En morfar og ingen tomater

Jeg har stadig et utrolig stort behov for at sove, så endnu en morfar fandt vej til matriklen denne eftermiddag, hvor solen i øjeblikke af gangen, faldt ind gennem vinduet og varmede mine tæer. Det var dejligt.

Halsen er ved at være bedre. Jeg er fortsat forkølet, men feber tror jeg ikke længere, jeg har. Jeg tror, at det vender nu. Jeg tror snart, at jeg er på højkant igen. Det skulle jeg bryde mig vældig godt om. Der er dejligt vejr og det nydes altså bedst udenfor, så jeg vil være rask, vil jeg!

Snebær vælter sig i smukke farver og changerer i alskens grønne toner. Grøn er ikke min yndling, men jeg synes den er smuk, når den tilhører planter, som gør sind milde. Det gør snebær, når man går helt tæt på, som jeg tillod mig for et øjeblik siden. Jeg måtte have to minutters luft, efter en lang dag indenfor. Det var skønt.

Vi sendte Oline afsted på lejrskole i går. Vi har haft stilhed lige siden. Vi har også haft dårlig samvittighed. Vi sendte hende afsted med de 25 frosne boller, som var bestilt, men havde overset, at hun også skulle medbringe 2 pakker rugbrød og tomater. Jeg føler mig som en fiaskoforælder, når den slags sker og jeg hader, at jeg ikke står der til at tage ærgrelsen på mine skuldre, men ved, at Oline skal være den der overbringer forældrenes forglemmelse med den efterfølgende irritation over os.

Jeg kommer til at undskylde. Både overfor de lærere, som har sendt sedler med hjem og ikke mindst over for min store pige, som må undskylde på sine forældres vegne. Det er ikke rimeligt.

Jeg håber, at hun har det fantastisk og jeg ved med sikkerhed, at hun anfører, at der alligevel ikke er nogen, som kan lide hverken rugbrød eller tomater, når de når til at mangle det. Hun er en skarp skarnsunge med brede skuldre, men det er jo ikke mig, som skal gøre dem så brede…