Efterårsmorgen

Jeg elsker morgener, som den der er passeret. Tågen indhyller haven og gør den næsten magisk, men det er også morgener, som denne, som gør efteråret til noget helt specielt. Det er den første rigtige morgen af sin slags i år, så den er nydt.

Alting er fugtigt. Der hænger dråbepynt på alle vækster og lugten af muld er påtrængende. Kulden er her ikke rigtigt endnu, men der er tilstrækkeligt til, at verden er forandret, når man står op.

Farverne er dæmpede, men varme, for sådan er efterårets farvepalet. Varm, med toner af grønt og på heldige dage, den kølige blå himmel at spille imod. Det er ikke i dag, hvor himlen er tæt af et skydække, som med lidt held forsvinder senere.

Udelivet synger på sidste vers, men det er ikke mange år, jeg har tilbragt så mange timer på min terrasse, som jeg har i år. Jeg har nydt det. Skyggerne er blevet lange, mens jeg har siddet og strikket på en stol i den sene eftermiddagssol.

Jeg elsker morgener, som denne. Morgener, hvor tiden står stille og udsigten er en lang dag med ingen pligter, men til gengæld masser af fornøjelser. Om nogle timer vil jeg tage på visit hos en solbrun Ella. Jeg vil misunde hendes kulør, men unde hende den af hele mit hjerte. Jeg vil snakke, hygge med kaffe og strikke lidt, for det tror jeg sørme, vi skal forsøge os lidt med i dag også. Jeg vil nyde hendes selskab og når eftermiddagen går på hæld, vil jeg tage hjem til min familie igen. Så skal vi sammen nyde, at der er taget hul på weekenden.

Det er slet ikke nogen ringe dag, i dag.