Arbejdet trak lidt ud, så jeg kom senere derfra, end jeg havde regnet med. Det gjorde ingenting, for det var alletiders eftermiddag, så jeg havde ikke travlt med at komme afsted.
Jeg havde dog glemt én ting. Jeg havde lovet at købe ind til aftensmaden, så jeg endte oppe ved den lokale indkøbsmulighed på det tidspunkt og fik hentet forsyninger til både mave og have. Nu står en dejlig curry og snurrer oppe på komfuret, mens jeg tager en lille pause og filosoferer lidt over, hvor talentløs man tilsyneladende har lov til at være, når man er ansat i den lokale biks.
Jeg spurgte efter tre forskellige varer og ingen af tingene vidste ekspedienten hvor var. Så spurgte jeg forsigtigt, om han var nyansat, hvorefter han grinede småhånligt og meddelte mig, med slet skjult stolthed, at han skam havde været ansat de sidste 4 år. Jeg var nødt til at fortælle ham, at jeg syntes, at han skulle droppe pauserne det næste ½ år og i stedet hellige sin tid til, at lære sin arbejdsplads at kende. Den er ikke meget større end et frimærke, så jeg er sikker på, at 6 måneder kan gøre det for ham.
Han var næsten tilgivet, da jeg opdagede, at der var tilbud på den smukkeste lyng og en krysantemum eller to. De fristede over evne, så…
Der blev købt rigeligt, for måske er tiden og energien til lidt udeliv i morgen. Vejret får også sit at skulle have sagt, men fortsætter det, som det er endt i dag, skal der nok blive skønt udenfor. Der er lunt, vindstille og en rimelig himmel, så der er håb for lidt tørvejr.
Yngste er taget ud til en veninde. Her er en velsignet ro, som kunne give mulighed for en side eller ti i Drageløberen, som jeg allerede elsker. Kaffe er der nok af, ældste skal forkæles og så er der forøvrigt weekend og det betyder, at jeg kan gøre næsten, som det passer mig. Den slags kan jeg lide.
Om lidt vil jeg forberede det sidste til aftenens indiske indslag, nemlig koge ris og begynde at stege grøntsagerne. Uhm, det skal blive godt.
10 kommentarer
Liselotte
1. oktober 2006 at 21:02Vi er enige, Donald. Jeg tror bare ikke, at det blev optaget som et “godt råd”, men mere et surt gensvar, hvad det vist også var, hvis jeg skal være helt ærlig – og det skal jeg jo ;-)
Donald
1. oktober 2006 at 20:21Om købmandsskab: Nej jeg forstår heller ikke, hvordan man kan undgå at lære tingenes placering, når man er et sted i fire år, men det er jo så hans verden, der ser anderledes ud end min. Jeg prøvede at sige (skrive), at det var dagens gode gerning at fortælle ham, at han må gå i gang med at orientere sig, altså lære hvor tingene står. Han skal jo være med til at holde forretningen i gang, og når han engang skal videre i livet — eller når forretningen bliver solgt, ombygget ell.lgn. så hjælper det ham jo at have mere kendskab til varer og varegrupperinger, placeringer m.v. så chefen siger pæne ting om ham:-)
Liselotte
1. oktober 2006 at 10:18Jo, det er det i hvert fald, Anne. Jeg kunne også lokkes ned til vores lokale planteskole i dag ;-)
Anne Stange
1. oktober 2006 at 09:36Smukke farver :-)
Jeg må ud efter nyt til potterne, første hjem-bæring blev til gaver eller kom i beddet, men det er da også en dejlig søndagsbeskæftigelse, ikk’!
Liselotte
1. oktober 2006 at 01:31Donald, jeg forstår ikke hvordan man kan være det samme sted 4 år, uden at vide hvor varerne står. Det var måske ikke lige det han sælger mest af, jeg spurgte efter, men alligevel… ;-)
Ella – farverne er så fine, så jeg er sikker på, at de kommer til at pynte på terrassen :-)
Ella
30. september 2006 at 23:01Jeg får helt ondt i maven af det billede – det er så smukt Liselotte :-)
Donald
30. september 2006 at 22:42Næh hvor er blomsterfarverne dejlige. Efterårslyng er som regel flerårslyng, så hvis den står et godt sted, så kan den ende med at være havens stolthed. Jeg har været heldig med nogle stykker, som blomstrer forår og efterår. Fortryllende:-)
Ansat i 4 år i den lokale indkøbsmulighed – deltid, flaskedreng, flytning af tingene, ekspedition uden at skulle stille ting op? Tror du han drømmer om at blive der? Jeg ender altid med at tage de klodsede og glemsomme i forsvar, fordi … hmmm … har vi ikke lidt af det i os selv en gang i mellem? Den rare kunde, som gav ham et venligt skub i retning af mere professionalisme er måske hans gode fe idag, feen med “gaver” fra en den nye verden, som venter på ham når lokalbutikken bliver ombygget til Super2 eller lignende.
Liselotte
30. september 2006 at 21:00Ja Joan, det er vel nærmest utænkeligt, at breve kan være af papir i dag ;-)
Lene KC – den er god, så mangler du lidt at fodre sjælen med, kan den anbefales :-)
Lene KC
30. september 2006 at 20:14Jeg må snart have købt den bog, for efter alle de anbefalinger, der er kommet, er den vist værd at investere i.
Joan
30. september 2006 at 19:40hahaha kom lige til at tænke på en episode i den lokale biks..
skulle ha taget en kopi af et brev.. pigen kigger på mig og spørger… øhhh såen en af papir?