båret det konstant siden. Måske er piger lyserøde. Bare med vekslende tidshorisont.